Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Klumme: »Vi må komme levebrødspolitikeren til livs«

Vi har de politikere, vi fortjener. Eller har vi? Der burde være de samme krav til politikere som til ledere på topposter i andre erhverv.

Vi er afhængige af politikerne, og derfor bør vi stille krav til; deres kompetencer og erfaring, når de skal træffe de fornødne valg – uanset partifarve, skriver Esther Dora Rado. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann

Hella Joof sagde forleden i et interview, at hun »ville ønske, at de ansvarlige politikere havde samlet set bare ti års erhvervserfaring«, og det har fået undrende borgere til tasterne på sociale medier: Kan det virkelig være rigtigt?

Men der er absolut ingen nyhed i det. Sådan har det været, siden politik blev karriere. Tværtom er det skuffende, hvis vi gør hjemmearbejdet så lidt, at femøren først falder nu.

Hella har ret. Men gennem årtier har erhvervsfolk og de, der holder hjulene kørende i Danmark, forsøgt at sætte fokus på problemet i, at politikere ikke er udstyret med erfaring til at træffe fornødne valg. At erhvervs- og skatteministre ikke har nævneværdig erhvervserfaring uanset partifarve. At der er manglende krav til dem, modsat ledere på topposter i andre hverv, selv om de i sidste ende sidder med nøglen til magten over vores midler og har indflydelse, der betyder forskel på liv og død.

Skredet er sket i takt med en ændring i argumenterne for at blive politiker, som vi ikke bare har accepteret, men også bifaldet i årtier.

Esther Dora Rado. Fold sammen
Læs mere

Retorisk rotteræs

Jeg havde mange i min generation, som adspurgt svarede, at de aspirerede til »at blive politiker« – ganske partiuspecifikt i øvrigt, og de blev anset som værende fantastisk ambitiøse, alle klappede af dem. Jeg ved ikke, hvad der drev dem, en stærk tro på egne retoriske evner eller en halvnaiv overbevisning om at kunne ændre et land til det bedre med beviset på studentereksamen og elevrådsposten under armen og uden erfaring fra det virkelige liv – uagtet at Folketinget i bedste fald bør repræsentere et »bredt udsnit« af befolkningen. Jeg frygter, at det var de famøse 15 minutters »fame« og drømmen om at være en del af det retoriske rotteræs.

Under alle omstændigheder har en stor del vælgere kritikløst ladet sig forføre af dette »Kejserens nye klæder«-stunt; langt mere af hvervet »politiker«, og hvem der er god til det, og man har ladet sig lulle ind af stage presence, smarte replikker, spindoktorhjulpet retorik, udfald på hinanden og pseudo-forskelle i politikken uden substans – for ikke at tale om den evige slipstrøm af lade metaforer, som står i kø for at komme ud af spiserøret, generisk vås og gennemskuelig og falsk appelleren, og man har glemt, hvad faren i den demokratiske opstilling, vi har i dag, er, hvis vi ikke selv engagerer os, stiller krav, er kritiske – og læser politiker-CVer, før vi stemmer:

Den, der kan appellere til majoriteten, bliver valgt, hvis majoriteten er ukritisk og falder for pladderromantikken. Bliver de valgt, handler det om at blive genvalgt. Hvornår handler det om Danmark? Er det, når politikere havner på de her genialt indlysende sammensatte poster som for eksempel fiskeri- og ligestilling (er det pga. kvotefællesnævneren eller hvad) – hvor jobbet alligevel helst ikke skal gøres, hvis det er for tæt på valg, for Gud forbyde, modparten vinder og kan tage æren for det? Er det der, det handler om Danmark – i krydsfeltet mellem genvalg og spænden ben for modparten?

Seriøse erhvervsfolk, forskere og lærde gider ikke det her prætentiøse cirkus. Derfor ser vi meget få, og som regel har de hverken lyst til at være politiker eller i regering.

Spil for galleriet

Det er ikke lønnen, men fingerpegningen, selvsmagningen, flosklerne, de latterlige opstillinger med 40 politikere presset ind foran et kamera på gangen på Christiansborg, så det ligner køen til toilettet på Roskilde Festival, de åbenlyse selvmodsigelser i, når politikerne siger, vi skal arbejde længere, inden vi skal på pension, men det ikke gælder dem selv, »gamet«, fedtranden af spindoktorer og alt det pladder, der skal siges, før man kan komme til en pointe (tal nu normalt). Det er spillet for galleriet, der skal til for valg og genvalg, som gør politik useriøs og uappetitlig for dem, der bare ville ønske at løse en opgave.

Politik bør ikke være karriere. Det bør handle om at løse Danmarks udfordringer.

For det første må vi som vælgere sikre os, at vi lever op til det ansvar, demokratiet byder os – nemlig at gøre vores hjemmearbejde, når vi stemmer. Og for det andet skal vi altså til at stille nogle forbandede krav til niveauet derinde og ikke lade os spise af med, at en tudsegammel grundlov skal forhindre forandring, så de kan blive ved med at udleve deres våde embedsvældedrøm.

Det er vores regering! Og de mennesker, som nu skal bygge Danmark 2.0 postcorona.

For Danmark må vi komme konceptet om levebrødspolitikere til livs.