Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Sorte udsigter for markederne i lang tid endnu

Der er desværre stadig kun meget få grunde til at være optimist på økonomien og markedernes vegne. Foreløbig er den rette, konservative strategi at blive på sidelinjen, holde krudtet tørt og vente på de bedre tider, der trods alt må komme.

Der var langt mellem duerne, da den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, og verdens andre centralbankchefer for nylig var samlet til den årlige Jackson Hole-konference. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De trends, der gjorde første halvdel af 2022 umanerlig svær at manøvre igennem, er desværre på ingen måde aftaget, siden sommeren gik på hæld. Datastrømmen tilsiger, at håbet om økonomisk vækst bliver mere og mere spinkelt. At vi snarere står på randen af en global recession.

Imens har verdens centralbanker besluttet sig for, at de står med en noget nær eksistentiel udfordring: Inflationen skal ned. Og det skal være nu. Den klassiske centralbankterminologi, hvor høge er dem, der vil stramme, og duer modsat står for en mere lempelig pengepolitik, giver næsten ikke mening i øjeblikket. For det er ovenud svært at få øje på en eneste due hos centralbankerne.

Der er altså sat skarpe modsætninger op: På den ene side en temmelig dyster prognose for den globale økonomi. Og på den anden side centralbankernes høge. Og når hårdt møder hårdt, ja så opstår der storm på de finansielle markeder. I den seneste tids blæsevejr har der endda været forsvindende få steder at søge ly; hver eneste større aktivklasse har været ramt af tab, der er til at tage og føle på.

Er mere storm så også den prognose, vi må leve med i resten af indeværende år?

Mit svar er desværre nok, at selvom man kan ane konturerne af andre tider igennem de mørke skyer, så tyder alt på, at vi må leve med dystre udsigter en rum tid endnu.

Efterchok i vente

Den globale økonomi er nemlig blevet ramt en serie af systemchok. Og problemet ved så dybe slag er, at de sætter sig, og at efterveerne kan vare ved ganske længe.

Først og fremmest i køen over udfordringer står centralbankerne selv med de værktøjer, man har brugt mod inflationen hidtil. Der er skruet på knapper og håndtag, hvis fulde effekt både kan tage lang tid at vise sig – og hvor det kan være svært at spå om, hvor længe de vil blive ved med at tynge økonomien. Jeg forventer, at et par kvartaler skal gå, inden vi mærker den fulde vægt tynge på økonomien af de valg, centralbankerne hidtil har taget.

Dertil kommer den tragiske krig i Ukraine. Økonomisk har krigen ført til stigende råvarepriser, der har udhulet både husholdningerne og virksomhedernes købekraft og presset centralbankerne til at stramme skruen.

På kort sigt vil Ruslands beslutning om at skære sin eksport af gas til Europa påtvinge europæerne energirationering. Den udfordring er nok størst i det kommende år, men vi kan i det mest sandsynlige scenario stå over for flere år med markant lavere udbud af energi. Og mangel på energi er desværre ofte lig med ingen vækst.

Jeg forventer derfor en recession i Europa – og da EU står for groft sagt 17 procent af det globale BNP, bliver effekterne af en europæisk recession selvsagt også globale. Og hvis ovenstående ikke var slemt nok i sig selv, så bør man også have in mente, at lige præcis energirationering er et meget komplekst angreb på det økonomiske system.

Lockdown i Kina

Når rationeringen slår igennem, og visse dele af produktionsapparatet går i stå, kan der igen opstå alvorlige problemer i de globale forsyningskæder. Som vi har set, fører sådanne udfordringer i sig selv til øget inflation. Det understreger, at det på ingen tænkelig facon er en let opgave, centralbankerne står over for.

Kigger vi mod Kina, er der også markante udfordringer for vækst. Myndighedernes nultolerancepolitik over for covid-19 er én; en anden er beslutningen om at rydde op i landets udfordrede ejendomssektor. Det er ikke en lille opgave: Regner man de dele af økonomien, der forlader sig på sektoren, med i ejendomsbranchens fodaftryk i den kinesiske økonomi, står den for 25-30 procent af BNP.

