Man får lyst til at knibe sig i armen. Økonomerne i den økonomiske tænketank Kraka har leveret et slags mirakel. I årevis har alle drømt om, at nogle ville levere et forslag til, hvordan man kan forenkle og forbedre et dybt indviklet og elendigt system for beskatning af aktier, pension og bolig. Nu er det her.
Det må være et udtryk for fortvivlelsens selvhjælp, at cheføkonomen i Kraka, Jens Hauch, sammen med økonomerne Kasper Hjalger Albrechtsen og Anthon Elm har gjort det. Krakas forslag til en reform af aktie- og kapitalskatterne er let at huske:
Væk med alle mulige forskellige skatter på aktier, pension, bolig og anden kapitalindkomst. Goddag til en skat på ti procent på kapitalafkast og en skat på 35 procent, hvis afkastet af formuen er på mere end 120.000 kroner. Det er til at have med at gøre, og et parti har allerede meldt sig som interesseret i at arbejde videre med Krakas ideer om et opgør med et kaotisk og destruktivt skattesystem, nemlig De Radikale.
»Vi synes, det er en vanvittig interessant pakke. Den kommer vi til at arbejde videre med. Vi arbejder på et større skatteudspil, hvor vi kommer til at inddrage den tankegang, som Kraka lægger frem. Der er åbenlyst behov for en mere ensrettet beskatning på kapital, og der er behov for at sætte skatten på arbejde ned,« lød det forleden i Berlingske fra De Radikales skatteordfører, Martin Lidegaard.
Partiet har været beundringsværdigt vedholdende i debatten om kapitalskatterne, om end også sublimt ineffektive.
Den moderne historie om opgøret med kapitalskatterne begynder med Morten Østergaard (R), der i Helle Thorning-Schmidts (S) regering bebudede et opgør med de indviklede kapital- og aktieskatter.
»Regeringen vil skabe de bedste betingelser for at øge iværksætteriet og fremme væksten i de små virksomheder. Vi ved, at skatten har stor betydning for lysten til at investere, blive iværksætter og påtage sig lønarbejde. Skatten skal virke, så skatten ikke modarbejder det at drive eller eje en virksomhed,« sagde Morten Østergaard, da han nedsatte et erhvervsbeskatningsudvalg i maj 2014.
Udvalget skulle færdiggøre sit arbejde i 2015.
Så overtog først Benny Engelbrecht (S) Skatteministeriet i september 2014, da Østergaard blev udnævnt til politisk leder og overtog Margrethe Vestagers portefølje i Økonomi- og Indenrigsministeriet. I 2015 skiftede magten, og Karsten Lauritzen (V) blev skatteminister. Man skulle tro, at en forenkling af aktie- og kapitalskatterne ville være en borgerlig mærkesag. Det var det så ikke.
Lauritzen rørte ikke en finger
Karsten Lauritzen rørte ikke en finger for at forvandle arbejdet i erhvervsbeskatningsudvalget og referencegruppen til et forslag til en reform af aktie- og kapitalskatterne.
Skiftende regeringer holder på sjette år fast i et nødlidende aktie- og kapitalskattesystem. Seks år, hvor skatten af boligafkast har ligget på kun 15,7 procent, pensionsskatten på kun 15,3 procent, og hvor aktier og renter er blevet beskattet med 42 procent. Ikke underligt at danskerne kaster alle sparepengene i bolig og pension.
I foråret 2019 udsendte vismændene en rapport, hvori de pegede på de dybe problemer med aktie- og kapitalskatterne, men uden at fremlægge et konkret bud på en ny model.
Det er i det lys, at man skal studere Krakas 17 sider lange forslag til en reform af kapitalskatterne. Den rummer alle de rigtige elementer, nemlig to enkle skattesatser og en symmetrisk og ensartet behandling af alle former for afkast, herunder også afkast af bolig. Et tigerspring fremad.
Kraka angriber Socialdemokraterne
Kraka angriber også direkte den socialdemokratiske regerings planer om at ville skrue op for beskatningen af aktier. Et budskab, som Socialdemokratiet har solgt som en tilbagerulning af en skattelempelse på høje aktieindtægter, omend påstanden er faktuel forkert.
»Regeringen har tidligere lagt op til at hæve skatten på kapital- og aktieindkomst, men det er indtil videre lagt i skuffen. Det vil også blot gøre beskatningen endnu mere skæv og forvridningen større,« skriver Kraka og tilføjer:
»En hårdere aktieindkomstbeskatning vil også bremse kapitaltilførslen til danske virksomheder yderligere. Det kan særligt have betydning for små og mellemstore virksomheder, der kan have sværere ved at skaffe kapital på de internationale kapitalmarkeder.«
Kraka er selv åbne om, at der selvfølgelig er en masse spørgsmål, der skal undersøges, hvis man arbejder videre med Krakas bud på en reform af aktie- og kapitalskatterne. Eksempelvis vil man indføre lagerbeskatning af unoterede aktier, hvilket kan volde problemer, hvis aktierne er meget illikvide eller værdiansættelsen behæftet med usikkerhed. Det virker ikke retfærdigt at blive sat i skat af en værdi af aktier, hvor man ikke har en reel mulighed for at sælge eller belåne sin ejerandel.
Der er også behov en konstruktiv diskussion om det såkaldte hovedaktionærproblem, som betyder, at virksomhedsejere kan vælge mellem at udbetale sig selv løn eller aktieudbytte, hvilket indebærer, at de kan udnytte forskelle mellem skat på løn og skat på aktieindkomst. Problemet kan formentlig løses med værnsregler, og nu har Kraka fået den debat på bordet.
Men ikke alt er godt.
Læs det med småt
I udgangspunktet er Krakas forslag provenuneutralt og sender ikke flere penge i statskassen. Men man skal læse det med småt.
Adfærdsændringer – de berygtede dynamiske effekter – kan ifølge Krakas vurdering sende 7,3 milliarder kroner mere i statskassen. Tallet opstår, fordi en smartere og klogere beskatning sender pengene derhen, hvor de skaber de største samfundsmæssige gevinster. Staten vinder, når pengene kommer de rigtige steder hen.
Der er ikke stærke argumenter for, at en reform af aktie- og kapitalskatten skal kaste flere penge i statskassen, så man kunne ønske, at Kraka klart havde tilkendegivet, at et merprovenu bør omsættes i at sænke kapital- og aktieskatterne.
Man kan også diskutere logikken i at fremlægge en model, som betyder, at skatten på de højeste indkomster stiger endnu mere. Kraka har naturligvis en god pointe i, at deres reformforslag er politisk spiseligt, fordi det samlet set mindsker den økonomiske lighed en anelse. Et forslag, som markant ville øge den økonomiske ulighed, ville i Danmark være politisk tonedøvt. Det borgerlige fingeraftryk på en reform af aktie- og kapitalskatterne må være, at ingen ender med at betale mere i skat end i dag.
Mon ikke 7,3 milliarder kroner i dynamiske effekter rækker til at indfri den ambition?
