Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Rejs dig og kast dig ud i forandring!

Et opråb til alle dem, der er klar til at ændre deres livssituation, og som ønsker udvikling, selvom udvikling er svært og farefuldt.

»Jeg ved, at det er din leders job at holde øje med, om du trives i dit job, men det er ikke altid, at chefen forstår det eller har ressourcer og kompetencer til at hjælpe,« skriver Erik Algreen, executive coach og iværksætter, i denne kommentar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Issouf Sanogo/AFP/Ritzau Scanpix

Da du var to år og ubekymret opsøgte alt det, der så ud til at være sjovt og spændende, var du fyldt formentlig med kærlighed til verden og havde masser af selvtillid og selvværd. Tænk, hvis du kunne genfinde denne ubekymrede kærlighed til verden? Hvorfor er det så svært?

Gennem årene har jeg talt med flere end 1.000 personer om dette, og det lader til, at negative erfaringer fra livet holder os fast i bevidstheden om, at livet er svært, og at det let kan gå galt.

De afslag og nederlag, vi oplever livet igennem, tærer på vores selvtillid og selvværd. Derfor holder vi op med at byde os til med alt, hvad vi er, og alt, hvad vi gerne vil. Vi mister vores naivitet og barnlige tilgang til livet – vi orker ikke længere at komme galt afsted.

Dette er et opråb til de af jer, der er klar til at ændre ved denne situation. De af jer, der ønsker udvikling, selvom udvikling er svært og farefuldt.

De fleste oplever i jobbet utilstrækkelige vilkår, bremsende omstændigheder og overvældende modstand fra andre. Og hvis ikke de kæmper for at skabe en god arbejdsdag, affinder de sig med det jævne og husker sig selv på, at træerne ikke vokser ind i himlen.

»Hvis du rejser dig op og gør dig gældende, er der større chance for, at du tæller med.«


EU-Kommissionen afholder hvert år en konference med titlen Career Days for de i alt 33.000 medarbejdere. Konferencens formål er at dyrke medarbejdertrivsel og arbejdsglæde og tilbyde en bred vifte af workshop, indlæg og diskussioner.

Jeg var inviteret til at lede seminaret A Brilliant Worklife. Der var 100 vidunderlige og engagerede deltagere, som blandt andet delte ud af deres oplevelser i forhold til arbejdslivet. Jeg spurgte, hvilke resultater og elementer de savnede mest i hverdagen, og de fem svar, der dominerede chatten, var i prioriteret rækkefølge:

  • Anerkendelse
  • Tid
  • Relevant arbejde
  • Kommunikation
  • Netværk

Foto: Headlight.

På seminaret var alle tydeligt lettede over at have fået sat ord på deres længsler, og med appetit på fremtiden kunne vi fortsætte samtalen om, hvordan man forløser det, man savner. Her var der bred enighed om, at det ville være en fremragende idé at dele det med relevante parter, som eksempelvis chefen.

Find ud af, hvad du mangler – og sig det videre. Simpelt.

I slutningen af 1970erne var jeg på lejrskoletur til London, og et af de steder, vi var tiltrukket af, var King's Road – punkrockens vugge.

En gadehandler solgte metalbadges med en række udsagn. Alle badges havde mere eller mindre slagsfaste budskaber. Mine øjne faldt på to af dem.

På det ene stod »Support the Miners« og på det andet »Stand up and be counted«. Og da vi ikke havde miner i Danmark, valgte 8. klasse-drengen det sidste.

Jeg var ikke helt sikker på, hvad jeg skulle stille op med budskabet, men opråbet var ikke til at tage fejl af. Jeg har aldrig glemt det.

Hvis du rejser dig op og gør dig gældende, er der større chance for, at du tæller med.

Jeg ved, at det er din leders job at holde øje med, om du trives i dit job, men det er ikke altid, at chefen forstår det eller har ressourcer og kompetencer til at hjælpe. Og jeg ved, at det ville være meget lettere, hvis alle rettede ind efter dine behov. Det er bare usandsynligt sjældent, at det sker.

Derfor lyder mit bedste bud:

  • Visualisér dit toårige selv
  • Rejs dig op og byd dig til!
  • Fortæl din chef, hvad der begejstrer dig i dit arbejde. Og hvad der har den modsatte effekt
  • Spørg din chef, om han eller hun vil hjælpe dig med at fremme den udvikling, du ønsker. Er svaret nej, så bed om en forklaring, som du kan forstå

Den toårige tager ingenting personligt, men bliver ved med at byde sig til som en stærk, inspirerende mulighed uden forudindtagede forventninger.

Den toårige bliver utrætteligt ved med at søge nogen at lege med, indtil han eller hun har nået sit mål. Og vigtigst af alt bliver den toårige end ikke skuffet, hvis dagen ender med, at barnet må lege alene.