Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Støtten til markederne ændrer sig nu – så vær forberedt på mere urolige vinde

I den en amerikanske centralbank, The Fed, vil en kommende beslutning skabe uro på markederne.

»I USA er Republikanerne og Demokraterne fanget i ikke én, men to økonomiske brydekampe. For det første er man ikke enige om statsbudgettet for 2022, hvilket kan lede til en nedlukning af den amerikanske stat på linje med det, vi observerede i 2013,« siger cheføkonom Nikolaj Schmidt. Arkivfoto af den amerikanske centralbank, The Fed. Fold sammen
Læs mere
Foto: KAREN BLEIER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I hjertet af det finansielle økosystem finder man den amerikanske centralbank, The Fed. Her nærmer man sig en beslutning, der vil have vidtrækkende konsekvenser for markederne: Hvornår skal de enorme støtteopkøb, der blev lanceret i forbindelse med coronakrisen, reduceres?

Alt imens markederne holder vejret og venter på, hvornår og hvordan den melding kommer, er mere perifere centralbanker også på spil. Samtidig har den europæiske centralbank allerede taget skridt i en retning, der tyder på mindre støtte for markederne.

Centralbankernes retning mod en fremtid medmindre støtte kommer samtidig med, at en god, stabil og langvarig finanspolitisk medvind er ved at skifte. Markederne står nu snarere over for modvind. Hvad betyder de to faktorer for udviklingen i den næste tid?

Et godt udgangspunkt for alle samtaler om økonomi, politik og finansielle markeder er, hvor økonomien befinder sig i sin cyklus. Og her er det fortsat min vurdering, at den globale økonomi er i et relativt tidligt stadie af en vækstfase.

Som tingene ser ud nu, har økonomien både nok efterspørgsel og nok uudnyttede ressourcer til at væksten kan holdes høj samtidig med at inflationen holdes i ave. Det giver centralbankerne råderum til at fastholde en relativt lempelig pengepolitik. Alt i alt er der altså stadig tale om favorable vilkår for de finansielle markeder.

Bump på vej

Men vi er også – desværre – nødt til at medgive, at konturerne omkring den fortælling er ved at ændre sig. I takt med at genopretningen af økonomien når længere frem, trækker politikere og centralbanker gradvist den økonomiske støtte i land. En bevægelse, der allerede for et halvt år siden begyndte i de mere perifere dele af det finansielle system, og som indtil nu er forløbet uden de store bump på vejen.

De kommer nu, bumpene. Investorerne har længe kunnet observere en ret simpel mekanik på spil i markederne: Når The Fed pumper penge ind i økonomien, så opbygger investorerne en unødvendigt stor kontantbeholdning. Denne kontantbeholdning understøtter efterspørgslen på risikofyldte aktiver som aktier. Den rigelige likviditet i investorernes porteføljer sikrer dermed, at markedskorrektioner ikke bliver særlig dybe, førend investorerne kaster sig ud i nye opkøb, som sætter en stopper for kursfald. Uroen har, med andre ord, været til at overse.

Nu bliver der så skruet ned for den amerikanske centralbanks varme hane, og som en direkte konsekvens heraf bliver uroen på markederne mere vedholdende og sværere at ryste af sig.

Samtidig er det også vigtigt at huske, at vi har været igennem en længere periode med en anden form for markedsstøtte, der meget ligner den amerikanske centralbanks. Den er bare gået lidt under radaren.

Det amerikanske finansministerium har finansieret sine stærkt stigende udgifter ved at reducere sin usædvanlig store kassebeholdning hos centralbanken, og dette finanspolitiske standpunkt har betydet, at der er blevet pumpet rigtig meget likviditet ind i økonomien. På den måde har det amerikanske finansministerium sat yderligere tryk på den monetære støtte til markedet.

Men i et tilfælde af uheldig timing er det amerikanske finansministerium nu – netop som centralbanken står for at skrue ned for støtten – nået til et sted, hvor kontantbeholdningen er for lav. Konsekvensen er, at finansministeriet over de kommende måneder vil dræne likviditet fra markedet. Dermed vil private investorer opleve, at de har lavere kontantbeholdninger, end de har været vant til, og derfor færre midler til at investere, når aktiekurserne falder.

I takt med at centralbanken skifter fokus til en gradvis stramning af pengepolitikken, underminerer det en anden dynamik, der har støttet markederne: Hvis de økonomiske data så lidt svage ud, antog investorerne, at centralbanken bare ville fastholde eller måske endda øge den pengepolitiske støtte. Men når centralbanken sætter kurs mod en strammere pengepolitik, så bliver barren for, hvilke økonomiske data der kan ændre centralbankens holdning, pludselig hævet signifikant.

Politisk modvind

Så vidt altså centralbankerne. Men også på den politiske scene er der grund til bekymring. Igen, ikke overraskende, med USA i hovedrollen. For mens politikerne i Eurozonen fastholder den finanspolitiske støtte, er fortællingen straks en anden på tværs af Atlanten. Her strammes skruen – og det betyder, at væksthistorien får et noget andet skær. På globalt plan betyder det, at finanspolitikken over de kommende 12-18 måneder samlet set vil blive en modvind til væksten.

En sådan udvikling reducerer åbenlyst støtten til vækstfølsomme aktiver som aktier. Men selvom det finanspolitiske billede samlet set trækker i den forkerte retning, så er det også vigtigt at huske på, at der stadig køres med store statsunderskud. Vi flytter altså stadig midler fra den offentlige sektors kasser til den private side. Den proces vil – om end med nedsat effekt – stadig støtte op om risikoaktiver såsom aktier.

I USA er Republikanerne og Demokraterne fanget i ikke én, men to økonomiske brydekampe. For det første er man ikke enige om statsbudgettet for 2022, hvilket kan lede til en nedlukning af den amerikanske stat på linje med det, vi observerede i 2013.

For det andet kan man heller ikke blive enige om at hæve det såkaldte gældsloft. Loftet er den juridiske ramme for hvor meget gæld, den amerikanske regering må påtage sig, og har flere gange før været genstand for en politisk version af den gamle børneleg om hvem, der blinker først. Vi ser ud til at være på vej mod en gentagelse af den øvelse. Resultatet må antages igen at være en aftale indgået i absolut sidste øjeblik, når ingen tør eller kan vente længere. Men skulle en aftale mislykkes, er det på kort sigt på ingen måde godt nyt for markederne.

Støttens gyldne dage går altså på hæld fra centralbanker og fra politisk side. Det er dog vigtigt at huske, især for investorer med en længere tidshorisont, at vi stadig er relativt tidligt i den økonomiske cyklus. Derfor tror jeg, at den uro, der vil komme, nok først og fremmest vil vise sig at være en mulighed for den kløgtige investor, der har sikret plads i porteføljen til at udnytte den.