Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Ledere er ikke gode, bare fordi de er kvinder

Der er presserende brug for mere feminint lederskab. Men hvis vi vil opleve et mere bæredygtigt samfund og erhvervsliv, er der ingen vej uden om at integrere den feminine essens på lige fod med den maskuline.

Kirsten Stendevad, forfatter, foredragsholder Fold sammen
Læs mere
Foto: Pr-foto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke kun mænd som Vladimir Putin og Donald Trump, der kan finde på at opføre sig så råddent, at man næppe tror, det er muligt. Kvinder kan også finde på at lyve, også om egen formåen, stjæle andres ideer, nedgøre selv mennesker, de har været tætte med, for at fjerne opmærksomhed fra eget ansvar, håne for at dække over misundelse og lukke hjertet for at bevare kontrol.

I disse tider, hvor »Borgen« åbnede en sæson med titlen »The future is female«, og vi har fået kvindelige statsministre, bankdirektører og EU-formand, er det vigtigt at være opmærksom på, at man ikke er på de godes hold, bare fordi man er kvinde, og at det i sig selv ikke er nogen garanti for anstændig og fremtidsvenlig adfærd.

Det kan mange, der har haft en kvindelig chef, som var mere maskulin og ubarmhjertig end mandlige, bevidne.

Tilsvarende når vi snakker kvoter; det forandrer ingenting, at der sidder flere kvinder i bestyrelser og koncernledelser, hvis de tænker og agerer som mænd. Hvor er så diversiteten?

Der er brug for, at såvel kvinder som mænd forstår følgende:

1. Det maskuline er ikke forbeholdt mænd, og det feminine er ikke forbeholdt kvinder.

2. Alle køn indeholder begge dele i forskellige kombinationer, der i øvrigt ikke er statiske, men varierer alt efter livsfase.

3. Hverken det maskuline eller det feminine er per definition godt eller skidt.

4. Der findes henholdsvis umodne og sunde versioner af maskulin og feminin energi i alle køn.

5. I kønskrigen har vi tendens til at sammenligne maskuline styrker med feminine svagheder og vice versa. Og den sammenligning vil altid falde ud til styrkernes fordel.

Den gode nyhed er, at flere og flere kvinder interesserer sig for feminin kraft og gør tiltag for at integrere den. De tager for eksempel på retreats og kurser for at lære den at kende, for den har været gemt og glemt i de 5.000 år, hvor det har været regnet for sekundært at være født i en kvindekrop – en illusion, der stadig hersker mange steder i verden, hvor førstefødte pigebørn bliver dræbt, og kvinder systematisk undertrykkes, udelukkes fra uddannelse, udsættes for vold og ejer væsentligt mindre end mænd, hvis noget overhovedet.

Kvinders mod til at anvende deres feminine kraft kan ses på resultaterne. Ifølge en rapport fra McKinsey har kvinder i USA typisk klaret pandemiudfordringerne bedre end deres mandlige kolleger på samme niveau, fordi de har kæret sig mere om medarbejderne og mangfoldighedsagendaen.

Men dette ekstra arbejde bliver sjældent anerkendt og belønnet med det resultat, at flere kvinder nu er tættere på udbrændthed og på at sige op. »Dette har bekymrende implikationer«, skriver McKinsey. »Virksomheder risikerer at miste de samme ledere, som de har allermest brug for nu«.

Det er altså ikke nok at være kvinde, og det er heller ikke nok, at kvinder inkorporerer en moden version af den feminine kraft. Mændene er også nødt til at anerkende det feminine bidrag i sig selv og deres omgivelser, hvis målet er sund fremtidssikring. Og intet køn kommer udenom, at dette kræver indsigt, erkendelse og træning.

Hvad skal der helt konkret til for, at både mænd og kvinder opgraderer deres indsigt og kompetencer inden for både det maskuline og det feminine?

Vi skal forstå, at de fleste ambitiøse mennesker har for meget fokus på den maskuline energi og for lidt fokus på den feminine, der stadig regnes i kategorien nice to have i stedet for need to have. Vi foretrækker stadig facts frem for følelser og data frem for fornemmelser.

Forståeligt nok: det konkrete og målbare virker umiddelbart nemmere at forholde sig til og styre end det usynlige og svært definerbare. Eneste minus: denne tilgang er ikke i overensstemmelse med den mest grundlæggende naturlov: at alt i verden består af både yin og yang, og at begge essenser skal være til stede i en ligeværdig dynamik, hvis et system skal være i balance.

Ergo kommer et system med skævvridning mellem maskulin og feminin energi i ubalance. Vi bevidnede det i nok så ligestillede Danmark under pandemien, hvor der under kvindelig topledelse blev arbejdet uden hensyntagen til neurologi, biokemi og nervesystem, med det resultat, at livsvigtige beslutninger blev dikteret uden tid til fordybelse, refleksion eller helhedscheck. Det kom blandt andet til at koste et helt erhverv livet.

Må vi lære af dette, at ensidighed er uholdbart. Hvis vi vil opleve et mere bæredygtigt samfund og erhvervsliv, er der ingen vej uden om at integrere den feminine essens på lige fod med den maskuline. Det kræver, at vi tager os tid til at forstå den indre usynlige autopilot, der – præget af traumer, overbevisninger og nedarvede fordomme – hjemmeblindt styrer vores liv og lederskab – sommetider for en hel nation.

Kun med en højere bevidsthed – herunder om vigtigheden af at bruge vores fulde jeg, og ikke kun den maskuline del – kan vi foretage mere bevidste valg, der fører til sundere resultater.