Man siger, at heldet følger de tossede. Om det også gælder i krisetider, ved jeg ikke. Men noget kunne tyde på det.

For tre et halvt år siden blev jeg selvstændig efter et helt liv i mediebranchen. Jeg havde arbejdet som chefredaktør, redaktionel forretningsudvikler og sad til sidst i direktionen i et stort mediehus, så karrieren var sådan set på skinner. Men jeg havde lyst til at prøve mig selv af på en ny måde og med projekter, hvor jeg selv havde hånden på kogepladen.

Et halvt år efter jeg var trådt ud i virkeligheden og ind i min frie og fleksible enkeltmandsvirksomhed, ramte så corona. Og da corona langsomt stilnede af, og verden igen var klar til at løsne op, angreb Rusland Ukraine med modbydelig aggression. I kølvandet på krigen kom international uro, inflation og rentehop. Never a dull moment.

Det burde give anledning til usikkerhed i mit arbejdsliv. Men det forunderlige er, at det stik modsatte har været tilfældet.

Jeg nåede kun at være selvstændig i ni måneder, før jeg blev partner i det nystartede foretagende To The Moon, Honey – en platform og et nichemedie, der har moderskabet og kvindeliv som omdrejningspunkt. Vi driver e-handel, har en hastigt voksende produktserie af skincareprodukter og udkommer med en populær podcast, der for alvor tog fart under corona, hvor folk var hjemsendt fra deres arbejde og havde tid til og behov for at konsumere underholdning i stor skala.

I virkeligheden var krisen medvirkende til, at vi fik etableret en medievane hos vores lyttere, som loyalt lyttede med hver gang, vi udkom med en podcastepisode. Og netop fordi vi kunne se, hvordan tallene hele tiden steg, skruede vi op for frekvensen og valgte at publicere yderligere et podcastformat. Og endnu et.

De mange lyttere blev til et fællesskab, som også blev en eftertragtet ting under corona. Folk hungrede efter at høre til, og virtuelle fællesskaber afløste for en stund de fysiske. Bogklubber, vandrehold, fællessang fra altanerne. Det var alligevel for ensomt at sidde forskanset og holde pandemien for døren.

Krisen accentuerede også – og måske især – behovet for at beskæftige sig med noget meningsfyldt. Enten i form af sit arbejde, hvor de timer, man lægger på kontoret, gerne skal give mening på en måde, der rækker ud over månedslønnen. Tiden er ikke til at spilde, når krisen kradser, og alt det unødvendige bliver skåret væk. Arbejdet skal betyde noget og rykke noget i en, for ellers vil man hellere bruge tid med sin familie derhjemme.

En krise er en afgørende forandring og en pludselig ændring. Ofte med karakter af at være noget negativt. Kriser er en del af livet og noget, som vi alle før eller siden oplever, uanset om det er af personlig karakter eller i arbejdslivet. Skilsmisser og fyringer er nærliggende eksempler. Men kriser kan også blive udløst af udefrakommende faktorer som radikal ændring af efterspørgsel, komplet forandrede salgskanaler eller et marked, der svinder ind fra den ene dag til den anden. Det så vi i den grad under corona, og det har også været tydeligt efter Ukraine-krigen.

Lær af krisen

Der findes virksomheder med større krisepotentiale end To the Moon, Honey, hvor vi trods alt stadig kan tælle medarbejderne på to hænder. Det er selvsagt nemmere at styre et lille skib end en stor tanker. Men krisen har lært mig tre ting, som formentlig er universelle:

1. En krise åbner døre. Man skal sandsynligvis kigge godt efter, men muligheder har det med at tvinge sig frem i lyset, når skoen trykker i andre dele af virksomheden.

2. Folk rykker tættere sammen i bussen, når der er krise. Fællesskaber bliver vigtige.

3. Kriser retter opmærksomheden hen mod det meningsfyldte. Det nære bliver vigtigt, og den tid, man bruger på for eksempel sit arbejde eller et produkt, skal give mening.

Nogle gange sker der ikke noget i en branche i ti år. Og pludselig sker der ti års udvikling på tre måneder. Corona og Ukraine accelererede initiativer, der alligevel havde ulmet, og afviklede hurtigt forretningsområder, der i forvejen var langsomt døende.

Jeg har som selvstændig stort set ikke prøvet andet end at operere, mens der har været krise. Men spørgsmålet er, om To The Moon, Honey ville være blevet så relevant for så mange, som tilfældet er, hvis det ikke var, fordi der var opstået et akut behov for meningsfyldte, digitale fællesskaber i kølvandet på corona. Det har vi været gode til at udnytte, og vi har skabt noget, der ikke fandtes før.

Man skal nemlig aldrig lade en krise gå til spilde.

Louise Stenbjerre er direktør og partner i To The Moon, Honey