Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

»Kender du håbløsheden når ens livsværk bliver revet væk?« Tillidskontrakten mellem selvstændige og det offentlige blev brudt

Coronakrisen har skabt et traume i mange selvstændige. Mest af alt fordi tillidskontrakten mellem politikere og selvstændige blev brudt. Men de selvstændige vil rejse sig igen, og når de gør, er mit håb, at de også vil mobilisere sig. De selvstændige skal ikke finde sig i at være en gruppe, man et langt stykke hen ad vejen kan negligere.

Foto: Søren Bidstrup (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Kender du håbløsheden, tomheden, utilstrækkeligheden og modløsheden, når ens livsværk bliver revet væk fra dig, uden du kan gøre noget, og uden du er i stand til at forsørge din familie?«

Sådan skrev et af vores medlemmer fra transportbranchen under coronakrisen i et brev stilet til statsminister Mette Frederiksen (S) og fortsatte: »Følelsen kan nok sammenlignes med, at ens barn bliver tvangsfjernet (…) jeg ved ikke, hvor længe jeg mere holder til dette pres.«

Der er ingen tvivl om, at coronakrisen har skabt et traume i mange mennesker. Særligt dem, som har valgt at leve på en anden måde end flertallet; dem, som har valgt et liv på honorarer, som selvstændige, som ejerledere, som iværksættere eller noget andet irregulært. For mange af dem har coronakrisen været en påmindelse om, hvor hurtigt en sund og blomstrende forretning kan visne og dø. Og en lektie i, hvor alene man kan stå som selvstændig, når det virkelig brænder på.

Grundlæggende har coronakrisen rokket ved vores følelse af tryghed. Pludselig befandt vi os i en situation, vi ikke kunne genkende, og hvis omfang vi ikke var i stand til at vurdere. Og vi blev truet på det, vi har kært. Den slags hændelser ryster mennesker. Og oplevelsen vil utvivlsomt have sat dybe spor i de selvstændige i den tid, der kommer.

En konsekvens af coronakrisen vil være, at det bliver mindre attraktivt at blive iværksætter. Særligt vil det ramme de mest risikoadverse iværksætterspirer – typisk kvinderne, de ældre, dem på landet. De vil være de første til at skrinlægge drømmen om et frit liv som selvstændig til fordel for et trygt liv som lønmodtager. Og det er et problem. For udviklingen gik i forvejen i den forkerte retning.

Antallet af selvstændige er næsten halveret siden begyndelsen af 1980erne, således at kun omkring 6,6 procent i dag bliver selvstændige. For Danmark er et lønmodtagerland. Du kan ganske vist hurtigt skaffe dig et cvr-nummer, men resten af tilværelsen som selvstændig er en kamp, hvor du typisk vil tjene mindre og arbejde mere end lønmodtagerne. Og igen og igen vil du støde på en udtalt mangel på ligestilling mellem selvstændige og lønmodtagere.

En særlig bemærkelsesværdig konsekvens af coronakrisen er imidlertid, at tillidskontrakten mellem politikerne og de selvstændige er blevet brudt. Heri består også traumet for de selvstændige, og det forklarer deres mange henvendelser til politikerne. For de selvstændige blev svigtet.

»Hvem tør overhovedet blive iværksætter i 2021,« spurgte iværksætter Le Gammeltoft retorisk i en klumme for nylig, for »de selvstændige er i den grad blevet negligeret af regeringen det seneste år«, og det har »vist os endnu tydeligere end før, at der er et 'dem' og et 'os',« mellem offentligt ansatte og privatansatte.

Hele vejen gennem krisen har vi i SMVdanmark sammen med de selvstændige kæmpet for, at de selvstændige fik samme vilkår som de offentligt ansatte og lønmodtagerne. For eksempel kunne lønmodtageren fastholde sin livsstil på fuld lønkompensation – delvist betalt af staten, delvist af den selvstændige – mens den selvstændige i urimelig lang tid måtte tage til takke med en offentlig udbetaling til løn, der lå 7.000 kroner lavere end niveauet, for, hvad lønmodtageren kunne opnå fra staten. Denne løn brugte den selvstændige i øvrigt ofte til at toppe de ansattes løn op. Og mens pengene fossede ud af de selvstændiges lommer, blev de offentligt ansatte mødt med jobsikkerhed, en symbolsk lønnedgang og krav om afholdelse af enkelte ferie- og afspadseringsdage.

Både i kommunikation og politik stod det klart for de selvstændige, at de etisk tilhørte samfundets B-hold. Mange gange tilfaldt rosen sygeplejerskerne, pædagogerne og politifolk, mens skulderklappet til den selvstændige, der bar en urimeligt stor del af regningen for samfundsnedlukningerne, udeblev.

Men de selvstændige vil rejse sig igen. Også vores medlem fra transportbranchen. For de selvstændige er af en særlig støbning: De er agile, omstillingsparate, stædige og hårdtarbejdende. Præcis som vi så dem under coronakrisen, hvor de konstant tilpassede sig nye krav og retningslinjer.

Og når de rejser sig, så er mit håb, at de også vil mobilisere sig. At de vil kæmpe for, at de ikke er en gruppe, som man politisk kan tillade sig at negligere. At de vil kræve den agtelse og respekt, de engang havde og stadig fortjener. At de vil bryste sig af, at det er dem, der holder samfundets hjul i gang. Der er vigtige vandbærere til samfundets velfærdskonstruktion, jovist, men det er de selvstændige, der sikrer samfundets fremdrift. Og det er herfra, fremtidens ideer opstår.

Mia Amalie Holstein, cheføkonom og politisk chef i SMVdanmark.