Folketinget er gået på sommerferie. Med en tam afslutningsdebat i rygsækken, hvor de borgerlige partier ville tale om udrejsecentre, mens regeringen havde fundet de store violiner frem med ukonkrete løfter om reformer.
Det var egentlig meget sjovere sidste år, hvor både regeringen og Folketinget blev sendt afsted med et mission accomplished. For Christiansborg havde sidste år håndteret en helt enestående krise i dansk historie. Nedlukning, kompensationspakker og hele den enorme udfordring, som private og offentlige myndigheder stod overfor i en periode, hvor intet fungerede som normalt. Det var jo gået ret godt. Og i det mindste meget bedre end i andre lande.
De blev sidste år sendt afsted med vurderingen fra den daværende chef for Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, om, at en anden smittebølge i Danmark var »meget usandsynlig«. Det var en dejlig sommer, hvor vi troede, at coronavirussen var overvundet.
I år slutter folketingsåret med en hel anden stemning. Vi er fortsat fanget i en coronafælde uden faste holdepunkter og en klar slutdato. Hvor Statens Serum Institut vrider hænderne over smittetallene, mens Sundhedsstyrelsen smider vacciner ud af vaccinationsprogrammet, fordi der nu er meget lille risiko for at dø af covid-19 blandt dem, der endnu ikke er vaccinerede.
Derfor ser man også de forsigtige skridt i diskussionen om, hvorvidt flere tilskuere skal lukkes ind til de EM-kampe, der begynder om få dage. Det er en diskussion, der vil fortsætte i de kommende uger på andre områder, for coronavirussen vil dominere vores sommer.
Sundhedsstyrelsen har allerede meldt ud, at juli i høj grad vil stå i genvaccinationernes tegn. Det tyske håb CureVac har endnu ikke ansøgt om godkendelse af sin vaccine. Det betyder, at konturerne af et mareridt begynder at tegne sig i august, når småbørn vender tilbage til institutioner og skoler, uden at deres forældre i 30erne er blevet vaccinerede.
Tålmodigheden og sundheden på prøve
Kan vi holde til en fornyet runde af rullende nedlukninger? Kan vi holde til en yderligere udskydelse af vaccinationsprogrammet?
Vi har så travlt med, hvor fantastisk det går herhjemme, men smittetrykket i hovedstadsregionen var i sidste uge det femtehøjeste blandt de 200 EU-regioner, der meldte ind. Hver uge bliver flere europæiske lande gule i Udenrigsministeriets rejsevejledning, fordi deres smittetryk falder kraftigt.
Danmark har ikke oplevet meget af den positive sæsoneffekt på smitten, som Sundhedsstyrelsen regnede med i sin vurdering af vaccinen fra Johnson & Johnson i begyndelsen af maj.
Sundhedsstyrelsens beslutning betyder, at vi ikke ruller vacciner ud så hurtigt, som vi ellers kunne. Det betyder, at et forhøjet restriktionsniveau vil strække sig længere ind i efteråret for vaccinerede som for ikkevaccinerede. Dertil kommer truslen fra nye mutanter. Den indiske mutant har allerede skabt tvivl i Storbritannien om, hvorvidt restriktionerne som planlagt kan afvikles senere i juni.
Vi er heldigvis kommet så langt med vaccinationerne her i hovedstadsområdet, at unge i begyndelsen af 20erne nu er blevet indkaldt til vaccination. Vi er dog ikke nået lige langt i hele landet. Mens 77 procent af borgerne i første halvdel af 50erne har fået første stik i hovedstadsregionen, er det kun 28 procent i Nordjylland. For min gruppe (målgruppe 10D1) har 28 procent fået første stik her i regionen, mens det kun er to procent i Nordjylland.
Spørgsmålet om restriktioner og smitte er ikke længere bare akademisk for mig. Nu har jeg nemlig haft covid-19. Det blev nok samlet op en fredag aften på en restaurant, hvor vi sad alt for tæt til, at det var behageligt. Det paradoksale er, at jeg er blevet smittet fem dage efter første stik og efter 14 måneder, hvor jeg har været rimelig hysterisk for at undgå smitte.
Men sådan er det nu engang. »Der er særligt meget smitte i dit sogn,« sagde den søde dame fra Københavns Kommune, der ringede få timer efter den positive næsetest.
En af mine lægevenner stillede det oplagte spørgsmål, om »jeg er en af dem, der tror, at vaccinen virker med det samme?« Det er jeg ikke.
Har jeg opført mig særligt uansvarligt? Det mener jeg heller ikke, men jeg har taget mere lempeligt på risikoen for at blive syg her i maj, idet jeg har anvendt det offentlige rum i takt med, at det er blevet åbnet.
Det skyldes måske den falske tryghed, de evige test trods alt giver. Jeg er blevet testet mindst to gange om ugen i nogle måneder nu. Professor i molekylærbiologi Peter Kamp Busk ved Roskilde Universitet har nok en pointe, når han fremhæver, at der er en mulighed for, at de mange test øger risikoadfærden, idet »folk tror, at de kan alt, fordi de er blevet testet negative. Specielt med en pcr-test, hvor folk tror, den er 100 procent sikker, men det er den jo ikke«.
Min adfærd har også ændret sig, fordi dem, jeg har været bange for at smitte, har fuld vaccinebeskyttelse. Men det har også spillet en rolle, at Sundhedsstyrelsens argument for at tage Johnson & Johnson-vaccinen ud af vaccinationsprogrammet har gjort det meget klart, at jeg – statistisk set – ikke er i risikozonen for alvorlig sygdom.
Vaccinér, vaccinér, vaccinér
Selvom det har været en mild omgang med sygdom for mig, har der været en lang række konsekvenser for mine omgivelser. Aflysninger af arbejdsmæssige og private aftaler. Alle stopper op og er på standby, indtil der er blevet testet, hvor der skal testes. Bekymring hos pårørende og venner om, hvordan man har det.
Jeg har argumenteret for, at vi skal vaccinere med arme og ben. Det mener jeg fortsat. Måske endnu mere end før. Flere vaccinerede betyder, at færre vil komme til at have samme forløb som jeg selv i de kommende uger og måneder – eller det, der er værre. Flere vaccinerede betyder, at færre kan bære mutanter videre. Flere vaccinerede betyder, at vi hurtigere efter sommerferien kan genfinde noget, der minder om »normalt«.
Coronavaccinationer har en samfundsmæssig værdi, der lige nu ikke indgår i sundhedsmyndighedernes overvejelser. Det er den værdi, det politiske system kan og bør bringe i spil. For i sidste ende er det dem, der bliver draget til ansvar for, hvordan vi kommer gennem denne tid. Især hvis sensommeren endnu engang bliver coronatræls.
Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør
