Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Sæt dig for bordenden – også når bordet er rundt

Beslut dig for, hvad du vil opnå med det, du siger, og fremfør dit budskab med overbevisning og autoritet. Det handler om at owne sin fortælling, skriver klummeskribent Louise Stenbjerre.

»Vi har alle været i møder med personer med så meget karisma, at man ikke var i tvivl om, at de sad for bordenden, selv hvis bordet var rundt,« skriver Louise Stenbjerre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Colourbox

»Lad nu være med at komme ind i rummet som Kylle og Rylle,« harcelerede min daværende chef. Indrømmet, min kollega og jeg var en smule fjantede. Og det hørte ikke rigtigt noget sted hjemme. For selv om vi var chefer og skulle til møde med kolleger med tilsvarende både magt og agt, syntes han – og blev tydeligt irriteret over – at vi lod os underordne, allerede inden mødet var gået i gang.

»Vi har alle været i møder med personer med så meget karisma, at man ikke var i tvivl om, at de sad for bordenden, selv hvis bordet var rundt.«


Selv om det efterhånden er en del år siden, bemærkningen faldt, har den siddet i mig lige siden, for han havde jo ret. Og jeg begyndte at lægge mærke til, hvordan andre bærer sig – og ikke bærer sig. For hvorfor er det, at nogle mennesker går ind i et rum med evnerne til at ændre energien fuldstændig, mens andre er mere komfortable med at gå i ét med tapetet? Nogle formår at bære sig selv med så stor autoritet, at deres ord ofte bliver ophøjet til lov.

Vi har alle været i møder med personer med så meget karisma, at man ikke var i tvivl om, at de sad for bordenden, selv hvis bordet var rundt. Uanset om det er, fordi de leder agendaen, taler mest og mest indsigtsfuldt eller blot formår at skære diskussioner af og krystallisere det væsentligste, gør de vedvarende indtryk. Og før man ser sig om, ender man som en hengiven beundrer, der med tro på projektet blindt følger de dessiner, der bliver udstukket.

»Halvdelen af fortællingen er, at man ejer den. At man står ved den, at man indtager scenen, og at man tror på det, man selv siger.«


Der er da også noget betryggende ved dem, der tør indtage et rum med et overbevisende kropssprog, og som ofte også har noget mellem ørerne til at bakke det op. De ved, hvad de vil sige, og hvad de vil opnå med deres tilstedeværelse. De får leveret deres budskab. Og de finder langt nemmere opbakning, når de er afklarede i deres formål.

Det gælder i det professionelle erhvervsliv, men det gælder i lige så høj grad til middagsselskaber, børnefødselsdage og juleafslutninger. Læg mærke til det næste gang: Hvad er det, der gør, at en enkelt person kan præge samtalen i en så positiv retning så længe, og som man kan huske i flere dage efter, mens andre synes at forsvinde i tågerne, allerede inden man har sagt tak for i aften?

Halvdelen af fortællingen er, at man ejer den. At man står ved den, at man indtager scenen, og at man tror på det, man selv siger. Det modsatte svarer til at fortælle en vittighed uden egentlig at bekymre sig om opbygning, suspense, timing og perfekt levering af pointen. Man kan lige så godt lade være med at prøve. I bedste fald får man et medlidende grin. I værste fald mister man evnen til at bestemme, i hvilken retning samtalen skal.

»Læg mærke til det: Hvad er det, der gør, at en enkelt person kan præge samtalen i en så positiv retning så længe, og som man kan huske i flere dage efter, mens andre synes at forsvinde i tågerne, allerede inden man har sagt tak for i aften?«


Personligt skulle jeg tage tilløb til at indtage scenen. Jeg var meget genert, dengang jeg var lille, og det lå som en dyb præference i mig primært at levere essensen af mine tanker frem for måden, jeg fik dem ud over rampen. Samtidig havde jeg nok også (for meget) øje på ikke at kede mine tilhørere med for mange mellemregninger – måske fordi jeg selv bliver træt, når jeg er tvunget til at lytte til et budskab, hvor man efter få sætninger ved, hvor det ender.

I dagens arbejdsliv er der alt for meget pseudoarbejde og mødeafholdelse, hvor ingen tør være den. Hvor agendaen er for uovervejet, og hvor man opnår konsensus om at holde endnu et opfølgende møde om et par uger, fordi ingen tør træde i karakter og tage en beslutning.

Moderne ledere består af handlekraft. Og det er faktisk ikke så svært: Med ledelse følger en mængde autoritet og med autoritet en forpligtelse til at gå forrest. De sværeste beslutninger har det med at tiltage i kompleksitet, jo længere de bliver sendt opad i systemet. Hvis beslutninger er nemme, bliver de selvfølgelig taget længere nede i hierarkierne. Det er blandt andet evnen til at knuse problemerne og rydde dem af vejen, der gør, at nogle ledere lykkes, mens andre må finde på undskyldninger om bureaukrati og umodenhed i organisationen, fordi de ikke trænger igennem.

Beslut dig for, hvad du vil opnå. Tag ordet med overbevisning og autoritet. Sig noget, der er relevant for dine tilhørere og ikke kun dit ego.

Har jeg så lært ikke at opføre mig som en fnisende pige, når jeg spiser kirsebær med de store? I den grad. Men vigtigst er jeg blevet opmærksom på dynamikken i et rum. Hvem der ejer det, hvem der indtager det, og hvem der trækker sig sejrrigt ud af lokalet.