Det er vigtigt at gøre sig umage. Hvis man først begynder at sjuske med tingene, begynder det at gå galt. Derfor skal man gerne være fagligt ambitiøs. Og for at sikre et højt ambitionsniveau har man mange steder indført kontrolforanstaltninger og evalueringer.

Men kontrol og evalueringer kan overdrives. Med i kufferten får man meget nemt også en implicit ideologi om, at fejl kan undgås, hvis man bare er omhyggelig nok med sine kontrolforanstaltninger.

Selvom man mange steder ihærdigt forsøger at kæmpe imod en nulfejlskultur, er det desværre den, der ofte går af med sejren. I vores evalueringsglade tid tjekker vi hele tiden, om vi nu yder det optimale, og om vi når målene.

Mentaliteten har præget meget af vores kultur i de senere år, og det er ikke til det bedre, kan jeg hilse og sige. For med troen på, at hvis man blot gør sig umage, vil man kunne have kontrol over tingene, følger ofte en manglende forståelse for dem, der begår fejl eller ikke tilpasser sig normen.

Vejen fra bedømmelse til fordømmelse er blevet kortere de senere år. Både når det gælder de andre, og når det gælder én selv. Tonen er blevet hård, og fordømmelser af andre sker som regel med forbløffende lille selvindsigt hos den dømmende. Men det er jo også dejligt at fremstå som den rene.

Når fordømmelsen hærger, er fanden løs. Man finder syndebukke, som må betale prisen og løbe spidsrod gennem den offentlige mening, mens andre håber, de ikke også bliver opdaget. Det er et ubehageligt scenario, og på det seneste er det blevet ret almindeligt. Man glemmer, at det er klogt at omgås fænomenet fordømmelse med en vis varsomhed, ikke mindst fordi en ren stenkaster er en sjældenhed.

I kirkens tradition har man skriftemålet blandt andet for at tackle lige netop de her forhold.

Mange tror, det er noget kun for den katolske kirke, fordi skriftestolene kom ud af kirkerne herhjemme ved reformationen, men skriftemålet er stadig muligt i Folkekirken. Det bruges sjældent, hvad der er mærkeligt, eftersom Luther understregede, hvor vigtigt det var.

Ikke så meget fordi man ville få det bedre ved at fortælle om alt det, man havde lavet forkert (man kunne sikkert heller ikke huske det hele, mente han), men fordi man skulle høre tilgivelsen og møde barmhjertigheden.

Det var dén, der var det afgørende, ikke at få talt ud, selvom det da også kan være godt.

Skriftestol i ny form

I dag har man stadig skriftestole i Danmark – bare i en lidt anden udgave. Skriftestolen er blevet elektroniske og udgøres af pressen og de sociale medier. Gud er udskiftet med den offentlige mening eller folkedomstolen, og i stedet for tilgivelsen har man genindført den lidet kristelige gabestok, som også er fulgt med tiden og nu er digitaliseret.

Så hvor man tidligere i enrum kunne fortælle om alt det møg, man havde i sin bagage, og i enrum høre ordet om tilgivelsen, er møget nu blevet alment tilgængeligt for den folkedomstol, som ikke ligefrem har barmhjertigheden som spidskompetence.

Der er meget stor forskel på at påpege og italesætte en dårlig eller til tider ligefrem syg kultur og så at sætte folk i gabestok. Det første er nødvendigt til enhver tid, det sidste er et ubehageligt træk ved menneskeheden.

Der er ligeledes forskel på at bedømme en situation og at praktisere fordømmelse, hvor man gør nogle få til syndebukke og dermed ikke mindst risikerer at projicere ens egen uerkendte generelle skyld over på offeret.

Metoden er lige så gammel som menneskeheden og tilsyneladende langtidsholdbar.

Den dybeste og sandeste modsætning, jeg kender til denne lidet beundringsværdige metode til omgåelse af skyld og ansvar, er den barmhjertighed, der formidles gennem nåden. Nåden er ikke at gøre fem og syv lige.

Nåden er, at det første, jeg mødes af i mit selvopgør, er Guds barmhjertighed. Den totale fordomsfrihed og kærlighed. Først når jeg ser den, kan jeg se alt lortet i øjnene. Også min egen ufuldkommenhed, svigt og egensindighed.

På den baggrund møder jeg tilgivelsen, som ikke er ligegyldigheden, men barmhjertigheden.

Den er forudsætningen for, at jeg tør handle igen, også vel vidende at jeg kan fejle. Jeg skal gøre mit bedste, for tilgivelsen er ikke et frikort til, at jeg bare kan whatever, men hele min eksistens hviler ikke på, om jeg har udført mit liv til et 12-tal. På den måde kommer jeg fri af fordømmelsen af andre og mig selv.

Glædelig jul.

Mikkel Wold er sognepræst ved Marmorkirken