Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Nyt værktøj skal måle offentlig ledelse. Men det kræver godt nok god tid

Et nyt ledelsesevalueringsværktøj har set dagens lys. Spørgsmålet er, om vi får flere skoleelever, der lærer at læse, bedre patientforløb og flere personer i arbejde ud af det.

Et nyt omfattende ledelsesværktøj skal evaluere offentlige ledere i alt fra vuggestuer til plejehjem og hvad, der ligger der imellem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er svært at få ørenlyd i disse dage.

På den helt store klinge er en forfærdelig situation i Afghanistan, på den landspolitiske dagsorden er en sygeplejekonflikt, der har kæmpet om knap taletid med croptops, coronasmittetal, ministerrokeringer og meget mere.

Måske derfor er det gået meget stille hen, at en forskergruppe på Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse har barslet med et omfattende værktøj til evaluering af offentlig ledelse.

Det fortjener faktisk lidt opmærksomhed. Den offentlige sektor er udfordret; der er stadig færre, der ønsker at være sygeplejersker og skolelærere, vi bliver ældre og ældre, vi kræver mere og mere i forhold til, hvad der kan leveres, vi ser flere og flere sager, hvor forvaltninger har været præget af sjusk, og hvor borgerforståelsen grundlæggende mangler. God ledelse kan bedre forholdene, skabe retning og sammenhæng.

Baggrunden for udviklingen af evalueringsværktøjet er Ledelseskommissionens arbejde og behovet for at give ledere et bedre grundlag at forbedre sig på, at give medarbejderne bedre ledelse og give borgerne en bedre service.

Det relevante spørgsmål er, om vi er på rette vej, og derfor fortjener værktøjet opmærksomhed. Evalueringsværktøjet siger nemlig ikke kun noget om det, der skal evalueres, det siger også noget om, hvem der bestemmer, hvem der tegner en dagsorden, hvor vi synes, at udfordringerne ligger, og hvad der er de gode løsninger.

Derfor er værktøjet også et politisk budskab om den offentlige sektor og troen på denne.

Den første analyse er, at det er et yderst omfattende, meget kvalificeret og gennemarbejdet værktøj, som i disse dage kan anvendes af alle offentlige ledere. Fra vuggestuer til plejehjem. Fra beskyttede boliger til højt specialiserede hospitaler og fra folkeskoler til universiteter. Bare det at skulle omfavne så forskellige ledelsesopgaver er en udfordring. Men det lykkes forskergruppen rigtig godt med – der er mulighed for at tilrettelægge undersøgelserne, så de matcher den specifikke ledelsessituation og samtidig inddrager almengyldig og evidensbaseret viden om ledelse.

Den næste analyse er, at emnerne rammer godt. Visionsskabelse fylder. Godt og relevant træk. Og borgerorientering er kommet med som noget ret nyt i talen om offentlig ledelse. Et ret uskyldigt spørgsmål som: »Min leder bruger viden om, hvordan borgerne oplever kvaliteten af vores arbejde, til at forbedre vores opgaveløsning« er virkelig godt, for det lægger op til, at borgerens oplevelse er afgørende – ikke kun de professionelles. Og »Min leder bruger viden om værdien af vores arbejde for borgerne til at forbedre vores opgaveløsning« er også ramt på kornet – kunne det for eksempel tænkes, at organisationen gik rundt og løste opgaver, som den selv havde mest interesse i?

Også sammenhængsskabelse på tværs af den offentlige sektor er med og fylder. Endelig er tilgængelighed (kan du få adgang til og få fat på din leder) og nærvær (lytter og agerer din leder) gode elementer. Endelig er der mulighed for spørgsmålstillen omkring faglighed; hvordan forbedres den? Hvordan måles den? Og resultatskabelse er også på dagsordenen.

Den sidste analyse i denne korte omgang handler om impact. Vil det virke? Vil det forbedre kvaliteten af de offentlige ydelser?

Det håber jeg. Og jeg tror også, at det på mange strækninger er det rigtige. Men jeg er også lidt bekymret.

Alene omfanget af evalueringsværktøjet er stort og meget tidskrævende. Det er procestungt – der er mange runder, hvor utrolig mange mennesker skal høres og inddrages. Og på den måde er værktøjet symptomatisk for den offentlige sektor generelt; den eneste ressource som ikke betragtes som knap – og som sjældent måles – er tid. Medarbejderes tid, lederes tid, borgeres tid. Der er altid tid til en runde mere.

Det er også meget pænhed og den gode vilje i værktøjet. Der tales ikke meget om det meget svære og målingen af det meget svære – nemlig at afskedige medarbejdere eller ledere, der ikke fungerer. Der tales ikke meget i handling – hvad når resultaterne ikke opnås? Der tales ikke meget i effektivitet – hvordan sikrer lederne mere for de samme penge?

Ledelsesrummet for offentlige ledere er småt. Selv en skoleleders »crop top«-beslutning kunne anfægtes og omgøres af en hob af professionelle influencere. Erfaringen viser, at det er gennem diskussionen af det meget konkrete og billeddannende, at vi for alvor udveksler mening og bliver klogere på ledelseshandling. Derfor savnes også lidt mere »kant«; lidt flere eksempler på hvordan måling af dårlig ledelse kan se ud og lidt erkendelse af, at gode ledelsesresultater måske ikke så skønne ud hele vejen derhen og ikke altid var brolagt med solid opbakning.