Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Står vi over for et W-formet comeback?

Om markederne fuldt ud har indregnet de omkostninger, der er forbundet med de nedlukninger, der præger Europa og med stor sandsynlighed også vil lægge tunge begrænsninger på USA, er et åbent spørgsmål, skriver Nikolaj Schmidt, cheføkonom hos T. Rowe Price.

»Når alt kommer til alt, står vi formodentligt stadig i et nyt økonomisk opsving. Der er dog flere betydelige risici for opsvinget, og det bør lede til en mere forsigtig prisfastsættelse af aktierne,« skriver Nikolaj Schmidt, cheføkonom hos T. Rowe Price. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lucas Jackson/Reuters/Ritzau Scanpix

Mens det amerikanske valg langsomt kværner mod mållinjen, har aktiemarkedet efter en noget omtumlet tid fundet sit leje tæt på et rekordniveau. Det kan virke temmelig overraskende i lyset af et tæt valg, der sandsynligvis vil føre til en splittet kongres med dertil hørende politisk stilstand og en utilstrækkelig støtte til økonomien.

Følelsen af undren bestyrkes, når man tager den covidbølge, der skyller ind over Europa og USA og efterlader nedlukninger i massevis i sit kølvand, med i betragtning. Så hvordan er aktiemarkedet nået til sit nuværende niveau – og hvor skal vi hen herfra?

Det amerikanske valg ser ud til at give sig udslag i en situation, hvor præsidentposten og Repræsentanternes Hus er på Demokraternes hænder – men Senatet forbliver på Republikanernes.

Ser man på, hvad vi har lært om amerikansk politik over det seneste årti, skal man i det lys nok ikke forvente de helt store lovgivningsmæssige landvindinger i Joe Bidens præsidentperiode.

Det kan faktisk være gode nyheder for aktieinvestorerne, idet Bidens planer om øgede selskabsskatter næppe bliver til virkelighed. Den anden side af mønten er dog, at næste runde af støttepakker afledt af coronapandemien heller ikke får synderlig stor økonomisk vægt – og at den skattefinansierede infrastrukturpakke, som Biden går efter, næppe bliver til noget.

Investorernes fine lune kommer altså fra en kombination af, at der dels er en opfattelse af, at vi er i begyndelsen af en økonomisk cyklus. Og dels fra de udeblevne skattestigninger.

Ideen om en verdensøkonomi i de gryende stadier af en optur fik kun fornyet styrke, da Pfizer et par dage efter præsidentvalget gik på gaden med nyheden om, at deres bud på en vaccine mod corona kommer med en immunitetsrate på 90 procent. Konsekvensen? Investorerne stimlede sammen og skabte en gedigen optur på markederne.

En del af forklaringen bunder også i, at mange investorer argumenterer for, at de kan og allerede har gennemskuet de datamæssige konsekvenser af den uro, der naturligt følger med det nuværende udbrud af covid.

Om markederne så for alvor fuldt ud har indregnet de omkostninger, der er forbundet med de nedlukninger, der præger Europa og med stor sandsynlighed også vil lægge tunge begrænsninger på USA, er stadig et åbent spørgsmål.

Men lige nu lyder argumentet altså som følger: Det politiske svar er på plads. Anden bølge af covid får næppe samme finansielle konsekvenser som den første. Og med en slagkraftig vaccine på trapperne er det nuværende udbrud formentlig det sidste, vi ser til corona. Gud ske tak og lov for det.

Mens de argumenter bestemt giver mening, får den nuværende kombination af investoroptimisme og en bølge af covid mig dog også til at blive lidt betænkelig. Fra økonomernes verden har vi fået meldinger om en temmelig substantiel reduktion af forventningerne til væksten i eurolandene i fjerde kvartal.

Vi står nu over for et kvartal der – ud over det katastrofale andet kvartal af 2020 – vækstmæssigt vil være et af de svageste i historiebøgerne. Jeg nærer intet håb om, at tingene står bedre til i et USA, hvor myndighedernes meldinger på coronafronten ikke efterlader megen tvivl om, at de stadig halter langt bagud i forståelsen af, hvad der skal til for at bekæmpe covid.

Vi står dermed med en giftig kombination. En vækst, der hamrer bremserne hårdt i, koblet med udtømte pengepolitiske muligheder og et finanspolitisk svar, der dels kommer sent og dels er temmelig vagt. Og med virksomheder, der efterhånden i et år har kæmpet for at holde hovederne over vandspejlet.

Den kombination burde være grundlag for at udvise forsigtighed – men aktiemarkedet har siden det amerikanske valg gjort præcis det modsatte. Sandsynligheden er stadig størst for, at opturen holder. Men risikoen for, at kurven knækker for anden gang – et double dip – er uden tvivl steget over den seneste måned.

Som økonom er jeg mere bekymret over det manglende finanspolitiske svar, end jeg er opmuntret over den manglende evne fra samme front til at hæve skatterne. For det er simpelthen vigtigere for økonomien lige nu, at der bliver ført en ekspansiv finanspolitik, end at skattestigninger bliver aflyst. Vejer man de to faktorer op mod hinanden, er scenariet ikke positivt for væksten.

På den mere positive side vil det politiske skift, der formentlig sker i Det Hvide Hus, føre til en mere ortodoks og forudsigelig udenrigspolitik. Det betyder ikke, at skærmydslerne mellem USA og Kina helt falder bort under præsident Biden – men dog, at handelskrigen mellem stormagterne snart vil være en temmelig lille prik i bakspejlet. En udvikling, der utvivlsomt er positiv.

Samtidig er det også opmuntrende, at Kina – verdens tredjestørste økonomi – tilsyneladende er i stabil fremdrift. Tiden efter virussen hæmmede væksten, men evnen til at bekæmpe yderligere udbrud har været intet mindre end spektakulær. Og selv om staten næppe trækker tæppet væk under økonomien, kan man se klare tegn på, at man styrer væk fra en tid med massiv økonomisk støtte. En udvikling, man endnu ikke kan aflæse ud af de økonomiske nøgletal, men som i min optik bør blive tydelig over de kommende kvartaler.

Når alt kommer til alt, står vi formentligt stadig i et nyt økonomisk opsving. Der er dog flere betydelige risici for opsvinget, og det bør lede til en mere forsigtig prisfastsættelse af aktierne.