Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Nobelprisøkonom: Pas på detaljerne i global skat på multinationale virksomheder

De eksisterende skatteregler gør det let for multinationale virksomheder at undgå at betale deres rimelige del af skattebyrden ved at bogføre deres indtægter i lande med lavt skattetryk eller flytte en del af deres virksomhed til disse områder. Men vil de nye forslag til en global mindsteskat faktisk leve op til løfterne om at øge skatteindtægterne – især i udviklingslande?

En protestaktion mod brug af skattely i Bruxelles i 2017. Nobelprisøkonomen Joseph Stiglitz frygter, at multinationale virksomheder stadig vil ende med at betale mindre i skat, end de bør, trods forslag om en global mindsteskat, der skal komme skatteundgåelse til livs. Fold sammen
Læs mere
Foto: Francois Lenoir/Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det internationale samfund ser ud til at være på vej mod, hvad mange kalder en historisk aftale om en global mindsteskat på multinationale virksomheder. Det er også på tide – men måske ikke godt nok.

De eksisterende skatteregler gør det let for virksomheder at slippe uden om at betale deres fair del af skattebyrden ved at bogføre deres indtægter i lavbeskatningslande. I nogle tilfælde, hvor loven ikke tillader dem at lade, som om en del af deres indtægter faktisk stammer fra et skattely, flytter de blot dele af deres virksomhed til disse lande.

Apple har været et markant eksempel på skatteundgåelse ved at bogføre fortjenesten fra selskabets europæiske aktiviteter i Irland og så bruge et andet smuthul til at undgå at betale hovedparten af Irlands berygtede skattesats på 12,5 procent.

Men Apple er langt fra den eneste virksomhed, der har haft samme geniale tilgang til at skabe de produkter, vi alle elsker, som til at undgå at betale skat af den profit, de har tjent på at sælge produkterne til os. De har med rette hævdet, at de betalte den skat, de skyldte, men blot har draget fuldt udbytte af systemet.

Mindsteskat kan blive maxskat

Set ud fra det perspektiv, er aftalen om en global mindsteskat på 15 procent et stort skridt fremad. Men djævlen gemmer sig i detaljerne. Den officielle gennemsnitlige skattesats ligger i dag væsentligt højere. Altså er det ikke bare muligt, men ligefrem sandsynligt, at den globale mindstesats bliver maksimumssatsen.

Det initiativ, der er startet som et forsøg på at tvinge multinationale virksomheder til at betale en fair skat, kan derfor ende med ikke at give de store ekstraindtægter – i hvert fald en hel del mindre end de 240 milliarder dollar, der årligt bliver betalt for lidt. Nogle beregninger tyder desuden på, at udviklings- og vækstlande kun vil få en lille del af disse indtægter.

Hvis vi skal forhindre dette, kræver det ikke kun, at vi undgår en global skattekonvergens i nedadgående retning, men også at vi sikrer en bred og omfattende definition på erhvervsmæssig fortjeneste, så vi for eksempel begrænser en række fradrag. Det er nok bedst at enes om visse regnskabsstandarder, så nye skattekneb ikke bare erstatter de gamle.

Et særligt problem i OECDs forslag ligger i Pillar One, der har at gøre med beskatningsretten for de allerstørste globale virksomheder. De aktuelle forslag rummer afgjort fremskridt, blandt andet at man går væk fra spørgsmålet om »fysisk tilstedeværelse« i forhold til beskatning – noget der ikke længere giver mening i vores digitale tidsalder.

Skat på hele fortjenesten

Men det er kun meningen, at en lille del af fortjenesten over en vis grænse skal fordeles mellem landene. Og da virksomhederne har lov at fradrage alle produktionsomkostninger, inklusive kapitalinvesteringer, er erhvervsskatten reelt en skat på den rene fortjeneste, og hele denne rene fortjeneste burde faktisk fordeles og beskattes.

Derfor er det mere end rimeligt, når nogle udviklingslande kræver, at en større andel af virksomhedernes fortjeneste skal omfordeles.

Der er også andre problematiske aspekter, for eksempel bilæggelse af tvister. Det bør ikke overlades til voldgift eller virksomhedernes »hjemlande«. Den rigtige løsning vil være en global skattedomstol med den transparens og de standarder og procedurer, som må kunne forventes af retsprocesser i det 21. århundrede.

Et andet problematisk forslag er et forbud mod »ensidige indgreb«, der tilsyneladende skal bremse udbredelsen af digitale skatter. Men den foreslåede bundgrænse på 20 milliarder dollar i omsætning gør, at mange store multinationale virksomheder ligger uden for Pillar One, og hvem ved, hvilke smuthuller smarte skatteadvokater kan finde?

Rige lande bør ligge højere end bundskatten

Derfor kan politikerne altså alligevel blive nødt til at ty til ensidige indgreb. Det giver ingen mening, hvis landene skal afgive nogen del af deres ret til beskatning til fordel for de begrænsede og tilfældige regler, der er foreslået i Pillar One. De rummer forpligtelser, som ikke står mål med gevinsten.

G20-landenes ledere har god grund til at enes om en global mindsteskat på mindst 15 procent. Og uanset hvad der ender med at blive bundgrænsen for de 139 lande, der i øjeblikket forhandler om forslagene, er det bedst, hvis i hvert fald nogle af landene indfører en højere skattesats enten hver for sig eller som gruppe. For eksempel har USA planer om en skat på 21 procent.

Det bliver absolut afgørende at få hold på de mange detaljer i en global skatteaftale, og især vigtigt at gå ind i en dialog med udviklingslande og vækstmarkeder, der ikke altid bliver hørt så meget, som de burde.

Frem for alt bliver det afgørende at evaluere skattereformen om fem år og ikke de syv år, som p.t. foreslået. Hvis skatteindtægterne ikke øges som ventet, og hvis udviklings- og vækstlande ikke får en større del af disse indtægter, så bliver man nødt til at sætte mindsteskatten op og lave om på formlen for at fordele »beskatningsretten«.

Joseph Stiglitz er nobelprisvinder i økonomi og professor på Columbia University. Han var tidligere cheføkonom i Verdensbanken (1997-2000) og formand for USAs præsidents økonomiske rådgivere samt ledende forfatter til klimapanelet IPCCs klimaændringsvurdering i 1995 og medformand for den internationale kommission om kulstofpriser.

Copyright Project Syndicate 2021, www.project-syndicate.org

Oversat af Bibi Christensen