Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Mens vi venter på regeringen

Regeringspartiet og Folketingets øvrige partier har handlet resolut og effektivt med hjælpepakker til store dele af det danske erhvervsliv, men når det kommer til livemusikken har indsatsen ærligt talt være fodslæbende, sporadisk og kortsigtet.

Anne Dvinge Fold sammen
Læs mere

Dette forår blev vi ramt af en udefrakommende kraft, der på én gang satte samfundet i stå og accelererede en række tendenser. De ensomme blev mere ensomme, de økonomisk trængte rykkede længere ud mod kanten, diskrimination og intolerance i det offentlige rum steg. Men vi fik også mulighed for et øjeblik at stoppe op, være sammen med vores børn, være nærværende med os selv. Bæredygtigheden – både for klimaet, lokalmiljøet, vores familie og vores mentale helbred – fik fornyet fokus.

Vi opdagede også, at kunsten – og især musikken – bærer en helende og samlende kraft, som vi ikke kan være foruden.

Nød lærer jo som bekendt nøgen kvinde at spinde, en branche at vende sig selv på hovedet og en befolkning at leve by proxy gennem en skærm:

Tre dage efter nedlukningen havde vi i Low-Fi de første online koncerter klar, og de næste uger vrimlede det frem med alskens tilbud fra musikere, spillesteder, medier og organisationer: 200.000 sang morgensang hver morgen med Phillip Faber, 114.000 tunede ind på Dizzy Miss Lizzy på eb.dk … og 142 knuselskede Arne Würgler til 1. maj-morgenkoncert. Kreativiteten og behovet for at skabe en eller anden form for forbindelse, at mødes med musikken som fællesnævner, var ikke til at tage fejl af.

Med genåbningen piblede det frem med nye formater, der legede med paradokset mellem afstand og nærvær på én og samme tid: Gårdkoncerter, havekoncerter, drive-in og Jomi Massages miniritualer for fællesskaber. Musikere, spillesteder og publikum udviste endnu en gang opfindsomhed, omstillingsparathed og generøsitet.

Derfor er det også helt håbløst og uforståeligt, at regeringen kommer med hjælpepakker og retningslinjer, der konsekvent undervurderer musikkens vilkår og værdi. Pakker, der kompenserer for tre måneder hen over sommeren, tager ikke højde for, at krav om fysisk afstand vil skabe en dominoeffekt ned igennem hele branchen, der kommer til at række langt ind i 2021, hvis ikke til 2022.

Hvorfor ikke lave samme forsøgsmodel som med fodbolden? Lad en håndfuld udvalgte spillesteder afholde »stå op«- koncerter med to kvadratmeter pr. gæst, og hvis det virker, så rul det ud til alle. Hvis fodboldfans kan (og jo, der var lige en flok, der skulle have det skåret ud i pap – men det har man ikke lukket superligaen ned for), så kan live publikummet også.

Et brandudsalg på billetprisen er et mærkeligt signal at sende. Som om musik og kultur er noget, vi alle har ret til, men ingen vil betale for. Det passer bare ikke. Forbrugerne kan nemlig godt se værdien og vil også gerne betale, hvis man lader dem.

Det tror kulturminister Joy Mogensen (S) tydeligvis ikke på. Hun italesætter kulturen som en bevillingsøkonomi frem for et erhverv og underkender hermed de milliarder i direkte og afledt omsætning, branchen genererer, for ikke at tale om de titusindvis af mennesker, der har deres skattepligtige levevej i kulturen.

Det virker, som om der er en berøringsangst fra kulturministeriets side. En forskrækkelse over kompleksiteten og en ulyst til se på kunsten som andet end enkeltstående produkter, isolerede i tid og rum. Det er et forældet og romantiseret syn. Kulturen er en uomgængelig del af hele samfundet. Som erhverv og som en bærende kraft, vi ikke kan være foruden.

Måske har vi i kulturbranchen ikke været gode nok til at synliggøre værdikæden. Men mens vi venter på, at regeringen påtager sig at finde bæredygtige løsninger for en hel branche, den har lukket ned, må vi blive ved med at insistere på, at kulturen ikke ligger i toppen eller uden for behovspyramiden: Vi producerer mad, fordi vi skal spise, tøj fordi vi skal have noget på kroppen – og kunst fordi vi skal kunne bygge samfund, baseret på mellemmenneskelige relationer.