Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Stakkels Hummelgaard – nu krakelerer hans krisefortælling

Halvandet år efter coronakrisens start står finansminister Nicolai Wammen (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) over for voksende anbefalinger om at stramme finanspolitikken. Sjovt nok var det samme tilfældet efter finanskrisen for over 12 år siden.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har igen og igen ålet VK-regeringen for at stramme finanspolitikken i kølvandet på finanskrisen. Nu begynder økonomerne at rumle med krav om en finanspolitisk stramning efter coronakrisen, fordi der er alt for meget fart på økonomien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Højkonjunktur.

Finansminister Nicolai Wammen (S) gav den hele armen, da han mandag fældede dom over de nye flotte nøgletal for dansk økonomi. Det er en væsentlig og positiv økonomisk nyhed, at Danmarks Statistik mandag kunne fortælle, at Danmark har lagt coronakrisen bag sig. Sådan må konklusionen lyde, når både den økonomiske aktivitet og beskæftigelsen er højere, end før coronakrisen ramte i marts 2020.

Landets finansminister har kloge folk omkring sig, som kan fortælle, at selve definitionen på en højkonjunktur netop er, at der skabes ny velstand – altså at økonomien bygger ny BNP oven på den gamle.

Man ville være en elendig regering, hvis man ikke fejrede sine triumfer.

Thomas Bernt Henriksen er erhvervsredaktør på Berlingske Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Miraklet i dansk økonomi

En enkel banal illustration af miraklet i dansk økonomi under coronakrisen er at sammenligne regeringens vækstprognoser fra maj i fjor med den seneste fra maj i år.

I maj 2020 spåede regeringen en minusvækst på 5,3 procent i 2020 og en vækst på 4,5 procent i 2021. Lægger man de to tal sammen, giver det minus 0,8 procent. Lægger man regeringens to aktuelle vækstskøn sammen, giver det i stedet 1,4 procent – en vækst i 2020 på -2,2 procent og en forventet vækst 3,6 procent i 2021; måske mere at dømme ud fra de nye tal fra Danmarks Statistik.

Forskellen mellem frygten sidste år og realiteterne lige nu er et hop i BNP på over 50 milliarder kroner.

Intet er imidlertid så godt, at det ikke er skidt for noget. Miraklet i dansk økonomi kommer med en regning.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) præsenterede mandag de højeste lønstigninger i 12 år, virksomhederne skriger på arbejdskraft, og endelig mødes regeringen med krav fra både Nationalbanken og Det Systemiske Risikoråd om at få bremset stigningen i huspriserne.

Behov for at stramme finanspolitikken

Man kan oversætte økonomiens signaler på mange måder. Man kommer imidlertid ikke uden om at diskutere, om der er behov for at stramme finanspolitikken, når regeringen skal forhandle sin næste finanslov på plads i efteråret.

»Vi er på vej tilbage til normale tilstande, og det vil vi naturligvis planlægge finanspolitikken efter,« siger finansministeren. Sådan skal en ansvarlig finansminister lyde.

Men både for Nicolai Wammen og ikke mindst for beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard er debatten om finanspolitikken også en farlig debat om regeringens krisefortælling. Igen og igen har ikke mindst Peter Hummelgaard talt om forskellen mellem rød og blå krisepolitik – og om forskellen mellem den blå regering, der i 2010 vedtog en finanspolitisk stramning i 2011, og den røde regerings krisepolitik under coronakrisen.

Vil investere Danmark ud af krisen

»Denne regering vil ikke gentage finanskrisens fejl,« skrev Hummelgaard i Politiken 5. januar, hvor han igen angreb, at VK-regeringen strammede finanspolitikken efter finanskrisen, ligesom han igen og igen har talt om at investere Danmark ud af krisen. Hvad så nu, Hummelgaard?

Nu står vi nemlig et sted, hvor regeringen og Hummelgaard snart kan stå i samme situation som VK-regeringen, nemlig med voksende krav fra Nationalbanken, de økonomiske vismænd og andre økonomer om at stramme op i finanspolitikken. Situationen er ironisk. Beskeden til regeringen er mere eller mindre den, at den skal holde med at investere i vejen ud af krisen.

Fra oktober 2008, hvor finanskrisen bryder ud, indtil vedtagelsen af genopretningspakken i maj 2010 går der godt halvandet år. Nu er der gået cirka halvandet år, fra coronakrisen ramte, og debatten om finanspolitikken går i gang, ligesom den gjorde dengang.

Beskeden til regeringen i 2010 var krystalklar. Både Nationalbanken og de økonomiske vismænd var dybt bekymrede for den finanspolitiske holdbarhed på ryggen af finanskrisen:

»Størrelsen af det offentlige underskud og dermed gældsopbygningen og den heraf følgende forøgede rentebyrde gør, at der ingen vej er uden om at påbegynde en konsolidering, selvom produktionsgabet stadig er stort. Erfaringerne fra andre lande viser, at det hurtigt kan gå galt, selvom udgangspunktet er forholdsvis godt,« skrev Nationalbanken eksempelvis i marts 2010.

I dag lyder beskeden fra Nationalbanken, at regeringen »med fordel kan forberede sig på, hvordan den økonomiske politik skal dæmpe kapacitetspresset, hvis der opstår mere udbredte flaskehalse på arbejdsmarkedet«.

Hummelgaard vil med sikkerhed påberåbe sig alle mulige undskyldninger om, at situationen i dansk økonomi i dag er anderledes end i 2010.

Han har ret på den måde, at økonomien, som Danmarks Statistik beskriver, har genvundet det tabte, hvilket ikke var tilfældet i 2011.

Han tager fejl på den måde, at han ligesom forgængerne ikke aner, hvad der ligger på den anden side af 2021 – ligesom man i 2010 heller ikke anede, at der efter finanskrisen ville komme en gældskrise.

Når den danske krisepolitik efter finanskrisen er til debat, skyldes det således ikke mindst hans eget partis krisepolitik i årene 2011-2015.

Hummelgaard fralægger sig ansvaret

Hummelgaard fralægger sig systematisk ansvaret for Socialdemokratiets egen krisepolitik mellem 2011 og 2015.

Mødt med gældskrisen, der ramte dansk økonomi under det gryende opsving i 2011, kunne den socialdemokratisk ledede regering med sit røde flertal have lettet foden fra bremsen i den økonomiske politik, men valgte trods advarsler at fastholde den stramme finanspolitik frem til 2015.

Peter Hummelgaard mener øjensynligt, at regeringen selektivt bør ignorere klokkeklare anbefalinger fra både vismænd og Nationalbanken.

Den holdning må selvfølgelig gå godt på den måde, at regeringen denne gang vælger at ignorere anbefalingerne fra økonomerne om at stramme finanspolitikken, og at det bagefter viser sig, at den internationale og danske økonomi i 2022 eller 2023 ramler, hvilket vil retfærdiggøre, at Wammen, Hummelgaard og Frederiksen ser stort på økonomernes advarsler.

Risikoen ved at ignorere økonomernes henstilling er selvsagt, at man ligesom Fogh i 2008 står med en økonomi på kanten af en overophedning, når krisen rammer næste gang.

Man kan kalde Hummelgaards standpunkter, hvor man ser stort på økonomernes rådgivning, en form for økonomisk-politisk væddemål, som kan gå godt eller skidt.

Heldigvis er det Wammen, som er finansminister, ikke Hummelgaard. Så undgår vi måske de værste ulykker.

Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervsredaktør

LÆS MERE