Pelle Dragsted sad med på højttalervognen i 1. maj-optoget. Fra barnsben lærte han både de kommunistiske paroler og den kommunistiske analyse, der tydeligt præger hans nye bog »Nordisk socialisme«.
Efter en tur omkring den voldelige gruppe Antifascistisk Aktion blev Dragsted erklæret parlamentarist. Nu skal den kommunistiske magtovertagelse ske gradvist ad parlamentarisk vej og ikke ved voldelig revolution. Målet er dog det samme som altid: Overtagelsen af privat ejendom.
For »enhver ophobning af rigdom [baserer] sig i sidste end på, at nogle har tilegnet sig værdien af andre menneskers arbejde«, hævder Dragsted. Han afviser det store socialdemokratiske kompromis, hvor kapitalisterne får lov til at eje virksomhederne, når bare politikerne får lov til at fordele resultaterne. Dragsted vil »ikke acceptere, at den økonomiske sfære og vores arbejdsliv ikke er omfattet af samme frihedsrettigheder og demokrati som resten af samfundet«.
Virksomhederne skal i videst mulige omfang overtages – om ikke altid af lønmodtagerne så af »fællesskabet«.
Men hvor kollektivt ejerskab gennem mange år er blevet anset for ineffektivt, søger Dragsted at rehabilitere organisationsformen ved at nævne mange – også gode – eksempler på virksomheder, som drives uden for den dominerende model.
Springer over vigtige spørgsmål
Her har Dragsted en god (lille) pointe: Det er ikke givet, at en konkret organisationsform altid er bedre end en anden. Andelsselskaber som COOP og Arla eller foreningsejede selskaber som Nykredit kan også være relevante.
Dragsted svarer derfor selvsikkert: »lige her«, når man spørger, hvor socialismens ideer nogensinde har fungeret. (Underligt nok nævner han ikke familien, som velsagtens er den eneste kommunistiske enhed, der har været en succes over århundreder). Dragsted springer til gengæld let hen over vigtige spørgsmål:
For det første, at de mange forskellige organisationsformer i erhvervslivet alle hviler på ejendomsretten til ressourcer, det være sig kapital eller arbejde, som kan indgå med forskellig vægt – efter aftale. Det er altså ikke afskaffelsen af privat ejendomsret, som giver mulighed for mangfoldighed, men tværtimod eksistensen af privat ejendomsret.
For det andet vil Dragsted systematisk diskriminere virksomhedstyper. Ejerskabet i virksomhederne skal år for år amputeres og overdrages til medarbejderfonde og til en central »social velstandsfond«. Der skal være mangfoldighed på papiret. Men nogle skal være mere mangfoldige end andre, indtil ejerskabet fortaber sig i fællesskabet.
For det tredje overser Dragsted, at de egentlige problemer med at levere produktivitet og service i Danmark opstår i den politisk styrede offentlige sektor. Det bliver ikke lettere, når både medarbejdere og direkte valgte borgere engang skal kæmpe om magten i ledelsen. Og her ligger Dragsteds store svaghed: Han kan ikke frigøre sig fra sin marxistiske analyse. Højttalervognen har gjort irreversibel skade.
Lokkemad til ængstelige borgerlige
Dragsteds anerkendende nik til kooperativer og andelsselskaber er hyggelige. Men selviscenesættelsen som den »venlige socialist« er ren facade. Det tjener alt sammen et tankevækkende formål. Bog for bog, debatindlæg for debatindlæg, forsøger venstrefløjen at skabe en ny ideologisk ramme for politikken.
Ved at lancere den falske påstand om, at Trumps økonomer allerede anser Danmark for at være et socialistisk land, gør Dragsted og hans ligesindede stemningen socialistisk. Også selvom Danmark er blandt de lande i verden, som har de frieste økonomiske forhold. Ved at popularisere udenlandske fortællinger om prekariat og sociale spændinger lægger venstrefløjen lokkemad ud for ængstelige sjæle i borgerligheden.
Det må være denne tidsånd, der greb PFAs topchef, Allan Polack, som i et stort interview ømmede sig over aktiemarkedernes optur og det påståede »generationstyveri«.
»Hvad enten du kalder dem det grå guld eller rødvinsgenerationen, så har de, der er over 50 år, købte egen bolig for 20 år siden og har indbetalt på deres pensionsopsparinger i 25 til 30 år eller mere, fået megameget ud af det seneste år,« filosoferede Polack.
Hvor andre ville glæde sig, frygtede han pessimisme blandt unge i Danmark og social uro. Måske skulle han snarere frygte, at gassen gik af ballonen.
I den henseende er Danmark et paradoks. Vi har et velfungerende (liberalt) arbejdsmarked. Vi har en pensionssektor, som har gjort det muligt for almindelige mennesker med lave indkomster at blive millionærer. Og alligevel har vi pensionskassedirektører som for eksempel PFAs Polack, der tjener ni millioner kroner om året og tilsyneladende skammer sig over uligheden.
»Mere til dig,« lyder PFAs slogan. Det var da en god ambition. Måske skulle PFA overveje at finde et slogan, der passer mere til tidsånden, mens jeg overvejer at finde mig en anden pensionsopsparing.
Christopher Arzrouni er ekstern rådgiver for Philip Morris og tidligere særlig rådgiver for finansminister Kristian Jensen
