Jeg blev rørt, da jeg hørte Frederik 10.s valgsprog: »Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark«.
Kong Frederik 10. fortæller forfatter Jens Andersen, at han foretrækker at kalde sit valgsprog for »kongeord« i sin nye bog af samme navn og uddyber sine forventninger til sig selv, til embedet og til sin livsopgave.
Kongehusets opgave er at være samlende og langsigtet. Som et af de ældste i verden har det danske kongehus truffet valg, der har haft et større formål end kortsigtede resultater. Opgaven har altid rakt ud over den nuværende generation og handlet om at sikre fremtiden, og det afspejles også i regenternes valgsprog, der går mere end 500 år tilbage.
Frederik 10. ønsker at være en »samlende konge af i morgen«, og kongeordene lykkes både med at være aktuelle og at minde om tidløse værdier. De peger på én gang på vores samtids store problem og på en langsigtet løsning i fællesskabet.
Kortsigtede mål, målepunkter og KPIer dominerer hverdagen i mange virksomheder og organisationer. Det er utilstrækkeligt, og lederne ved det ofte godt selv. Op til årets topmøde i Davos tog PwC temperaturen på ledelse og fandt, at »45 procent af topcheferne vurderer, at deres egen virksomhed ikke er økonomisk levedygtig om et årti, hvis virksomheden fortsætter på samme kurs som nu«.
I Danmark kender de fleste af os de virksomheder, der lykkes med at tænke langt. Som Novo Nordisk, der vil bekæmpe diabetes og andre alvorlige kroniske sygdomme. LEGO, der vil udvikle børns kompetencer til livet gennem leg.
Vi husker også dem, der har levet efter stærke værdier. Det er svært ikke at tænke på A.P. Møller - Mærsk-koncernen, når ordene »rettidig omhu« falder. Alligevel er det undtagelsen, at vi husker missioner, værdier og visioner.
Det er få forundt at bidrage konsistent til vores samfund gennem generationer. Ofte udskiftes de eller er generiske ligegyldigheder, som ingen gider forholde sig til, og som er fuldstændig glemte, når de afløses af nye banaliteter om at være gode, skalerbare, de bedste eller førende.
Forbundne: Hvordan er vi forbundne?
Når kongeordene begynder med at være forbundne, peges der på det menneskelige: at være forbundne til hinanden – men også til det, der er større end os selv, og til historien. Til dialog med mennesker og nysgerrighed på verden.
Kongehuset er en stærk forbinder. At være forbundne i arbejdslivet handler om mere end blot at arbejde sammen; det handler om at skabe stærke relationer baseret på tillid, respekt og gensidig forståelse. For ledere betyder det at skabe et miljø, hvor hver medarbejder føler sig værdsat og som en del af et større fællesskab. For medarbejdere indebærer det at engagere sig i teamets mål og støtte kollegaer. Denne følelse af forbindelse er afgørende for at opbygge et stærkt fællesskab, der kan håndtere problemer og nå fælles mål.
Forpligtet: Hvori består vores forpligtelse?
Frederik 10.s fokus på forpligtelse inspirerer til en dybere overvejelse af vores egen forpligtelse i arbejdslivet. At være forpligtet betyder, at »man tager ansvar for noget eller for nogen«, siger Frederik 10. i bogen »Kongeord« og taler om forpligtelsen over for hinanden på tværs af forskelle og på »min opgave« og giver en opsang til vores tidsalder med »mig, mig, mig og ego mig her og ego mig der«, og hvor det vigtigste spørgsmål er: »Hvad kan I gøre for mig?«
Ved at sætte andre før en selv er forpligtelsen at tage vare på hinanden og understøtte forskelligheder til fælles gavn.
Forpligtelse betyder ikke blot at udføre opgaver; det betyder at engagere sig helhjertet i sit arbejde og stræbe efter at bidrage positivt til organisationens succes. For ledere indebærer det at lede med integritet og være et eksempel for sit team. For medarbejdere betyder det at tage ansvar for sin rolle og bidrage aktivt til teamets dynamik og resultater.
Menneskeord for fremtiden: Hvad er det for en forskel, du vil gøre?
At være forbundne og forpligtet for fremtiden kan man også kalde menneskeord. De sætter mennesket og vores betydning for hinanden først og peger på et arbejdsliv, som alle, der påtager sig ansvaret om at lede mennesker, kan stræbe efter.
At være forbundne indebærer at bygge relationer baseret på tillid og samarbejde. At være forpligtet betyder at handle med integritet og engagement i vores roller. Og at fokusere på fremtiden indebærer at tage beslutninger, der ikke kun tjener nuværende behov, men også passer på planeten, klimaet og mennesker, så der sikres gode levevilkår for flere og sikres fremtidige generationer.
Vi har brug for ledelse og samarbejde, hvor vi husker den menneskelige forbindelse uden at gå på kompromis med vores forpligtelse til at gøre en forskel for verden og for hinanden. På tværs af forskelle skal vi engagere os aktivt i et bæredygtigt og ansvarligt fællesskab.
Det er en stor opgave, som kalder på alle. På den måde er Kongens ord også menneskeord, som alle – og måske især ledere – bør tænke over: Hvilken forskel vil du gøre?
Christian Ørsted er cand.merc., ledelsesrådgiver og forfatter