Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Mette F. kan ende som Anker J. – renter, inflation og krisefrygt er vælgernes største hovedpine

Der er brug for klare signaler fra regeringen om, hvilken økonomisk politik der skal føres i Danmark, når krisen rammer – herunder hvordan de forskellige hensyn i den økonomiske politik skal vægtes. Det er besynderligt, at de borgerlige, som står til at vinde på den økonomiske nedgang, ikke for længst er kommet på banen med klare budskaber om, hvor de står i den økonomiske politik.

Statsminister Anker Jørgensen er uløseligt forbundet med den mislykkede krisepolitisk i 1970erne og en uklarhed om, hvilket økonomisk mål den økonomiske politik skulle styres efter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarne Lüthcke
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Statsministeren kan næppe selv begribe, hvad der er sket i Danmark og verden på hendes vagt. Det kan vi andre forresten heller ikke.

Mon ikke Mette Frederiksen (S) vil sige, at der næppe findes nogen politiker i Danmark, som er mere kriseprøvet, end hun er. Stiller man den påstand som et spørgsmål, får man svaret i statsministerens nye kampagne med budskabet om »mere samarbejde og mindre splittelse«. Man aner næsten Staunings gamle slogan om »Stauning eller Kaos« i statsministerens forsøg på at skrive en ny fortælling om sig selv som en samlende figur i dansk politik.

Nu stirrer statsministeren ind i et ildevarslende økonomisk temperaturskifte, som truer med at være lige så stort og dybt som oliekriserne i 1970erne, mens statsministeren samtidig både skal have blikket rettet mod krigen i Ukraine og mod lurende smittebølger af corona på ryggen af næsten to års pandemi.

En økonomisk krise kan hverken sammenlignes med en global pandemi eller en europæisk krig. Det er en anden størrelse. Det er umiddelbart fristende at varsle en stor økonomisk nedtur, som økonomerne er begyndt at tale om i lyset af den voldsomme stigning i inflationen, den seneste uges blodbad på aktiemarkederne og den betydelige stigning i ikke mindst boligrenterne. Lad os indtil videre blot slå fast, at højkonjunkturen er slut, og at vi snart vil se køen af arbejdsløse begynde at vokse – omend fra et ekstremt lavt niveau.

Falder i grumt hul

Der er faktorer, som taler for, at dansk økonomi ikke falder i et grumt hul. Som Danske Banks nye topchef, Carsten Egeris, sagde et i interview med Berlingske på Folkemødet, så går Danmark stærkere ind i den økonomiske opbremsning end op til finanskrisen. Danskerne har eksempelvis polstret sig med 1.000 milliarder på kontoen i bankerne.

Det var ikke det eneste budskab fra Folkemødet.

Man kan roligt sige, at langt de fleste medier, organisationer, foreninger, lobbyister foruden skoven af professionelle kommunikationshuse, som befolker Folkemødet, havde planlagt at dyppe alt i det grønne og den grønne omstilling. Men gik man rundt mellem teltene og lyttede, var stemningen lige under overfladen sort: Økonomien har overhalet det grønne som den mest akutte dagsorden og udfordring.

Man kan derfor med god ret spørge, om statsministeren og hendes regering er forberedt på en lavkonjunktur – og man kan med samme ret stille det samme spørgsmål til oppositionens ledere, Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og formanden for De Konservative, Søren Pape Poulsen.

Økonomien er den centrale dagsorden, hvor de borgerlige er født med større troværdighed end regeringen og Mette Frederiksen.

Kriser handler om økonomisk lederskab, og der synes lige nu på Christiansborg at være en total mangel på erkendelse af, hvad der er på spil, selvom regeringens økonomer faktisk har advaret om, hvad vi står overfor. Tilbage i marts, da regeringen skulle præsentere de mulige økonomiske scenarier efter udbruddet af krigen i Ukraine, skrev Finansministeriets økonomer, at den aktuelle udvikling kan »minde om oliekriserne i 1970erne, der begyndte som et udbudschok, da OPEC-landene skar ned for olieproduktionen. Det førte til både stagnation og stigende inflation (stagflation)«.

Kærlighed til Anker Jørgensen

På statsministerens hold er der flere ministre, inklusive Mette Frederiksen selv, som nærer en forunderlig kærlighed til tidligere statsminister Anker Jørgensen (S). Anker Jørgensens eftermæle er uløseligt knyttet til sammenbruddet i den økonomiske politik gennem 1970ernes to oliekriser frem til genopretningspolitikken fra 1982, som fylder 40 år i år, men det synes at prelle af på unge ministre som udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Uanset om udgangspunktet for dansk økonomi er bedre end i starten af 1970erne på grund af årtiers reformer og en generelt mere fleksibel økonomi, så er dilemmaerne, som en inflation på over syv procent skaber, nemlig i dag de samme som i 1970erne.

Problemet i 1970erne var, at Anker Jørgensen i det ene øjeblik jagtede ligevægt på statsfinanserne, det næste ligevægt på betalingsbalancen og så hele tiden syntes at ville prioritere hensynet til arbejdsløsheden over alle andre økonomisk-politiske mål.

Inflation komplicerer udfordringen med at føre økonomisk politik, fordi det skaber et dilemma mellem hensynet til arbejdsløsheden og hensynet til ikke at sætte yderligere gang i inflationen. Hertil kan man føje, at statsfinanserne har en tendens til at blive svækket markant under økonomiske kriser, og så er dilemmaet pludselig et trilemma.

Kaster forsigtighed over bord

Man kan altså ikke uden videre som under coronakrisen kaste al forsigtighed over bord i den økonomiske politik og bare sætte gang i hjælpe- og vækstpakker, når nedturen snart rammer os. Inflation gør det hele meget mere indviklet, fordi krisepakker og vækstpakker i sig selv sætter gang i inflationspresset og dermed undergraver forsøgene på at kvæle inflationsspiralen. Lav inflation giver derimod – som under coronakrisen – flere frihedsgrader, fordi regeringen kan slække på finanspolitikken og sågar gennemføre vækstpakker uden at skele til, hvordan det påvirker inflationen.

Problemet er lige nu helt konkret. Der er kun få måneder til, at forhandlingerne om en ny overenskomst for de private virksomheder går i gang. Hvis regeringen med sin økonomiske politik skaber det indtryk, at den ikke aktivt forsøger at bidrage til at stoppe inflationen, vil det være en åben invitation til fagbevægelsen om at kæmpe for fuld kompensation for den tårnhøje inflation.

Der er brug for klare signaler fra regeringen om, hvilken økonomisk politik der skal føres i Danmark, når krisen rammer, herunder hvordan de forskellige hensyn i den økonomiske politik skal vægtes. Samtidig er det besynderligt, at vi ikke for længst har hørt fra de borgerlige i helt konkrete termer, hvad de står for i den økonomiske politik.

Ingen kriser er ens – og derfor vil den kommende lavkonjunktur heller ikke blive en gentagelse af tidligere kriser. Men én ting ved vi. Læren af Anker Jørgensens misregimente er at undgå, at den økonomiske politisk overbelastes af at skulle jagte for mange og indbyrdes modstridende mål samtidig.

Thomas Bernt er Berlingskes erhvervsredaktør Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.