Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Lær at forstå aktiemarkedet: Fortvivlelse, håb, vækst og optimisme

Peter Oppenheimer har skrevet en fremragende, læseværdig bog om det, der driver aktiemarkederne på lang sigt.

Bogen »The Long Good Buy« giver et indsigt i aktiemarkedernes op-og nedture fra et helikopterperspektiv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kimimasa Mayama/EPA/Ritzau Scanpix

Jeg ville ønske, jeg havde skrevet »The Long Good Buy«. Jeg forestiller mig, at jeg kunne have skrevet den, og at den måske var blevet lige så god. I stedet er det Peter Oppenheimer, aktiestrateg hos investeringsbanken Goldman Sachs, der har skrevet en fremragende bog, om hvad der egentlig driver aktiemarkederne.

Bogen handler ikke om virksomhedsledelse eller cashflow-modeller på selskabsniveau. I stedet tager den læseren op i helikopterniveau og guider os gennem aktiemarkedernes store cyklusser. Den handler med andre ord om alt det, du skal vide for at forstå markederne.

Kursfester er lange og fåtallige

Bogens første del handler om samspillet mellem aktiemarkeder og den økonomiske konjunktur. Mange investorer forventer intuitivt, at aktier skal give et afkast på otte-ti pct. om året. Sandheden er imidlertid, at de seneste 100 år har budt på nogle få, lange bull-markeder. Bagved de fire store kursfester siden 1920erne ligger fundamentale, samfundsmæssige omstillinger, hvor nye teknologier og produktionsmetoder vinder indpas og prissættes finansielt. Mange har undret sig over aktiemarkedets styrke de seneste ti år med tanke på en ret mager økonomisk vækst, men det er faktisk lige efter bogen, da vi netop i disse år er midt i et teknologisk paradigmeskifte.

Sælg ikke på bunden

Også på kort sigt følger aktiemarkederne i store træk de økonomiske sæsoner, hvor vækst belønnes, og nedture straffes. Oppenheimer inddeler disse cyklusser i fire faser: fortvivlelse, håb, vækst og optimisme. Det er lettere, end man tror, at læse dette kort, og det er en gave, alle investorer bør ønske sig til jul.

Bogens tredje tema beskæftiger sig med de uundgåelige nedture, for også her er der hjælp at hente. Forstår man at navigere rundt om dem, kan det betyde en afgørende forskel for dit langsigtede afkast.

Oppenheimer skelner mellem cykliske, hændelsesdrevne og strukturelle bear-markeder. Økonomiske recessioner medfører altid dybe kursfald. Det er normalt ret åbenlyst, hvad der sker, og selv om man ikke rammer hverken top eller bund, så er der god grund til at skifte investeringsstrategi. Det gennemsnitlige kursfald under cykliske bear-markeder er på 30 pct. og strækker sig over to år.

Foto: Wiley.

Coronavirus giver ikke finanskrise

Hændelsesdrevne kursfald kan komme ud af det blå, som f.eks. årets coronapandemi, men kan også skyldes krige, oliekriser eller tekniske udfald på markederne. Økonomiske nedture er ikke en selvfølge, og selv om kursfaldene kan være store, så er det hele normalt overstået på under et år.

Strukturelle kriser er i en liga for sig selv, og i løbet af nedturen kollapser f.eks. både boligmarkedet og banksektoren. Strukturelle kriser kræver et sammenfald af flere forhold, og de økonomiske og finansielle ubalancer kan tage mange år at korrigere. Kursfaldene nærmer sig 50 pct. i gennemsnit, tager fire år at komme igennem og måske så meget som otte til ti år at komme over.

Bogens sidste kapitler handler om effekten af negative renter og teknologisk udvikling. Lave renter bør alt andet lige omsættes til en højere pris på aktier, og Oppenheimer argumenterer for, at prisfastsættelsen af aktier endnu ikke er problematisk. Lave renter er dog først og fremmest til fordel for det, man kalder vækstaktier, hvilket er med til at forklare, hvorfor disse har klaret sig betydeligt bedre end value-aktier i de senere år.

Mange synes samtidig at bekymre sig over teknologiselskabernes tunge vægt på aktiemarkederne. Men Oppenheimer redegør afslutningsvis for. hvorfor det er naturligt, at specifikke sektorer periodevis bliver meget dominerende. Interessant nok fylder teknologisektoren i dag mindre end finans- og ejendomssektorerne i det 19. århundrede, transportsektoren ved indgangen til det 20. århundrede, samt energikomplekset i 1950erne og 1960erne.