Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Klumme: En investering i timeout

De seneste måneders coronakarantæne har sat strøm til tendensen om mere nærvær. Hjemmepasning af børn, et arbejdsliv på pause og ro til familielivet er fristende. Men i det lange løb hænger kvinderne på regningen. Er det prisen værd?

Coronakrisen har givet rigtigt mange danskere mulighed for at tilbringe mere tid med børnene. For nogle er det lykken, men der lurer en risiko for kvinden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

Coronakarantænen har tvunget mange af os til hjemmearbejde og samvær med børn i døgndrift. De institutionaliserede børn er for en stund sat i bero, og i stedet har der været skruet helt op for nærvær, opmærksomhed og konstant tilgængelighed.

Jeg tror ikke, jeg kun taler for mig selv, når jeg kan konstatere, at afkommet nyder det øgede samvær. Børn taler ligefrem om nedlukningen af Danmark som en coronaferie.

Lockdown-perioden har formentlig forstærket en tendens, jeg i min omgangskreds og blandt venners venner med små børn har bemærket særligt de seneste to måneder: Lysten til at fortsætte med at gå hjemme med børnene og sætte arbejdet på hold i en rum tid.

Helt konkret er ordet »hjemmepasning« dukket op til overfladen og blevet en del af kvinders samtaler. For ja, det er primært kvinder, der er optaget af beslutningen om at fravælge institutioner, vælge familielivet 100 procent til, trykke pause på arbejdslivet og lade manden være eneforsørger.

Louise Stenbjerre

»Vi har selv ansvaret for, at balancen mellem arbejdsliv og privatliv går op i en højere enhed.«


Og altså på papiret bombe kvinderne 40 år tilbage i tiden, mens en masse alarmklokker ringer på kvindekønnets vegne. Eller hvad?

Vi har selv ansvaret for, at balancen mellem arbejdsliv og privatliv går op i en højere enhed. Jeg kan godt se, at min familie stortrives, når en af os voksne er mere hjemme end normalt. Det får enderne til at hænge langt bedre sammen og løsner den klokkestreng, der kan føles som en galge i hverdagen.

Mange familier oplever et enormt pres på mange fronter i en relativt kort periode af vores tilværelse. Vi har fået skruet et liv sammen, hvor vi skal opleve alt, mens vi er mellem 28 og 48: Det fede job, det fede hus, den fede bil, de fede rejser, café- og restaurantbesøg med venner og netværk.

I samme periode spænder vi også den økonomiske bue maksimalt, så vi ender i et hamsterhjul, der er meget svært at sætte ned i tempo. Jeg forstår, hvorfor flere og flere hopper af.

»Det er da også dejligt at få mere tid til børnene«. Sådanne sætninger er jeg ofte blevet mødt med, siden jeg i efteråret forlod et direktionsjob i mediebranchen og blev selvstændig.

Men det har aldrig været min tanke, at livet som selvstændig var lig med et liv som fuldtidsmor. Derhjemme henter og bringer vi stadig lige meget, og hvis det skal være anderledes, tipper børnesamværet snarere over på min mands halvdel end min.

På sin vis ville jeg ønske, at jeg kunne mobilisere lysten til at gå hjemme, ligesom min mor i øvrigt gjorde, da jeg var barn, mens min far plejede sin karriere. Det kan jeg bare ikke.

Jeg vil også udrette ting med betydning for andre, deltage i samfundet, tilfredsstille mit intellekt, tjene mine egne penge og dermed opnå frihed til at bestemme over mit eget liv.

Jeg ville hade tanken om at skulle være økonomisk afhængig af min mand. Og jeg ville have svært ved at komme overens med ubalancen i, at han er ude i det pulserende liv, møder interessante mennesker og kan berette, når han kommer hjem, mens jeg ville skulle anstrenge mig for at finde de store fortællinger frem efter endnu en regnvåd tirsdag i november med små børn.

Ligesom jeg ville være bekymret for tiden, efter at børnene er blevet store, og rollen i familien er udtjent, samtidig med at CVet er blevet tilsvarende uattraktivt, selv om det da for pokker må kunne lade sig gøre at samle op på de tabte arbejdsår, hvis man er udstyret med en god uddannelse og et godt hoved og tilrettelægge et spændende arbejdsliv på mere innovativ vis end den slagne vej op igennem systemet.

Det kan lyde som det ultimative luksusproblem i en behovspyramide, hvor vi snart ikke kan finde flere områder at dække af. Men ikke desto mindre giver det mening, for det taler ned i en tendens, der prioriterer det nære.

Hvor lysten til at rejse ud i verden er blevet mindre, og glimtene i hverdagen begynder at fylde mere. Mange er havnet et sted med lavere tempo, mere nærvær og bedre tid.

Nogle også med mere usikkerhed og dårligere økonomi, men midt i fortvivlelsen er det måske alligevel godt for noget.

Om pauseknappen bliver trykket i bund for evigt eller bare et par uger endnu, kender jeg for mit eget vedkommende allerede svaret på. Det er ikke for mig. Men jeg respekterer dem, der tør stå af og kaster sig ud i situationer, der går imod normen.

Der er andre veje til lykken end et liv med luthersk arbejdsmoral. Jeg tror ikke, vi endnu har set toppen af isbjerget af kvinder (og mænd!), der vil noget andet.