Arbejdet med at gøre ejendomssektoren mindre – og få den under markant stærkere kontrol – kommer formentlig til at tage år. Mens opgøret stadig er i fuld gang, er det ikke min forventning, at man kan håbe på stærke væksttal fra Kina. Og da Kina står for cirka 20 procent af det globale BNP – og er den største forbruger af mange råvarer – kommer effekterne af lavere kinesisk vækst også til give globale udslag, især for lande hvis økonomier i høj grad er baseret på salg af råvarer.

Stædig Powell

Kigger vi tilbage mod USA, ser vi en centralbank, der er temmelig fastlåst i sin position. Centralbanken, Fed, har i skikkelse af formand Jerome Powell været endog meget klar i mælet: Der skal styr på inflationen, koste nærmest hvad det vil – og en recession er ikke for høj en pris at betale.

Det betyder, at vi nu står i en situation, hvor USAs egen centralbank vel vidende styrer landet mod en recession.

Ser man dog på netop inflationen, er der måske efterhånden grund til en form for håb. For det første er en recession en temmelig solid kur mod inflation. Man har da også netop i takt med, at den globale vækst er faldet, set råvarepriserne gå samme vej – og netop råvarepriserne har jo som bekendt været blandt de tungest vejende årsager til de stigende inflationsforventninger og inflationen, vi har set i år.

For det andet peger data på, at verdens forsyningskæder er i kraftig bedring. Det vil over tid lede til mere normale priser og mere normalt udbud. Små ændringer her er dog langt fra nok til at få centralbanker – og især ikke Fed – til at ændre kurs. Men over tid vil kombinationen af lavere vækst og inflation give nok manøvrerum til, at der kan vælges et mere lempeligt pengepolitisk standpunkt.

Vi er desværre bare ikke ved det vendepunkt endnu.

En dyster tone

Hvis man mangler at få understreget det, skal man bare lytte til de toner fra det samlede kor af verdens centralbankchefer, efter at de for nylig var samlet til den årlige Jackson Hole-konference. Det var en meget enstemmig sang: Noget må gøres, og det må gøres nu for at stoppe den høje inflation. Ellers bliver den en mere permanent del af de økonomiske forventninger.

Resultaterne af konferencen har da også hurtigt vist sig. Nærmest over alt strammes der på samtlige pengepolitiske håndtag, og retorikken er ikke blevet mindre skarp. Jeg mener, at både stramningerne, og kommunikationen om dem, er gået for vidt, og det virker nærmest sikkert, at den globale recession, centralbankcheferne snart udløser, også vil tvinge dem til at ændre tonefaldet markant.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvornår vi så når til det punkt, hvor koret synger en anden sang. Det er næsten umuligt at besvare – men i lyset af, at tonerne lige er blevet mere dystre, skal man nok ikke holde vejret, mens man venter.

Hvor efterlader det så de finansielle markeder?

Dræbende kombination

Med en vis risiko for at forsimple et temmelig komplekst scenario: Prisen på penge – renterne – går op. Væksten daler. Risikoaktiver som aktier foretrækker billige penge og høj vækst. Det er næsten unødvendigt at sige det, men den nuværende dynamik er noget nær dræbende for markederne.

Er der så positive tegn? Man kan måske lune sig ved, at stemningen allerede er så dårlig, at den ikke kan blive meget værre – og at investorerne allerede har solgt så meget ud i 2022, at der i det mindste bør være færre sælgere i markedet end hidtil. Måske skal der i en sådan situation ikke så mange gode nyheder til, før man kan skabe et comeback for risikoaktiver.

Mere fundamentalt kan man sige, at hvis inflationen reelt er ved at have nået toppen – og hvis væksten samtidig tager af i det tempo, jeg forventer – så kan vi måske vente lidt blidere toner fra centralbankerne. Her er det især det fald, man nu ser i mange råvarepriser, der er en afgørende faktor. Fortsætter det, vil husholdningernes købekraft stige, og presset på centralbankerne falde tilsvarende.

Putter man alle brikkerne sammen, så er billedet dog desværre – selvom der er spæde tegn på lys – ganske, ganske mørkt. Stormen raser på markederne, og den rette strategi er at forblive konservativ: Bliv på sidelinjen, hold krudtet tørt, og vent på de bedre tider, der trods alt kommer.

Mit gæt er dog desværre, at vi skal forbi i hvert fald et par falske daggry – som for eksempel sommerens aktiecomeback – inden vi for alvor rammer bunden af denne cyklus. Og at vi ikke ser den, før centralbankerne ændrer kurs, eller væksten kommer tilbage på rette spor.