Er du bange for at blive gammel og hjælpeløs? Ja, naturligvis. For din skæbne ligger i politikernes hænder. Så kontant kunne Christian Rabjerg Madsen have formuleret det. Socialdemokratiets politiske ordfører forsøgte dog at rejse en debat om fremtidens ældrepleje på en lidt mere diplomatisk måde.
»Jeg mener, at vi skal diskutere, hvordan man kunne lave en trepartsaftale, som sikrer, at vi får sparet op – alle sammen – til nogle velfærdsrettigheder i vores alderdom, sådan at vi får løftet dem, der har mindst,« forklarede Rabjerg til JP. Problemet med hjemmehjælpen, plejen m.m. er netop, at den i dag afhænger af tilfældige politikere – ikke af vore egne opsparede midler.
Rabjerg blev imidlertid mødt af en heftig kritik, ikke mindst fra 3Fs formand, Henning Overgaard, som kaldte forslaget for direkte frækt. »Det risikerer grundlæggende at underminere tilliden til velfærdssamfundet,« mente Overgaard.
Rabjerg forsøgte tappert at svare, men var let at skyde ned. Hvordan kunne han sætte spørgsmålstegn ved fortællingen om velfærdsstaten som vor alle sammens skatteyderfinansierede frelser? Sådan lød den ideologiske indvending. Men Rabjerg var også oppe mod nogle sejlivede faktuelle myter. For ret beset er diskussionen om velfærd i Danmark en smule enøjet. Velfærden er nemlig hverken gratis eller universel. Vi betaler i forvejen, og vi sparer i forvejen op til mange af det såkaldte velfærdssamfunds ydelser. Samtidig bliver ydelser aftrappet og begrænset, hvis borgeren i forvejen har ressourcer til rådighed.
Det bliver soleklart og systematisk fremlagt i bogen »Frihed, lighed og privat velfærd – på vej mod en ny samfundsmodel«, skrevet af professor Jon Kvist fra Roskilde Universitet og den tidligere topembedsmand Jesper Brask Fisker.
Forfatterne påpeger, at vi allerede supplerer folkepensionen med arbejdsmarkedspension, a-kasse med lønsikring, folkeskole med lektiehjælp, sundhedsvæsen med sundhedsforsikring. For ikke at tale om, at de mange offentlige servicetilbud har private pendanter. Den private velfærd er elefanten i rummet, ifølge de to forfattere. Og de peger på en helt central frygt: I TrygFondens målinger har topscoreren i flere år været, »at der ikke er nok ældrepleje til mig, når jeg bliver gammel«. Det giver sig udslag i, at mange allerede sparer op til fremtidig hjælp.
Kritiske velfærdsforskere har længe påstået, at man så bare kan øge det kollektive element, hæve skatterne osv. De har afvist tanker om at målrette de offentlige velfærdsydelser til de dårligst stillede. »Welfare for the poor is poor welfare,« lyder slagordet. Problemet er bare, at kollektiv luksusvelfærd for alle til gengæld kræver ekstremt betalingsvillige skatteydere med en urealistisk tillid til politikere, der elsker at bruge skattekroner her og nu frem for at lægge dem til side.
I det lys er Kvist og Fiskers bog særdeles oplysende. Skal man kritisere dem, er det, fordi de ikke er endnu mere alarmistiske. I fremtiden vil borgerne for eksempel hurtigere end nogensinde kunne diagnosticere sig selv med moderne teknologi – og straks opsøge lægen. Det skal nok give pres på de offentlige budgetter, når både hypokondere og reelt syge kommer rendende med dataudskrifter fra deres personaliserede digitale målere.
Befolkningens frygt for alderdommen er mere forståelig end nok så mange klimakriser og krige langt borte. Og nu er selv socialdemokrater blevet glade for frie (private) plejehjem. »Jeg er helt tosset med det frie valg på ældreområdet,« erklærede Mette Frederiksen cirka ti år efter, at Socialdemokratiet havde stemt imod den lov, som muliggjorde friplejehjem. Nu venter vi (stadig) i spænding på, at regeringen overhovedet kommer i gang med Regeringsgrundlagets løfte om at »nedsætte et udvalg, der skal belyse og undersøge forskellige former og muligheder for fremtidens velfærdsinstitutioner, herunder modeller, hvor velfærdsinstitutioner er selvstyrende enheder med egen bestyrelse og driftsøkonomi og med frihedsgrader som private virksomheder eller selvejende institutioner.«
Lars Løkke skrev det allerede i en lille debatbog i 1997, »Hvis jeg bli’r gammel«.
Mette Frederiksen er kommet med på vognen. Tiderne skifter, og sæderne mildnes. Måske burde statsministeren have sendt sin folketingsgruppe på sommerferie med bogen »Frihed, lighed og privat velfærd« under armen. Så havde Rabjerg måske haft lidt lettere ved at udføre sin mission.
Christopher Arzrouni er kommunikationschef i PMI
