Kan midaldrende mænds forhold til rødvin lære os alle noget om følelser?

Vores følelser er ikke blot udtryk for, hvordan vi oplever livet. De hjælper os med at leve det. Mange kunne med fordel forholde sig til deres følelser, som midaldrende mænd forholder sig til deres rødvin.

»Pudsigt nok har vinsmagning og følelser noget til fælles … Vores følelser er meget mere komplekse og subjektive end som så,« skriver Nicolai Tillisch, der anbefaler at gå på opdagelse i vores følelser.
»Pudsigt nok har vinsmagning og følelser noget til fælles … Vores følelser er meget mere komplekse og subjektive end som så,« skriver Nicolai Tillisch, der anbefaler at gå på opdagelse i vores følelser. Nikolai Linares (arkiv)

I mine venskaber med jævnaldrende mænd har rødvin spillet en vigtig rolle.

Vi er som generation opdraget til at holde vores inderste følelser og tanker mest for os selv. Men når vi sidder sammen med god rødvin i glassene, kan vi uden hæmninger beundre den dybe rubinfarve, begejstres over strejf af solbær og lakrids og nyde smagen, der på én gang er kompleks, harmonisk og fløjlsblød. Som vinen glider ned, kan vi også tale om livet, som vi ellers ikke gør.