»Generaler er altid parat til at kæmpe den seneste krig,« er et af de utallige tankevækkende citater fra den tidligere britiske premierminister Winston S. Churchill – stadig forunderligt og fascinerende, at den netop afdøde dronning Elisabeth 2. nåede at spænde over 16 premierministre fra Churchill til Liz Truss.
Når statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes finansminister Nicolai Wammen (S) i deres nye 2030-plan, som blev præsenteret fredag, giver deres bud på dansk økonomis retning i de kommende år, kan man med rette bruge Churchill-citatet til at spørge, hvilken krig den danske regering har tænkt sig at udkæmpe frem mod 2030?