Erkendt, jeg er subjektiv, når det gælder Langeland. Når jeg ikke passer jobbet på Berlingske, bor jeg på Nordlangeland.

Med en vis ret kan man spørge, hvorfor jeg går rigtig meget op i, at regeringen indtil tirsdag aften ville placere et udrejsecenter for kriminelle udlændinge på Holmegård ved Bagenkop, for Langeland er lang. Der er 49,6 kilometer og en times kørsel fra mit hjem på Nordlangeland til Holmegård på Sydlangeland. Det er en større afstand end turen fra Helsingør til København, som i øvrigt også er 20 minutter kortere, fordi der er motorvej.

Det korte og enkle svar er, som den seneste uge har vist, at Langeland er et samfund, og ikke et sted. Svaret er også, at et udrejsecenter for kriminelle udlændinge berører alle på Langeland og Sydfyn.

Et af de første spørgsmål, som dukkede op i mit hoved, da nyheden om udrejsecentret ramte, var, om jeg nogensinde igen ville lade mine teenagebørn stå på busterminalen i Rudkøbing en aften eller nat, når realiteten er, at busterminalen på Ringvejen ville være det sted, som de 130 kriminelle udlændinge skulle benytte for at slippe væk fra øen med bus henover Siø og Tåsinge til Svendborg. Svaret giver sig selv.

Selvfølgelig er jeg som alle andre på Langeland lettet over, at udrejsecentret for de kriminelle udlændinge ikke bliver til noget og af flere grunde. Det er ikke et udtryk for manglende samfundssind eller ligegyldighed over for dem, der sidder med problemet bagefter på Christiansborg eller i Ikast-området, men fordi det lykkes for et lille samfund med 12.578 indbyggere (seneste tal, inkl. Strynø) at skabe national forståelse gennem en overbevisende fortælling om sig selv.

Kynikere skal nok finde mere jordnære forklaringer. En af dem kunne være, at Langeland er den eneste kommune med en SF-borgmester, nemlig den tidl. næstformand for SF, Tonni Hansen.

I 2017 blev han næsten båret ind i borgmesterstolen, da 27,2 procent af alle stemmer på Langeland var personlige stemmer på Tonni Hansen. Man kan roligt kalde det et jordskredsvalg efter to perioder med Venstre-styre og den mislykkede langelandske asylindustri. Der er ikke knap en tredjedel folkesocialister på Langeland, men der var og er mere end tredjedel af langelænderne, som så og ser Tonni Hansen som en kompetent og samlende borgmester for en ø, som indtil kommunalreformen i 2007 var tre temmelig splittede kommuner.

Langeland er ikke splittet, og mere samlet nu end nogensinde på grund af Mattias Tesfayes forsøg på at plante et udrejsecenter på øen.

Det succesfulde oprør mod udrejsecentret på Holmegård er en sejr for fortællingen om Langeland. Måske den største sejr i årtier.

Jeg er kun tilflytter, men min kone fortæller mig, at coronakrisen er den første krise, hun har oplevet, hvor Langeland sammen med andre øsamfund ikke har oplevet tilbagegang og krise. Nye mennesker er blevet trukket til øen, turismen er blomstret, og på trods af nedlukningerne har mange virksomheder klaret sig relativt godt, ligesom landbruget ikke er blevet ramt.

Nedgangen for landbruget, urbaniseringen og kommunalreformen er elementer i den negative fortælling om Langeland.

Langeland er ikke kun en fortælling om tilbagegang og udkant. Indbyggertallet har været stabilt på cirka 12.500 i de seneste år. En bedrift for et øsamfund med et højt aldersgennemsnit, hvor hospitalet og politistationen ligger i Svendborg eller Odense, og hvor nord og syd har mistet kommunekontor og skoler og set busdriften svinde ind til temmelig lidt.

Hvad Mattias Tesfaye ikke forstod var, at Langeland er et helt samfund, som aldrig nogensinde har regnet med milde gaver fra København. Kommunen har været fattig i årtier, så der har aldrig været penge at dele ud til det ene eller det andet.

Når der er en biograf på Langeland er det på grund af lokale ildsjæle. Havnen i Lohals mod nord, hvor der før kommunalreformen gik en færge til Korsør, er skabt af lokale ildsjæle. Der var ikke noget fitnesscenter på Nordøen uden langelændernes egen indsats. Det ambitiøse projekt Shores Langeland, der skal forvandle de 142 km kystlinje til et aktiv for øens turist- og fritidsliv blev grundlagt i 2014 af lokale ildsjæle på Langeland.

Man bør også nævne, at Langeland næsten fra starten har været et foregangsland i udrulningen af hjertestartere, og at øen ikke kunne undvære sine frivillige brandmænd og -kvinder.

Utrolig meget på Langeland er opstået uden offentlig støtte, men fordi langelænderne har bygget det op fra grunden af egen kraft og vilje. For et par dage siden var der bud fra Langeland på at købe Holmegård tilbage fra staten, skrev Fyns Amts Avis. Typisk Langeland.

For os der bor på Langeland, undrer det egentlig ikke, at man på 24 timer kan organisere lokal modstand, skrive skilte, trykke streamers og få et banner i luften på et fly. Men det er naturligvis godt gået for en kommune med landets femte højeste gennemsnitsalder. Flere medier har skrevet om Morten og Jesper Skovhus, som har været et par af drivkræfterne bag protesterne, ligesom den levende Facebook-side »Langeland siger nej« tirsdag aften med det samme blev omdøbt til »Langeland sagde nej«.

Hvad jeg tror, at Mattias Tesfaye heller ikke forstod var, at mange danskere har et stærkt forhold til Langeland på grund af de mange sommerhuse og fyrtårne som Langelandsfestivalen. I 2020 havde Langeland flere overnatninger end nogen anden kommune på Fyn, selvom der ikke blev nogen Langelandsfestival med sine 25.000-30.000 gæster. Langelandsfestivalen har altid markedsført sig selv som en festival for familier.

Hvad der måske var den store overraskelse for langelænderne selv i debatten om udrejsecentret på Holmegård var, at resten af Fyn – undtagen Odense – sluttede op om protesterne. Svendborg, Ærø, Faaborg-Midtfyn, Kerteminde, Nordfyn, Assens og Nyborg bakkede ifølge DR op om Langelands protester. Én ting er, at det måske bidrog til at udrejsecenteret blev droppet. Noget andet er, hvad det gør for Langelands selvbevidsthed.

Man kan undre sig over, at Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) veg tilbage fra at tage stilling: »Det er ikke et anliggende for Odense Kommune,« sagde Odense-borgmesteren til DR. Han skulle måske have grebet chancen for at være en lederskikkelse for hele Fyn.

Når man tænker på Langeland efter i dag vil man stadig især tænke på uendelige strande, lyse nætter, hvede- og frømarker, Tranekær Slot, smukke landsbyer, gamle radikale kæmper som finansminister Edvard Brandes, udenrigsminister P. Munch, og udenrigsminister Niels Helveg, middelalderkirkerne, det langelandske sprog, Ørsted-brødrene, hattebakkerne, Grundtvig, Egeløkke og Oehlenschlägers ord om, at bøgen spejler sin top i bølgen blå.

Fortællingen om Langeland overlevede mødet med Mattias Tesfaye.