Jeg har ikke særlig let til tårer. Det er ikke mig, der får en klump i halsen til film, bryllupper eller barnedåb. Men der er en undtagelse: at synge sammen med andre åbner mit hjerte på vid gab. Jeg har oplevet ikke at kunne få vejret, mens vi sang »God morgen, lille land«, fordi følelserne simpelthen overvældede mig.
Det var et sammensurium af glæde over at sidde sammen med mennesker, jeg holdt af, på en smuk sommerdag og stolthed over at bo i et fint, lille land, som kunne bygge bro mellem mennesker og landsdele.
Intet sted finder man mere og bedre inspiration til fællessang end i Højskolesangbogen. Den udkom i 19. udgave i november 2020 og er en guldgrube af nye og gamle sange, der binder os sammen som folk og land.
Den første udgave af Højskolesangbogen kom i 1894 og er i dag den mest solgte bog i Danmark. Og selvom man måske ikke tænker over det i det daglige, er Højskolesangbogen en helt central kulturinstitution i det danske samfund. Vel at mærke en kulturinstitution, som formår at forny sig hele tiden og afspejle det Danmark, der var – og det Danmark, der er – i en stadig mere globaliseret verden. Sangbogens repertoire spænder således over udenlandske sange, dugfriske sange skrevet til den nye udgave af sangbogen og helt klassiske sange. Side om side står således »In my Life« af The Beatles og »Sig månen langsomt hæver«.
Nye sange udløser debat
En ny udgave af Højskolesangbogen fødes derfor ikke uden debat. Mest opmærksomhed skabte sangen »Ramadan i København« skrevet af blandt andet Isam B, som flere mente ikke hørte hjemme i Højskolesangbogen, fordi Danmark er et kristent land. I min optik kan de to ting nu godt gå hånd i hånd. Danmark er uomtvistelig et kristent land, men her bor også mennesker med anden religiøs overbevisning. En vigtig egenskab med Højskolesangbogen er, at den følger med tiden og blandt andet kan være et redskab til at forene os. Netop gennem sangen kan vi samle mennesker på tværs af alder, køn, politiske holdninger, uddannelse og etnicitet.
Sangen – og fællessangen – fortjener at få en langt mere fremtrædende plads. Ikke bare fordi det er sundt, men fordi sangen knytter os sammen på nye måder. Den rører hjertet.
Så en sangbog, der rækker ud, er nok ikke så tosset som vej til at få flere til at føle sig som en del af fællesskabet.
Sang er – videnskabeligt bevist – en aktivitet, der udløser hormoner, som gør os i godt humør og øger vores energi. Og hvis der er tale om fællessang, aktiveres også hormonet oxytocin, som er kendt for at skabe tillid og knytte bånd mellem mennesker.
Den viden havde jeg ikke, da jeg for over ti år siden indførte morgensang i min organisation. Dengang blev det af mange af medarbejderne opfattet som meget aparte. Faktisk troede nye medarbejdere, at det var en joke, indtil de kom til første mandagsmøde og fik stukket en sang i hånden. Ofte fra Højskolesangbogen, men vi synger også andet.
En medarbejder sagde, at han virkelig hadede det i starten – men efter et stykke tid sørgede han for, at der aldrig var møder eller undervisning, som kolliderede med mandagsmøderne.
Sang skaber identitet og fællesskab
Sang har været en vej til at opbygge en fælles identitet i en ny, lille organisation. Men det har mest af alt givet os følelsen af samhørighed – og vel at mærke en samhørighed, som rakte langt ud over selve sangen. Strategien for organisationen var, at vi skulle gøre ting på nye måder – træde nye stier.
En af forudsætningerne for at komme i hus med det var, at vi turde være sammen på nye måder. Så sangen var en fysisk manifestation af strategien, hvor det allervigtigste budskab var, at sammen kunne vi klare meget mere end hver for sig. For vi synger måske ikke alle lige godt, men sammen kan det faktisk lyde helt OK.
Det gør i virkeligheden heller ikke noget de gange, hvor det lyder virkelig dårligt. Det griner vi af – og det er heller ikke så skidt at grine sammen. Jeg kan for eksempel afsløre, at det er endog meget svært – og latterskabende – at synge Kim Larsens »Køb bananer« uden akkompagnement.
Lige om lidt bliver vi frigivet fra corona. Og i DEA kan vi igen mødes og synge sammen. Men for mange andre vil fællessang måske være et minde om en tid, de helst lægger bag sig. Men sangen – og fællessangen – fortjener at få en langt mere fremtrædende plads. Ikke bare fordi det er sundt, men fordi sangen knytter os sammen på nye måder. Den rører hjertet.
