Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Klumme: Derfor skal du takke nej til livet som pensionist!

Jeg husker min mormors fortvivlede udtryk, hvis nogen i familien var arbejdsløse eller ligefrem arbejdssky. Det var ikke velanset, og der er en god grund. At arbejde er godt for dig.

Det er ikke sundt for os mennesker at have ledige hænder og være overladt til os selv – især ikke når pensionslivet banker på, skriver Souleima Gourani. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

For meget tid til overs og et liv uden et formål gør de fleste mennesker ulykkelige.

Dette er tankevækkende – fordi vi tror, at lykken er at finde i ultimativ personlig frihed og færre forpligtelser. Fordi man ikke arbejder mere, bliver man nødvendigvis ikke et sundere eller gladere menneske.

Det lykkelige liv er et liv fyldt med meningsfulde forpligtelser og nyttefuldt arbejde.

Mennesker har behov for at bruge hovedet, være nyttige og være sociale. Alt dette får vi tilfredsstillet ved at gå på arbejde.

Pension kan være dårligt for det fysiske og følelsesmæssige helbred. WHO vurderer således, at der sker et selvmord hvert 40. sekund. Alt for mange af selvmordene finder sted blandt personer over 70 år.

I de første par måneder kan pensionstilværelsen i sagens natur virke som et tiltrængt pusterum, men efter et stykke tid kan den føles som en straf. Flere pensionister oplever marginalisering – især på grund af kroniske sygdomme – ensomhed, ufrivillig isolation og kedsomhed.

For et par år tilbage undersøgte INSERM – det franske nationale Institut for Sundhed og Medicinsk Forskning – udbredelsen af demens blandt godt en halv million borgere. Instituttet fokuserede på borgere, der trak sig tilbage omkring de 60 år, og på borgerne, der blev lidt længere på arbejdsmarkedet.

Soulaima Gourani

»Konklusionen er, at arbejde holder vore hjerner i gang, og dermed også holder os i live.«


De, der trak sig tidligt tilbage, havde 15 procent højere sandsynlighed for at udvikle demens end de borgere, der blev lidt længere på arbejdsmarkedet.

Konklusionen er, at arbejde holder vore hjerner i gang og dermed også holder os i live.

Altså at sociale aktiviteter, som et godt arbejde indbefatter, holder os længere i live.

Nogle forskere går så langt som til at sige, at al aktivitet, der skaber optimal trivsel, i bund og grund handler om, at der er relationer involveret.

Sikkert er det i al fald, at de lykkeligste mennesker er borgere, der tilbringer mindst tid alene – en ven er bedre end ingen. En håndfuld af slagsen og måske en partner – så er man helgarderet.

Omvendt synes der også at være et mål for, hvor mange mennesker vi kan rumme i den nære kreds, så lykke er med andre ord ikke proportional med antallet af venner på Facebook.

Gallup har stillet tusindvis spørgsmålet: »Har du en kollega på din arbejdsplads, som også er en god ven?«

De, der svarede bekræftende, var rundt regnet 50 procent mere tilfredse med deres arbejdsplads.

I manglen på solide bånd og stærke relationer til andre kan den menneskelige hjerne synke ret dybt. Det kræver virkelig meget styrke ikke at blive »smådeprimeret« af ensomhed.

Netop derfor bruger vi isolationsfængsel som en ypperlig straf i danske fængsler. At føle sig »udenfor«, usynlig og nytteløs kan føles som tortur.

Uden gode relationer og for dem, hvis helbred forringes, er der langt større risiko for stof- og alkoholmisbrug end hos mennesker, der er sunde og raske, og som har gode venner.

Sigmund Freud beskrev, at det vigtigste i livet er kærlighed og et meningsfuldt arbejde.

En af de to danskere, jeg synes er gode rollemodeller i forhold til at være aktiv »gammel«, er forfatteren Lise Nørgaard, som er født i 1917, og musikeren Bent Fabricius-Bjerre, der er født i 1924. Begge er til min store inspiration aktive, sociale mennesker, der har planer og »møder stadig op« og brænder endnu for deres mærkesager.

Vi skal ikke lade pensionister være i fred – vi skal fortælle dem, at vi stadig har brug for dem!