Vi er mange, der har fulgt fodboldlandsholdet tæt under EM-slutrunden. Og med god grund. Mandskabet har spillet blændende fodbold. Og i takt med mål, sejre og avancement har vores nationalfølelse fået os til at rykke tæt sammen.
Efter halvandet år med nedlukning og afstand har slutrunden givet os den forløsning, vi har fortjent.
Som så mange andre er jeg dybt fascineret af, hvordan holdet har formået at optræde så sammentømrede og overbevisende. Tilsyneladende er alle 26 spillere lige vigtige, uanset om de er på banen eller bænken, og holdet lader til at have udviklet en forståelse for, at solidaritet og tryghed er nødvendigt for at kunne spille god fodbold. Spillerne virker frie, mentalt stærke og frem for alt topmotiverede.
Hvordan er de blevet det? Hvilke grundforudsætninger har været til stede for de optimale præstationer?
I princippet er Zankas rolle lige så vigtig som anfører Simon Kjærs, selvom den ene spiller, og den anden ikke gør. Det giver et fantastisk sammenhold.
Tidligere på ugen lyttede jeg til et afsnit af Medianos glimrende EM-podcast, hvor vært Peter Brüchmann taler om motivation med Mikael Trolle, der er motivations- og ledelsesekspert og blandt andet tidligere landsholdstræner i volleyball, og Morten Glinvad, kommentator og forfatter til biografien »Kasper Hjulmand – fodbolddrømmer 2020«.
Alle tre har et indgående kendskab til Hjulmand og gav en interessant analyse af, hvorfor landstræneren oplever så kolossal succes med det danske fodboldhold netop nu.
Her er frit fra hukommelsen et par af de takeaways, der gjorde størst indtryk på mig, og som jeg med det samme begyndte at overføre til mine egne medarbejdere, både retrospektivt og i dag, hvor vi er ved at bygge en virksomhed op.
Meningen med det hele – det lidt fortærskede purpose – bliver stærkt og håndgribeligt, når det ikke handler om at blive belønnet men om at blive anerkendt, mødt med omsorg og – i yderste instans – elsket.
1. Alle på holdet betyder lige meget. Hierarkiet på holdet er fladt, og alle har en vigtig rolle – også dem, der ikke spiller. For eksempel var Hjulmand offentligt ude at hylde Mathias »Zanka« Jørgensen, der ikke har været på banen under EM, for at være eminent til at tage sig af de unge på holdet. I princippet er Zankas rolle lige så vigtig som anfører Simon Kjærs, selvom den ene spiller, og den anden ikke gør. Det giver et fantastisk sammenhold.
2. Anerkendelse. Meningen med det hele – det lidt fortærskede purpose – bliver stærkt og håndgribeligt, når det ikke handler om at blive belønnet, men om at blive anerkendt, mødt med omsorg og – i yderste instans – elsket. Anerkendelse er ubetinget den stærkeste motivationsdriver.
3. Empati. Det relationelle element er en central del af, at man gerne vil udvikle sig og engagere sig. Hjulmand kerer sig om sine spillere. Han skaber stærke relationer til samtlige 26 spillere i truppen, så det minder om et platonisk kærlighedsforhold.
4. Ærlighed. Hjulmands ledelsesstil er ekstremt transparent, ekstremt ærlig – og ekstremt krævende. Alle kender deres roller, og hvad de bliver anerkendt for i den rolle.
Det er interessant at overføre principperne til sin egen tilværelse og prøve at finde frem til, hvad det er for grundforudsætninger, der skal være til stede for, at man præsterer optimalt. Prøv selv at tænke tilbage på situationer, hvor du var god. Enten i en arbejdssituation, på sportsbanen, eller da du til din vens bryllup holdt en tale, som sad lige i skabet. Hvad var det, der lykkedes?
Jeg skal på ingen måde nivellere mig med Hjulmand. Men jeg har i mit eget lederskab af især kreative medarbejdere dyrket princippet om, at man skal føle sig tryg for at turde fejle.
Være tryg i at idéudvikle og betræde nyt land, som man ofte gør i kreative arbejdssituationer, hvor originalitet er en dyd. Stille spørgsmål, selvom man måske er vant til at have et svar parat. Skabe en relation til sine medarbejdere, uden at der går venskab i den, men fordi den indsigt gør en i stand til at udvikle dem, anerkende dem og hjælpe dem med til at forløse deres potentiale frem for at være en chef, der bestemmer. Være en autoritet frem for en, der ved bedst.
Eller som filosoffen Svend Brinkmann forleden skrev på Instagram:
»Det er tankevækkende, at landsholdets succes ikke er kommet fra tidens krav om at være robust, drømme stort, være stærk, stå på brændende platforme, eller en retorik om, at alt er muligt. Succesen er kommet gennem samarbejde, holdånd og en menneskelig træner, der har været med til at sætte forventningerne ned til et realistisk niveau i en vanskelig situation. Da andet blev vigtigere end fodbold, kunne de virkelig spille frit og flot. Det er en myte, at tryghed gør folk dovne, og at brændende platforme gør folk bedre.«
Det bør blive pensum på alle lederuddannelser fremover.
