Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Pengenes fyrster tog fejl – nu kommer regningen

Stigende inflation tvinger centralbankerne til et opgør med en historisk lempelig pengepolitik. Det sker på en baggrund af faldende økonomisk vækst, og det kan meget vel ende i en økonomisk recession. Selvom aktierne har tabt stort i år, kan der være mere i vente, og det synes givet, at boligpriserne vil falde herhjemme.

De globale aktiemarkeder har allerede taget gevaldige dyk, men i takt med de stigende renter er der flere øretæver i luften til børserne. Foto: Brendan McDermid/Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I forrige uge satte centralbanken i Schweiz renten op for første gang i 15 år, samtidig med at den amerikanske centralbank (Fed) leverede den største rentestigning siden 1994. Efter planen sætter Den Europæiske Centralbank (ECB) sætter renten op i denne måned, for første gang i 11 år, og både Fed og ECB er i gang med at bringe deres utraditionelle opkøb i obligationsmarkederne til ophør.

På finansmarkederne har man taget dette sporskifte dårligt. Obligationsmarkederne har set historisk store tab i år, og de brede aktieindeks er samtidig faldet med mere end 20 procent, inklusive i Danmark. I et historisk perspektiv overgås 2022 indtil videre kun af 1932, og ingen nulevende investorer har derfor set tilsvarende tab.

Rentestigningerne er en konsekvens af den meget høje inflation i dag. I Danmark er forbrugerpriserne steget med 7,4 procent det seneste år, og vi skal tilbage til starten af 1980erne for at finde en tilsvarende høj inflation.

Ketchup af en flaske

Visse steder gives der udtryk for, at inflationen er så høj som følge af krigen i Ukraine, men allerede i april sidste år citerede jeg i en kommentar her i Berlingske den amerikansk-japanske økonom Richard Koo for at forudsige, at når inflationen kom, ville den komme som ketchup ud af en flaske.

Man kan derfor roligt sige, at centralbankerne har sovet i timen i forhold til de aktuelle inflationsproblemer. De har ikke reageret med rettidig omhu på tegn på stigende inflation og har ikke forstået hverken omfanget af deres historisk lempelige pengepolitik i årene efter finanskrisen eller effekten af den betydelige lempelse af finanspolitikken i forbindelse med coronapandemien.

Men hvorfor er det kommet så vidt?

Journalisten Christopher Leonard giver i sin læseværdige bog fra januar i år »The Lords of Easy Money – how the Federal Reserve broke the American economy« et bud på det. Centralbanken i USA eksperimenterede i årene efter finanskrisen med en stadig mere utraditionel og aktivistisk pengepolitik, vel vidende at den ville skabe få job og kun lidt økonomisk vækst.

Ved at printe stadig flere penge håbede man på at få bankerne til at låne penge ud til økonomisk aktivitet, men pengene endte i finansielle aktiver og førte derfor til stadig lavere obligationsrenter, stadig højere aktiekurser og stor aktivitet og opfindsomhed på finansmarkederne, der de senere år har givet os både et krypto-boom og de såkaldte SPACS (tomme selskaber til virksomhedsovertagelser).

Da Fed forsøgte at stoppe, som for eksempel i 2018, fandt man ud af, at man var fanget i en fælde: Pengerigeligheden kunne ikke bremses, uden at finansmarkederne faldt sammen, og man har ikke før været villige til at betale den regning. Nu er inflationen imidlertid så høj, at der ikke er nogen vej udenom en anderledes prioritering.

Formålet med en strammere pengepolitik er derfor brutalt enkel: Inflationen skal ned, og det sker ved, at efterspørgslen sænkes, så den ikke længere overstiger udbuddet.

Når prisen på penge (renten) stiger, bliver det dyrere at låne, hvorfor du vil have færre penge til forbrug, og virksomhederne vil investere mindre. Højere renter fører også til kurstab på aktier og obligationer og til lavere boligpriser, hvilket resulterer i et formuetab.

Via økonomiens mange kanaler fører en strammere pengepolitik derfor til lavere vækst og højere arbejdsløshed – og ultimativt til lavere inflation.

Som en forhammer mod panden

Det hele er helt efter bogen, og hvor finanspolitik kan straffe eller tilgodese enkelte dele af økonomien, så rammer pengepolitikken som en forhammer på panden.

For både USA og euroområdet virker det sandsynligt, at vi står over for økonomiske recessioner i det kommende år. Hvis det er tilfældet, så er aktierne endnu ikke faldet nok, og det er for tidligt at forvente en tilbagevenden til positive markeder. Typisk falder aktier med omkring 30 procent i recessioner og med op til 50 procent i mere strukturelle kriser.

Christopher Leonards bog minder os om, at pengepolitikken har været ekstrem i en årrække, og at den ikke mindst har holdt en hånd under de finansielle markeder. En tilbagevenden til en form for normalitet vil være besværligt for alle involverede parter.