Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Mette Frederiksen har styr på sin fortælling, mens alt sejler for Englands Boris Johnson

Der var ikke meget nyt under solen i statsminister Mette Frederiksens (S) tale til Folketingets åbning. Men man skal ikke lade sig narre. Der er en sammenhængende fortælling, som sætter en retning. Det er præcis det modsatte af, hvad briterne oplever i deres leder Boris Johnson. Fra corona til Brexit er Storbritannien et land uden en sammenhængskraft.

Folketingets åbning 2021. Statsminister Mette Frederiksen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg er faktisk imponeret over statsminister Mette Frederiksen (S). Det er ikke det samme, som jeg er enig i regeringens politik. Det er ikke det samme, som at jeg accepterer den magtfuldkommenhed, som prægede hele coronahåndteringen.

Men Mette Frederiksen har en fortælling. Det er en fortælling om et samfund, der skal forandres for at bevares. Det er en fortælling om grundlæggende værdier og rettigheder, der skaber trygge rammer om fællesskabet.

Mette Frederiksen har ramt mange rigtige toner i sin analyse af Danmarks udfordringer. Det var særlig tydeligt i den aldeles fremragende tale, som statsministeren holdt op til Folketingets sommerferie i juni.

At den daglige politik så flagrer og mere peger mod fortiden end fremtiden, er en anden historie: Arnepension. Angreb på det, som Mette Frederiksen i juni kaldte »atypiske ansættelser«. En erhvervsminister, der virker helt uvidende om, hvad der foregår på hans område. Øget fradrag til medlemskab af fagforeninger. En berøringsangst for reformer af den offentlige sektor.

I forhold til afslutningstalen var tirsdagens åbningstale anderledes blottet for indhold og substans. Men alligevel sidder man tilbage med det helhedsindtryk, at statsministeren har styr på, hvad hun gør.

Har vi ikke overvundet coronaen som intet andet land i verden? Det er fuldstændig rigtigt, som statsministeren sagde, at udlændinge kan komme her og opleve hverdagen. Uden corona. Jeg havde amerikanske besøgende for en måned siden, og de var ved at tabe både næse og mund.

Har Christiansborg ikke lige indgået et ultrabredt forlig om klimaomstilling i landbruget? Betyder samspillet mellem det politiske system, fagbevægelsen og arbejdsgiverne ikke, at der er ekstremt stabile rammer om det danske samfund? Trepartsforhandlinger er et vigtigt element i enhver dansk krisehåndtering – uanset, hvem der har regeringsmagten.

Jeg er ikke glad for fortællingen om »Danmark som foregangsland«, fordi den ofte er så inderlig selvfed og naiv i forhold til, hvad der sker i resten af verden. Men der er meget at være tilfreds med og stolt over.

Jeg ville også have panikangst, hvis jeg boede i England

I EU har vi efter en langsom start noget, der ligner en verdensrekord i coronavaccinationer. Danmark ligger i den høje ende, men ikke højst.

I januar brugte Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt netop vaccinerne som argument for at forlade EU. »Man sidder jo og kigger med misundelse på briterne, som har kunnet foretage deres egen markedsgodkendelse, og selv har kunnet købe vacciner ind. De er langt foran os, ligesom amerikanerne og canadierne er det.«

Den lader vi stå et øjeblik, for hverken når det gælder vacciner eller evnen til at løse de store eller dagligdagens problemer er der meget at være misundelig på i det britiske.

Intet står i mere skærende kontrast til Mette Frederiksens »styr på biksen« end den britiske premierminister, Boris Johnson, der både ligner og opfører sig som en, der lige er faldet ud af sengen efter en våd aften på universitetet.

Resultatet er et samfund, hvor svaghederne bliver mangedoblet, mens styrkerne drukner i rod. De mange og gentagne kovendinger og signalforvirringer i den engelske håndteringen af coronakrisen viser, hvor meget ledelse betyder. Boris Johnson har fået den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon, til at fremstå som en stærk leder.

Lige nu ligner det engelske samfund en syg mand på kanten af et sammenbrud. Sådan helt bogstaveligt. Den seneste tids benzinmangel og de panikagtige scener har kun været i Storbritannien. Ikke i et eneste EU-land.

Måske er briter mere hysteriske og hamstrer ved enhver given lejlighed? Jeg tvivler. Måske er det snarere, fordi mange nok vil give Boris Johnsons konservative regering lang snor for endelig at have fået Brexit ført ud i livet, men til gengæld ikke tror dem over en dørtærskel, når minister efter minister toner frem og pointerer, at der »ikke er grund til panik«.

For England og i nogle tilfælde Storbritannien ligner et land uden ledelse. Et land i dyb splittelse med sig selv – på tværs af geografisk og politisk observans. Et land, hvor der ikke er en samlende fortælling. Eller bare evnen til at blive enige om grundlæggende værdier. Hvor trepartsforhandlinger ikke er mulige, fordi parterne ikke kan være i samme stue. Og hvor partierne ikke kan fortælle, hvad de egentlig vil med Storbritannien.

Det er nu mere end fem år siden Brexit, og alligevel er Boris Johnsons fortælling om Storbritanniens problemer, at »det er de andres skyld«.  Om det nye Storbritannien fortæller Boris Johnson, at vi lige nu er ved »et vigtigt vendepunkt for Storbritannien og en mulig for at gå i en anden retning«. Det lyder fint, men hvad er dækker det egentlig over?

I de mange argumenter for Brexit, har Boris Johnson valgt, at den frie bevægelighed for arbejdskraft var den vigtigste faktor. Det har man stoppet. Derfor mangler der nu EU-borgere i stort set alle sektorer af økonomien og ikke kun lastbilchauffører.

Det er rigtigt, at erhvervslivet har storforbrugt østarbejdskraft og holdt lønningerne nede i samme omgang. Nu skal virksomhederne så vænne sig til en knaphed på britisk arbejdskraft og betale højere lønninger. »Det er en overgangsfase«, kan man forstå på den britiske regering. Det er alene erhvervslivets ansvar, at der mangler alt.

Det nye nirvana

Men det nye nirvana for »Global Britain« påkræver et andet uddannelsesniveau for den brede befolkning. Det kræver en helt anden organisering og en langt højere produktivitet, så virksomhederne har råd til at betale højere lønninger. Det kræver en bedre infrastruktur og nok også en mere velstøbt organisering af arbejdsmarkedet. Det kræver en lang række handelsaftaler, der kan give eksportadgang til de tjenesteydelser, som Storbritannien er rigtig god til.

Undervejs er der nok en hel del, der bliver rigtig meget dyrere for almindelige briter. Ikke mindst dem, der i forvejen har været globaliseringens tabere.

Storbritannien har glemt fortællingen om sig selv i sin jagt på en påtaget uafhængighed, der alligevel ikke findes i den moderne globale økonomi.

Herhjemme har vi en bred enighed om, hvad den fortælling dækker over, i hvert fald når det gælder de store træk. Innovation, forskning, uddannelse. Et system, der giver muligheder og stiller krav. Vi kan være uenige om, hvordan tingene skal vægtes i forhold til hinanden. Men i det mindste har vi en fælles fortælling som rammen om vores uenighed. Det er en styrke, som mere end måske noget andet gør Danmark til et foregangsland.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør