Lær at elske de finansielle bobler: Nu handler det om elbiler

Med børsnoteringen af Tesla-udfordreren Rivian er markedet gået balalajka i jagten på hurtige gevinster. Der kan ikke være tvivl om, at det ender i tårer på et eller andet tidspunkt. Men vi vil stå tilbage med nye teknologier og infrastruktur til gavn for alle.

Investorer er vilde for at få andel i den nye elbilproducent Rivian. Værdien af selskabet er banket i vejret, selvom det endnu ikke har solgt et køretøj. Michael M. Santiago/AFP/Ritzau Scanpix

Uden skyggen af en solgt elbil er Rivian strøget ind på Wall Street med en markedsværdi 734 milliarder kroner – lidt mere end Mercedes-producenten Daimler, der også har en større lastbildivision og en omsætning på 817 milliarder kroner foreløbig i 2021.

Tesla alene er mere værd end Toyota, Daimler,  Volkswagen, General Motor, Ford, Nissan Honda, Hyundai, BMW og Volvo Cars tilsammen. Sådan kan man blive ved. Det syder og bobler på de finansielle markeder, der lige nu går fuldstændigt bananas over alt, der handler om elbiler.