Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Lederløse organisationer risikerer at blive leddeløse

En decentral organisation fjerner ikke behovet for ledelse – og ser man nærmere på »lederløse« succeser, viser der sig da også ofte at være en reelt meget magtfuld leder i baggrunden.

Erhvervsmanden Lars Kolind satte med sin bog »Unboss« fokus på behovet for en alternativ måde at lede på. Arkivfoto: Erik Refner/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det er egentligt meget svært at være imod decentralisering. I daglig sprogbrug er det mere eller mindre det samme som positive ting som selvbestemmelse, autonomi, indflydelse på egen hverdag, og i det større billede egen skæbne.

I forskningen forbindes decentralisering med højere motivation og ligefrem lykke, mere initiativ og iværksætteri, og bedre udnyttelse af viden og kompetencer. Politisk er det tæt knyttet til liberale frihedsidealer og med Vestens politisk-økonomiske succes gennem århundreder, hvor decentralisering af politisk magt har ledt til kreativ konkurrence – ikke blot i økonomien, men også i kunst og videnskab.

Herhjemme har den myreflittige investor og iværksætter Lars Tvede udfoldet sådanne tanker i den velskrevne bog »​Det kreative samfund« (2014) , som synes at have haft en vis resonans blandt tænksomme danske erhvervsledere og konsulenter. I en executive education-sammenhæng henviste en leder til bogen og spurgte mig: »Hvis nu decentralisering er så godt i samfundet, må det vel også gælde i virksomhederne, hvor vi kunne kalde det selvledelse?«

Han henviste også til en anden bog fra 2014, nemlig Frederic Lalouxs »Reinventing Organizations«​, der bl.a. handler om selvledelse, og som også har nydt en vis opmærksomhed – dog nok mest i konsulenthusenes afdelinger for »Spøg & Skæmt«.

Spørgsmålet hænger fint sammen med en vigtig tendens i ledelsestænkningen: Begejstringen for decentralisering på politikkens og samfundets område bliver i stigende grad flyttet et par niveauer ned til virksomhedernes organisation og ledelse. Hvis de stive hierarkier, de gammeldags autoritetsrelationer, og de detaljerede planer og strategier ikke fungerer for »samfundet i 2020«, hvad skal de så i virksomhederne?

Fortalerne for den nye »lederløse organisation« er mange, som for eksempel den meget kendte ledelsestænker Gary Hamel. Herhjemme har vi haft bogen »unboss« med Lars Kolind som én af forfatterne. Ofte peges der på organisationer som tomatproducenten Morning Star, spiludvikleren Valve, eller sko- og tøjonlinedetailhandlen Zappos, der angiveligt er stort set lederløse, selvorganiserende organisationer.

Men ser man nærmere på dem, viser der sig ofte at være en reelt meget magtfuld leder i baggrunden. Og selv om Valve og Morning Star faktisk er meget decentraliserede, er det ofte, fordi de har en produktionsteknologi, der tillader dette. For eksempel kan udvikling af software som i Valve i høj grad ske i moduler, der kan delegeres til arbejdsteams.

Sagen er, at behovet for ledelse er, om ikke konstant, så dog generelt tilstede. Abstrakt set løser ledere »organisationsfejl« (analogen til økonomernes »markedsfejl«). Det er rigtigt, at mange virksomheder har »de-layered«, dvs. fjernet niveauer i deres ledelseshierarki. Men det sker ofte netop for at bringe den øverste ledelse tættere på, hvor tingene sker – det vil sige for, at der kan ledes mere, ikke mindre.

Problemet er, at organisationer, der eksperimenter med lederløse modeller, risikerer ikke blot at blive lederløse, men leddeløse. Ledere koordinerer aktiviteter, tilpasser til ændringer i omgivelserne og meget andet, som et helt decentralt system ofte ikke kan.

I virksomheder som i samfundet er det grundlæggende og evigt et problem at finde den rigtige balance mellem lokalt initiativ og central styring. Som økonomen Friedrich von Hayek formulerede det, er valget ikke mellem planlægning (ledelse) og ikke-planlægning (fravær af ledelse), men hvor meget ledelse der skal være – og hvor den skal finde sted.