Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Kommentar: Man skal aldrig glemme, at med magt følger ansvar

Magt er ikke noget, man får, men noget, man tager, siger min ven altid. Og regeringen har under krisen i den grad taget den – men er magten steget den til hovedet? Og kan det være ødelæggende for dansk erhvervsliv, at regeringen har tildelt sig friheder, som den ikke vil fortælle om, eller hvornår de trækkes tilbage?

Magt er ikke noget, man får, men noget, man tager, siger min ven altid. Og regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen har under krisen i den grad taget den – men er magten steget den til hovedet, spørger Esther Dora Rado. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Eksemplerne står i kø: Erhvervslivet skal holde op med at klynke, når de bliver pålagt skatter for at betale coronaregningen, mens regeringen deler penge ud til andre.

Der er snart ingen grænser for den tvang, regeringen kan pålægge individet. Flere partier mener, at dommerkendelser bare er noget papirpjat, der ikke er brug for. Der handles løs uden hjemmel.

Når det blødende erhvervsliv åbner, er politiet på dag ét ude at tjekke ulovligheder hos de mindste. De små måtte bruge penge på at bevise, de havde brug for hjælp; nu skal de bruge penge på at bevise, de ikke har fusket med den. Vores statsminister kommunikerer på bedste Trump-manér envejs over de sociale medier. Myndighedernes e-mail forsvinder, der er mystik om opbevaring af data, men det gør heller intet, mens virksomheder er pålagt kæmpe ansvar (gdpr).

Værst af alt er coronakrisen indhyllet i spin fremfor gennemsigtighed: Får vi vores selvstændighed og friheder igen? Hvorfor blev loven ændret? Og spin-ord som »hjælpepakker«, der er en vild fordrejning af den sandhed, at det er regeringens erstatning for at have tvunget nedlukning, fordi der ikke var nok kriseberedskab, langt mere end »hjælp«.

Regler sat ud af spil

Hvad sker der, når regeringen tager mere magt, end hvad godt er? Får smag for den og ikke vil give den tilbage? Flere advokater har råbt højt om, at vores retssikkerhed som det første er truet. For det andet er reglerne sat ud af spil. Regeringen hæver sig selv over lov og dialog og demonstrerer potens til at gøre, lige hvad der passer den – uden konsekvens.

Når vi ikke kender spillereglerne, kender vi ikke rammerne. Her følger usikkerhed og frygt i at vide, at regeringen kan slette eksisterende rettigheder i loven og uden hjemmel kvæle hele eller dele af erhvervslivet i et enkelt håndtag ved at lukke ned – eller langsomt ved påførelse af ekstreme skatter og hånlige bemærkninger om, at de jo har rigeligt til at betale af, når der protesteres. Man må tage sig til hovedet og spørge, hvad de vil stille op uden erhvervslivet.

»Hov, vi slår lige jeres branche ned, hov, der var ikke hjemmel, hov, vi lukker ned, hov, vi kan ikke finde ud af, hvem der fandt på det, hov, vi kan ikke finde data, fordi Erna har trykket på serverknappen med sin pølsefinger, og hov, nu er alle mails væk, hej-hej, hyg jer med jeres nedlukninger, tjek i øvrigt vores SoMe, hvor vi synger og spiser makrelmad.«

Bygger kløfter

Med flere skatter til erhvervslivet og hård kommunikation til banker og andre om, at de skal betale – vel vidende at dette også rammer de mindste, som har været magtesløst nedlukket i evigheder – gør regeringen yderligere noget farligt. De bygger på deres »røde fortælling« om, at erhverv er nogle rige skurke, der bare skal hoste op. Og her bidrager de til at skabe splid i samfundet, mellem medarbejder og virksomhed og dem på statens lønningsliste og de private under devisen, at erhvervslivet har penge nok til at klare alle samfundets problemer, selvom det tydeligvis ikke har hjemmel i sandheden.

Hvis de virkelig interesserede sig for »de små«, var det ikke det lille erhvervsliv, de lod i stikken og overlod en del af regningen til for ikke at tale om tydeligt udviste deres ligegyldighed over for og manglende lånen af ører til. Så til spørgsmålet om, hvordan vi kommer ud af krisen, er en stor del af svaret »nok med lidt rystet grundvold, nok med meget undren og nok med mistet tillid. Måske endda med chok«.

Utroligt dårlige eksempler

Tiden under coronanedlukningen var næsten én lang tragikomisk sæbeopera, man ikke ved, om man skal græde eller grine over, daglige bidrag til samlingen af konsekvenser af manglende indsigt i, hvordan erhvervslivets møllehjul kører rundt. En buffet af machiavellisme, »vi bestemmer, og I gør, som der bliver sagt«, mens erhvervslivet bare måbende kunne se til.

Et hovmod imod at hjælpe selv de mindste, fordi det ikke er »rødt« at være erhverv – alt imens partierne smuldrede i en parade af eksempler på dårlig adfærd, dårlig omgang med penge og ufatteligt dårligt lederskab inklusive kommunikation.

Man skal aldrig glemme, at med magt følger ansvar. Og det ansvar er at forvalte den optimalt – for alle. Gad vide, hvordan den nuværende regering havde ageret, hvis de havde været i opposition. Hvis jeg var regeringen, ville jeg bruge meget tid på mere klar tale og mindre jovialitet, herunder en hel del ressourcer på at lytte til erhvervslivet og få tilliden igen. Måske bruge krisen som afsæt til at starte på ny, skabe nye og bedre forhold for det spirende erhverv, så disse bedre kan klare sig selv næste gang – og så i øvrigt lave en solid kriseplan for næste gang.

»Tiden under coronanedlukningen var næsten en lang tragikomisk sæbeopera, man ikke ved, om man skal græde eller grine over.«