Forleden sad jeg i en samtale med tre forskere. Alle tre mænd med holdninger og viden, som var relevant i en af vor tids store strømninger; krænkelsesdebatten. Alle tre var også enige om, at de i hvert fald ikke skulle have noget klinket. De var jo diskvalificerede på forhånd, al den stund at de var midaldrende mænd. To af dem ovenikøbet hvide.

Det er så der, vi er. Og det er sørgeligt. For krænkelsesdebatten omfatter alle dele af samfundet lige fra sangvalg på et universitet til navne på produkter, HR-politikker osv. Så det er noget, alle danskere vil blive konfronteret med. Og derfor skal alle kunne deltage i debatten. Også hvide, potentielt magtfulde, midaldrende mænd.

Indrømmet – jeg synes spørgsmålet om krænkelser er tricky, og flere har frarådet mig at skrive om emnet. Så jeg føler mig lidt på gyngende grund.

For at blive klogere læste jeg tre tekster: »Gorillaen i Corsicana« af Mathilde Walther Clark, Søren Ulrik Thomsens tale ved Det Danske Akademis årsfest 2019 samt hans bog »En hårnål klemt inde bag panelet«. De to første tekster forholder sig direkte til krænkelsesdebatten, hvorimod »En hårnål ...« behandler tidligere tiders og generationers oprør og dermed er en indirekte kommentar til nutiden.

Følg pejlemærkerne

Det med generationerne er måske et meget godt sted at begynde. Hvordan vil vi gerne have, at vores børn husker den samfundsmæssige og politiske debat om sociale, kønsmæssige og racemæssige uretfærdigheder?

Mit håb er, at vi kan lande et sted med følgende pejlemærker:

Alle må have ret til at deltage i debatten. Alle perspektiver må have gyldighed uanset deres fysiske forklædning. Vi må lytte til hinanden – forsøge at sætte os i hinandens sted og se mennesket bag den fysiske forklædning. Ellers er vi lige vidt. Vi må ikke fængsle hinanden i dele af vores identitet – jeg er for eksempel mere end kvinde, hvid og veluddannet.

Samtidig skal vi være bevidste om det, som vi er blinde for. For eksempel skal jeg – som majoritetsdansker – være uhyggelig bevidst om, at jeg ikke ved, hvordan det er at blive afvist på et diskotek, fordi jeg ser ud på en bestemt måde. Ligesom de mænd, som jeg diskuterer ligestilling med, ikke ved, hvad det vil sige at være kvinde.

Mine børn skal læse og se teaterstykker af Shakespeare og Ibsen, uanset hvor håbløst et kvindesyn dramatikerne repræsenterer.
Stina Vrang Elias

Vi skal passe på med at blive krænket på andres vegne. Mathilde W. Clark behandler begrebet »andres blindhed« i en fantastisk historie om legepladsen i Corsicana (Texas, USA). På legepladsen er der en kamel, tre elefanter og en gorilla. Kamelen er sandfarvet, elefanterne grå og gorillaen sort – og i bur.

En dag kommer en gæst til byen, som opfatter gorillaen som symbol på hvides syn på sorte mennesker og buret som en hyldest til slaveriet som institution. Der klages til borgmesteren, som reagerer prompte med at fjerne gorillaen. Problemet er, at borgerne i byen – herunder de afroamerikanske – aldrig har opfattet gorillaen som krænkende eller symbol for racisme. Selv om det jo ikke ligefrem er sådan, at »racisme i USA […] var noget, der lå og glimtede som et fatamorgana i ørkenen«. I dag er gorillaen geninstalleret. Befriet fra sit bur og malet grå for at »passe til« de andre dyr. Men spørgsmålet er, om vi er tættere på et mindre racistisk USA af den grund.

Vi må udvikle vores sprog om krænkelser. Hvis vi skal være et frit samfund, så kan vi ikke acceptere, at krænkelse på forhånd udelukker emner eller synspunkter. Krænkelser er individuelle og subjektive, men vi kan ikke udelukkende debattere på basis af vores følelser. Vi må oversætte krænkelsen til et sprog, som vi kan drøfte med andre – og dermed forbinde os. Og den vigtigste samtale er den, som vi har med dem, som vi uenige med.

Hvad er intentionen bag?

Og vi må også se på intentionen. Jeg er meget sikker på, at ingen ønskede at krænke nogen ved at synge »Den danske sang er en ung, blond pige«. Og i stedet for at undlade at synge den skal vi måske bruge den som afsæt for en drøftelse af, hvor homogent et samfund Danmark engang var.

Endelig må vi forholde os til vores egen fortid. Mine børn skal læse og se teaterstykker af Shakespeare og Ibsen, uanset hvor håbløst et kvindesyn dramatikerne repræsenterer. Og vi må have tiltro til, at ungdommen kan gennemskue og analysere sig frem – ligesom de skal lære at se menneskene bag forklædningerne.

Som Søren Ulrik Thomsen formulerede det:

Vi må leve med, at verden ikke går op: Fortiden og nutiden er ikke det samme, jeg ser dig på en anden måde, end du ser dig selv, og jeg behersker ikke dit blik på mig. Ja, lad os forbedre os, men ikke bilde os ind, at vi er bedre, end vi er, for med enhver ny hellighed følger nye måder at være et dumt svin på, og bare vent, det skal der nok blive gjort op med senere.

Lad samtalen og respekten for forskellighed vise vejen, når stormen raser. Og lad os læne os ind i Schillers ord: »Følg den mand, der søger sandheden, men flygt fra ham, der har fundet den.«