Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Mette Frederiksen sidder på et bjerg af guld – håber hun bruger fornuften

Et gæt: Mette Frederiksen udskriver valg i august, når regeringen fremsætter sit finanslovforslag. Hun får dermed mulighed for at give sine bud på sine økonomiske prioriterer. Hun har rigelig råd til at købe – undskyld, tiltrække – nogle vælgere med lidt økonomisk valgflæsk.

Christopher Arzrouni Fritlagt bylinefoto Christopher Arzrouni, debatredakt Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt Bax Lindhardt/Ritz
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kan man forestille sig, at statsminister Mette Frederiksen (S) venter til sidste øjeblik, når det radikale ultimatum https://nyheder.tv2.dk/politik/2022-07-02-radikale-venstre-kraever-valg- udskrevet-senest-4-oktober-ellers-vaeltes" target="_blank">løber ud første tirsdag i oktober? I så fald har hun ikke det mindste overraskelsesmoment tilbage. Et gæt: Frederiksen efterligner sin gamle mentor og defensor, tidligere finansminister Mogens
Lykketoft. Han fremrykkede finansloven med en uge i 1994, så statsminister Poul Nyrup kunne udskrive valg til 21. september.

Trods minksag, magtarrogance og efterdønninger af coronakrisen har Frederiksen gode kort på hånden. De offentlige finanser har det ganske pænt. Den såkaldte holdbarhedsindikator er på cirka 1,4 procent af BNP mod tidligere 1,1 procent af BNP. Sagt på teknokratsprog betyder det, at den nuværende økonomiske politik kan videreføres. Sagt på almindeligt dansk betyder det, at vi betaler en hel del mere i skat, end vi får igen.

Som embedsmændene for nylig skrev i konvergensprogrammet: »Faktisk er der udsigt til, at den offentlige sektor har en offentlig nettoformue selv i årene med stærkest demografisk modvind. Det skyldes blandt andet, at den strukturelle beskæftigelse i fremskrivningen vokser med cirka 40.000 personer frem mod 2030.«

Mette Frederiksen sidder således på et bjerg af guld, takket være hendes forgængere, som førte en politik, hun ikke brød sig om. Lars Løkke Rasmussen sad også på et bjerg af guld i 2015, men formåede ikke at få det omsat i hverken politik eller genvalg. Det var en historisk ringe politisk præstation. I stedet arvede rød blok og Mette Frederiksen alle pengene.

I andre lande har købekraft været et centralt valgtema. Tag for eksempel Frankrig, hvor Marine Le Pen fik godt tag i vælgerne på en dagsorden om at kompensere dem for inflationens virkninger. I en tid med stigende inflation kan man håbe, at den blot er et enkelt skvulp. Centralbankerne pumpede
penge ud under coronanedlukningerne og årene inden, men har været langsomme til at hæve renten
efterfølgende.

Regeringen regner med, at inflationen falder til mere moderate niveauer næste år. Men det forudsætter, at den europæiske centralbank kan være hård – og hvem tror på det? Hvad Nationalbanken gør er – pengepolitisk – ligegyldigt, da den blot er en telefoncentral til Frankfurt. Derfor foreslår Nationalbanken alle mulige politiske tiltag, som ikke handler om rente, men om stramning af kreditter, klima osv.

Regeringen kommer under pres for at gøre noget. Og det værste, politikerne kan gøre, er at gentage
fejltagelserne fra 1970erne. Så det gør politikerne nok. Vi har allerede set tiltag med kompensationschecks, og enkelte partier foreslår midlertidige afgiftslettelser. Problemet er ikke lettelserne. Problemet er det midlertidige. Enhedslisten foreslår særskatter på overnormal profit med henvisning til stigende fødevarepriser. Og De Radikale freder Arne-pensionen – ud over reelt at frede Mette Frederiksen.

Økonomerne er heldigvis blevet klogere siden 70erne. De ved godt, at inflation ikke rigtig er til at
kompensere for, når den først er kommet. Men inflationen er et lotteri, som omfordeler uden
retfærdighed. Den slags ulighed er skadelig, som Saxo Bank-chefen, Kim Fournais, påpegede.

Desuden er inflationen tilbøjelig til at skabe en usund udvikling, hvor alle kræver højere løn på forhånd og dermed starter en negativ spiral. Derfor er vejen frem den samme som altid: Øget produktivitet, øget konkurrence, øget arbejdsudbud osv. Arbejderne skal have lønstigninger, javel, men arbejdsgiverne skal have produktivitet ud af lønstigningerne. Priserne skal op, jovist, men ingen næringsdrivende skal have en gratis omgang. Så konkurrencen skal øges.

Den rette politik fremmer investeringer i ny teknologi, der øger produktiviteten, fremmer øget
arbejdsudbud og fjerner konkurrencebegrænsninger. Intet nyt under solen. Den store inflation i 1970erne førte til enden på socialdemokratisk økonomisk politik af den gamle skole. Men Frederiksen kan sagtens foreslå en politik, der er nogenlunde fornuftig og gavner lønmodtagerne. Hvad med – permanent – lavere afgifter på el? Hvad med – permanent – lavere bundskat og selskabsskat?

Det vil hjælpe ved de kommende overenskomstforhandlinger, hvor vi ellers risikerer at lægge grunden til en ny stor kriseperiode som i 1980erne. Når endelig Mette Frederiksen skal bruge vores bjerg af guld, kunne hun jo gøre det på en måde, der begrænser skaderne frem for at øge dem.