Pas på, CEPOS – en plads i Det Økonomiske Råd står på spil

Måske tror bestyrelsen i CEPOS, at de har god tid til – som bestyrelsesformand Per W. Hallgren siger det – »at bryde med den forudsigelighed, der de seneste år er fulgt med i CEPOS' arbejde«. Det tager kun en eftermiddag at rive det ned, som det har taget 19 år at bygge op.

Cheføkonom i CEPOS Mads Lundby Hansen døde grundlovsdag i år, og det er ikke mindst hans vedholdende bidrag til den økonomiske debat, som sikrede CEPOS en plads i Det Økonomiske Råd som modvægt til arbejderbevægelsens økonomiske tænketank, AE. Søren Bidstrup

Nogen skal tænke sig rigtig godt om i bestyrelsen og sponsorkredsen bag den borgerlig-liberale tænketank CEPOS.

Fyringen af Martin Ågerup, som har stået i spidsen for CEPOS siden starten i 2004, er der intet galt med. Det er kloge bestyrelser, som tager ansvar for et generationsskifte, og som tager det på sig at træffe beslutningen om, at Mads Lundby Hansens død grundlovsdag er det rigtige tidspunkt at genstarte og genopfinde CEPOS som borgerlig-liberal tænketank, for Mads Lundby Hansen kunne ikke erstattes. Der skulle tænkes nyt.