Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Os kæmpende vikinger

Kulturforskellene mellem de nordiske lande er måske ikke så markante som længere ud på kloden, men det gør dem ikke mindre relevante at holde sig for øje.

»Selvom meget binder os sammen i Norden, og selv om det fagområde, jeg arbejder indenfor, har klare nordiske affiniteter, så er vi faret med lempe i arbejdet. For der er faldgruber,« skriver erhvervskommentator Adam Estrup om nordiske forskelligheder. Foto: Kyrre Lien/AFP/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Lien, Kyrre

Vi er godt klar over, at vi skal honorere kulturelle forskelle, når vi rejser rundt og gør vores forretningshoser grønne i udlandet – hvis nogen altså kan huske, dengang vi gjorde dette.

Eksempelvis bander vi ikke gerne, når vi er i Storbritannien. Profane besværgelser er ikke briternes kop te, og de sætter dertil pris på, at vi anvender respektfulde fraser som »please«, »thank you« og »sorry«. I Asien modtager vi visitkort med ærbødige hænder, og i Frankrig accepterer vi, at aftalte mødetidspunkter er småarbitrære. Hvilket de så på ingen måde er hos tyskerne, hvor det at komme for sent er det rene slapsvanseri.

Vi er ofte lidt mindre bevidste om de kulturelle forskelligheder i Norden – mellem Finland, Island, Norge, Sverige og Danmark. Jeg har det selv inde på livet efter i snart tre år at have stået i spidsen for opbygningen af en pannordisk interesseorganisation. Grundlaget har været en dansk ditto, hvis sfære nu er udstrakt til myndigheder og organisationer hos vores nordiske kusiner og fætre.

Og selvom meget binder os sammen i Norden, og selv om det fagområde, jeg arbejder indenfor, har klare nordiske affiniteter, så er vi faret med lempe i arbejdet. For der er faldgruber. En er beslutningskulturen, hvor vi danskes rygte er at være ligefremme og travle, grænsende til det uopdragne og uden respekt for eksempelvis svenskernes fokus på konsensus. Stereotyper, ja, men som bekendt ingen røg uden ild.

Underholdende, indsigtsfulde og overbevisende udlægninger af det nordiske finder vi i journalisten Kirsten Weiss’ bøger »Når vikinger slås« og »Living with vikings.« I sidstnævnte – på dansk: Norden for nybegyndere – tager Weiss udgangspunkt i, at nordiske virksomheder tiltrækker tilflyttere som aldrig før. Derudover kæmper de med sprogene og slås med måden, vi lever, arbejder og samarbejder på.

»Danskernes rygte er at være ligefremme og travle, grænsende til det uopdragne,« skriver erhvervskommentator Adam Estrup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pr.

»Danskernes rygte er at være ligefremme og travle, grænsende til det uopdragne.«


Som den fnysende franske topchef, der protesterer mod, at han selv skal bestille flybilletter på trods af hans svenske medarbejderes forklaring om de nordiske lighedsidealer. Og den britiske topchef, der står måbende over for de gentagne genåbninger af allerede trufne beslutninger.

Eller den amerikanske topchef, der får verbale uppercuts af sine nye norske landsmænd med direkte – og i amerikansk optik decideret utilladelig – kritik. Leveret med den største norske naturlighed, lige før man går over til at tale hyggeligt om turen på fjeldet.

I »Når vikinger slås« undrer hun sig over, hvor let det er at stivne i netop stereotype opfattelser af hinanden: Bløde svenskere over uforskammede danskere og tavse finner til nationalistiske nordmænd. Min favorithistorie af hendes er om Danmark, Norge og Sverige, der får til opgave at bidrage til en bog om elefanter.

Svenskerne nedsætter en kommission for at kulegrave emnet. Danskerne skriver en kogebog, »Elefant på 100 måder,« mens det norske bidrag får titlen »Norge og vi nordmænd«.

Mere seriøst – og mindre stereotypt – leverer Weiss indsigter fra en lang række tolerante, ærlige, velorganiserede, saglige, troværdige, indsigtsfulde, morsomme, oprigtigt interesserede – kort sagt, skriver hun, typisk nordiske – mennesker. Som alle bekræfter, at selv om vi deler disse nordiske værdier, så kan vi godt være på herrens mark ved forhandlingsbordet.

I min egen færden rundt i det nordiske har jeg ofte mødt disse udfordringer og har haft god brug af »Når vikinger slås«. Som således anbefales, hvis man interesserer sig for det, der binder os sammen, og det, der skiller os ad i Norden. Set ud fra et praktisk perspektiv er Weiss’ indsigter i alle fald gode som vaccination mod de stereotyper, vi ellers godt kan blive fanget i at operere ud fra.