De fleste kender populærkulturens karikaturer af bankfolk. Grådige og kyniske Gordon Gekko-typer uden skyggen af samvittighed med et overforbrug af stoffer og prostituerede. Et image som det seneste årtis mange bankskandaler kun har forstærket i virkelighedens verden.
Det er bestemt muligt, at bankfolk er værre mennesker end alle os andre. Og det kan vi så blive enige om i fællesskab og lune os ved vores egen godhed og moralske overlegenhed, mens vi peger på de højtlønnede bankmænd – ja, det er primært mænd – og væmmes.