I 2019 udgav den amerikanske Wall Street Journal-journalist Joseph C. Sternberg bogen »The Theft of a Decade – How the Baby Boomers stole the Millennials’ Economic Future«.

Bogen beskriver den stigende ulighed, der er mellem generationerne. Umiddelbart, skriver Sternberg, ser den unge generation ud til at have det let. Den vælter sig i teknologiske muligheder, den har iPhones, der er valg mellem en række spændende, nye uddannelser og verden er på mange måder et tryggere sted.

Men det er en generation, som ser mulighederne for fremskridt svinde ind. Boomer-generationen – betegnelsen for den store efterkrigsgeneration – sidder solidt på formuerne. De ejer det meste og kan se formuerne i værdipapirer og mursten vokse. Imens lejer de ud til de unge generationer, der har svært ved at skrabe penge nok sammen til at købe egen bolig, hvis de også skal bo et sted, hvor der er brug for deres arbejdskraft.

Sternbergs bog handler om USA, og den er skrevet, før coronakrisen vendte op og ned på samfundet. Men mange af hans konstateringer gælder også i en velfærdsstat som Danmark, og coronakrisen har øget uligheden mellem generationerne markant, hvad jeg også har været inde på her tidligere.

Corona har gjort os over 40 rigere

Sammenlignet med finanskrisen har staten reageret prompte og massivt på coronakrisen og brugt milliarder på lønkompensation og diverse andre covid-19-pakker, og renteniveauerne verden over er holdt nede. Det har været godt for økonomien, for arbejdsløsheden er lavere end ventet, og væksten er kommet hurtigt tilbage.

Faktisk har den danske stats intervention haft så stor, positiv effekt på økonomien, at fjerde kvartal 2020 og første kvartal 2021 ifølge Eurostat var de mest ekstreme i nyere tid på det danske boligmarked med tocifrede procentstigninger for både parcelhuse, ejerlejligheder og sommerhuse. Det danske C25-aktieindeks steg med over 30 procent i 2020 og er indtil nu steget med mere end 15 procent i 2021.

Og det er jo fantastisk for os over 40, da det langt hen ad vejen er os, der ejer ejendomme og værdipapirer, direkte eller gennem vores pensionsopsparing. Det er til gengæld skidt for de unge, for det gør det endnu sværere for dem at få adgang til formuerne. Det kræver egen bolig eller råd til at investere. Og de fleste unge har ingen af delene.

Det er selvfølgelig ikke nyt, at man bliver mere velhavende, jo ældre man er. Sådan har det altid været, og det er også det primære argument fra den fløj, som holder fast i, at alting er, som det skal være, og at de unge ikke har noget at klage over. Det nye er, at formuestigningen for de ældre har været eksplosiv også i forhold til historiske niveauer, hvorimod vi ikke har set samme udvikling hos den yngre generation.

Lægger man dertil, at det hovedsagelig er de unge, som vokser op under coronapandemien, der kommer til at bære byrden for et år med dårlig undervisning, fremtidige stramninger i de offentlige budgetter og store regninger, som skal betales over de næste mange år, er det uomtvisteligt, at der er sket en kæmpe værdioverførsel fra den brede befolkning til de velhavende folk og os over 40, som ejer aktier og ejendomme. Og dette er, før vi begynder at tale om den gigantiske regning, som vores børn og børnebørn skal betale for at rette op på klimaudfordringerne.

En ubekvem debat

Debatten om den voksende ulighed er tydeligvis ubekvem. Vi skulle jo nødig ødelægge den gode stemning på et tidspunkt, hvor den generelle tilfredshed i Danmark med, at tingene går bedre end forventet efter covid-19, har overskygget, at den relative indkomst og formue blandt generationerne er blevet skævvredet.

Det er ikke konstruktivt at prøve at fjerne opmærksomheden fra det, sådan som visse debattører forsøger, når de fremstiller vores unge som forkælede caffe latte-drikkere, der forventer et hus på Strandvejen eller en lejlighed på Rådhuspladsen som en menneskeret.

Tværtimod har vi brug for at få skabt en fremdrift, der også kommer de unge til gode. Om ikke andet for vores egen skyld. Det er i vidt omfang de nuværende unge, der skal knokle, når nu den store boomer-generation går på pension. Vi har brug for, at de kan skabe værdi og velstand for hele samfundets skyld.

Vores unge kan noget

Og de unge har noget nyt at byde ind med, som hele Danmark har brug for. Den britisk-amerikanske forfatter og businesscoach Simon Sinek, som blev verdenskendt som den første, der opfordrede alle virksomhedsledere til at forstå det fundamentale i, hvorfor deres virksomhed eksisterer, mener faktisk, at den vanskelige verden, som millennials er født ind i – sociale medier, klimakrise, økonomisk ulighed m.m. – giver dem nogle lederevner, som alle, også ældre, kan lære af.

Simon Sinek taler om de fire kompetencer, som millennialgenerationen bringer med sig på job.

• De siger, hvad de mener. Vi har brug for ærlighed, og vi har brug for mennesker, som tør være på tværs. Ikke for at være det, men fordi de ikke er bange for at sige deres mening. Gruppetænkning er gift i ledelsen og i bestyrelseslokalet. De unge er mindre tilbøjelige til at rette ind og bidrager dermed med værdifulde synspunkter og ideer.
• De er naturlige entreprenører. Danmark har i høj grad brug for kreative mennesker, der tør starte egne virksomheder. Nutidens største danske virksomheder blev stiftet af initiativrige, risikovillige entreprenører. Netop i disse år ser vi heldigvis igen flere og flere iværksættersucceser i Danmark. Mange af disse er startet af unge mennesker.
• De har en selvsikkerhed, som inspirerer. Jovist, hos mange er den også en facade. Men de er svære at tromle, og de er gode til at netværke, og netop fordi de er selvsikre, tør de også indrømme, når de er i tvivl og har brug for andre.
• De er rummelige. De finder diversitet naturligt, og de kan se værdien i at have mange forskellige mennesker repræsenteret. For dem er den mangfoldighed, som vi ellers kæmper med at få ind i dansk erhvervsliv, fuldstændig naturlig og ønskelig.

Jeg sagde for nylig ja til at blive bestyrelsesformand for SAGA, som er en ny, demokratisk bevægelse for den næste generation, der har til formål at sørge for, at de unges stemme bliver hørt. Hvor medlemmerne selv kan bestemme, hvilke mærkesager de involverer sig i. Hvor det ikke handler om det politiske spil. Hvor man ikke skal være enig i et helt partiprogram.

Siden lanceringen for blot halvanden måned siden har vi fået flere hundrede medlemmer og er dermed på vej til at have flere medlemmer end noget dansk politisk ungdomsparti. Der er en utrolig kraft bag bevægelsen, som i min optik kan hjælpe både politikere og erhvervsledere med at forstå unges udfordringer og bidrage med forslag til fremtidige løsninger, der positionerer Danmark langt ud i fremtiden.

Vores unge er ikke generelt forkælede. De vil noget for sig selv, og de vil noget for fremtiden og samfundet. De har noget helt specielt at byde ind med. Det vil komme os alle til gode at sikre, at vi ikke taber hele og halve generationer, fordi vi i de ældre generationer var bange for at miste noget og troede, at det hele var et nulsumsspil.