Kommentar

Partiets hårde mand viste sig at være for blød

Claus Hjort Frederiksen portrætteres i en sympatisk bog, der alligevel viser, hvordan indædt loyalitet kan have skiftevis lykkelige og katastrofale effekter.

»Jovist er Hjort en god chef, en klarsynet strateg osv. ... Men hvorfor er Venstre så en rygende ruinhob i dag? Og hvordan kan Hegelund give portrættet titlen 'Livvagt', når Hjorts handlinger medvirkede til formandens farvel?,« skriver Christopher Arzrouni i denne kommentar. Søren Bidstrup

»Christopher, du har fået et opkald fra en, der hedder Claus Frederiksen,« sagde min mor, da jeg kom hjem engang i slutningen af 1980erne. 

Jeg var en ung og fræk VUer og vidste desværre godt, at Venstres hårde partisekretær nok ringede for at skælde ud. Det gjorde Hjort ikke, direkte. Han kom med et par formanende ord. Det er jeg ham taknemmelig for. Ligesom det silkeslips, Hjort engang spontant gav mig i en elevator på Christiansborg, fordi jeg kom til at rose mønsteret.