»Blodpenge«, lyder det (melo)dramatisk fra Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen.

Poulsen er vistnok noget af et hot head, men hans umiddelbare reaktion på fagbevægelsens skruppelløse udnyttelse af et af de allerstørste problemer for vores samfund, nemlig den skrigende mangel på arbejdskraft, er forståelig.

Poulsens udbrud vedrører Metal-formanden Claus Jensen, som onsdag var ude i Jyllands-Posten og på bedste krejlermanér forlange højere dagpenge som direkte betaling for at gøre det lettere for danske virksomheder at hente folk uden for EU til ledige job i Danmark.

Metal-formandens udmelding kommer knap to uger efter statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale, hvor hun sensationelt åbnede for at gøre det lettere for danske virksomheder at hente arbejdskraft i lande uden for EU.

Erhvervslivet har længe råbt på, at politikerne sænker den såkaldte beløbsgrænse på 448.000 kroner, så virksomhederne kan få lov at hyre andet end dyre specialister.

Nu giver Metal-formanden så sit besyv med til den diskussion: »Vi kan ikke gå ind i en diskussion, der udelukkende handler om, hvor meget arbejdsgiverne skal have på udlændinge. Jeg mener helt klart, at en hævelse af dagpengesatsen i de første tre måneder også skal være en del af den diskussion,« sagde Jensen, som får støtte fra en anden af fagbevægelsens tunge spillere, Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

For samfundets skyld

»De to ting har overhovedet ingenting med hinanden at gøre, og vi vil ikke betale blodpenge til fagbevægelsen for at gøre noget godt og rigtigt for Danmark,« sagde Troels Lund Poulsen.

De Radikales finansordfører, Andreas Steenberg, er enig:

»I min verden hænger de to ting ikke sammen. Når vi ønsker at sænke beløbsgrænsen til for eksempel 350.000 kroner, er det ikke for arbejdsgivernes skyld, men for samfundets,« siger han.

Det kedelige ved Metal-formandens udmelding er, at den afslører, hvor kynisk fagbevægelsen tænker. Fikst at få sneget en forhøjelse af dagpenge ind på et tidspunkt, hvor arbejdsløsheden er i bund! Og ligegyldigt, at højere dagpenge sender det forkerte signal til dem, der kan lokkes med livet på sofaen frem for et job.

Desværre er Claus Jensen og Lizette Risgaard kun optaget af sig selv og deres egne medlemmer og ikke af samfundet. Metal-formandens retorik lader forstå, at han ser sig selv som deltager i et kynisk spil, hvor man ikke lader modstanderen få en lillefinger uden selv at få mindst det samme. Ren afpresning og Hjallerup Marked, som fører til lede ved fagforeningerne, som i forvejen kæmper med vigende medlemstal.

Småtskåren

Jensen kræver betaling ved kasse ét, hvis arbejdsgiverne »skal have« noget »på udlændinge«. Hvor småtskåren kan man være! Forstår Metal-formanden slet ikke, at manglen på arbejdskraft truer hele det danske samfund og ikke kun er en sag for hans egne medlemmer?

Alle mangler folk. Hoteller, restauranter, plejehjem, it-virksomheder, metalvirksomheder. Det er skidt for Danmark og hans medlemmer, selvom de ikke arbejder som kokke og tjenere, når restauranter må sige nej til kunder, fordi de ikke kan besætte ledige job.

Det skader også industrien, som må sige nej til ordrer og mister produktion og eksportsalg, som risikerer at blive løftet af danske virksomheders konkurrenter i udlandet. På kort sigt kan Metal-medlemmer måske nok skaffe sig (endnu) mere i lønningsposen på det overophedede arbejdsmarked. Men på længere sigt skader det os alle.

Hvis fagbevægelsen ikke tager den overophedede situation på jobmarkedet alvorligt, men i stedet forhindrer Folketinget i at øge arbejdsudbuddet eller ligefrem bidrager til at indskrænke arbejdsudbuddet, risikerer overophedningen at skade virksomhedernes konkurrenceevne.

Kagen, der betaler

En svækket konkurrenceevne kan det få den kedelige konsekvens, at virksomhederne må skære ned og fyre folk. Det er kedeligt for de mennesker, det går ud over, og for samfundet generelt.

Der er nemlig ingen garanti for, at den nuværende højkonjunktur i Danmark fortsætter. Det forstår de fleste – også ikkeøkonomer. Hvis det ikke lykkes at skaffe mere arbejdskraft til Danmark, bliver væksten hæmmet. Og hæmmer man væksten, skærer man bidder af den kage, der betaler velfærdsstaten. Det vil også gå ud over Metals medlemmer.

Udover kravet om højere dagpenge vil Claus Jensen også presse arbejdsgiverne, hvis de ikke lever op til deres uddannelsesforpligtelse. Dette burde han koncentrere sig om. Det er klart, at arbejdsgivere ikke på den ene side kan stå og råbe på mere arbejdskraft, hvis de ikke samtidig sørger for, at der er tilstrækkeligt med lærepladser.

Birgitte Erhardtsen er journalist og kommentator på Berlingske