Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Kære Hummelgaard: I har ikke investeret os ud af af krisen – I har trukket på kassekreditten

»Det er en gammel strid, om en regering skal måles på det, den siger, eller det, den gør. Og det er foreløbig ikke, hvad regeringen har gjort under coronakrisen, der er problemet,« skrev jeg 12. januar, hvilket illustrerer Hummelgaards skæve og uretfærdige kritik af Berlingske. Erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen svarer på debatindlæg af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Peter Hummelgaard Thomsen (S) under fremsættelsen af lovforslag vedrørende sygeplejerskestrejken i Folketingssalen på Christiansborg i København den 26. august. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) fortsætter i dag i Berlingske sin botanisering i dansk økonomisk politik og økonomisk historie.

Hummelgaard er åbenbart ubekvem ved, at Berlingske på leder- og kommentarplads samt i sin journalistik har været nærgående og kritisk over for regeringens økonomiske politik. Det må man leve med som regering, især når Berlingske og undertegnede tit har anerkendt de gode resultater, senest i vurderingen af regeringens udspil til finanslov forleden og indgrebet i sygeplejerskekonflikten.

Det er næsten en sublim form for ros, når Hummelgaard mener, at jeg er den »mand i Danmark, som mest vedholdende og konsekvent har taget fejl i alt, hvad han har skrevet og ment om coronakrisen«. Hummelgaard henviser til en perfektion, som hverken jeg – eller han – besidder.

Thomas Bernt Henriksen er erhvervsredaktør på Berlingske Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

1. Regeringen og Hummelgaard har ikke investeret Danmark ud af krisen

Investering er blevet ikke mindst Peter Hummelgaards yndlingsord om, hvad regeringen bruger skatteydernes penge på. Danmark er kommet stærkt ud af coronakrisen. Vi havde en bronzemedalje i økonomisk vækst i andet kvartal blandt de europæiske lande, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.

Men hvis ministeren forventer økonomisk stringens af andre, som han gør i sit indlæg i dag, må vi også forvente økonomisk stringens af ham.

Der findes groft sagt kun tre slags offentligt udgifter: offentligt forbrug, offentlige indkomstoverførsler og så offentlige investeringer. Økonomer er krakilske folk, som insisterer på at kalde ting ved deres rette navn. Så lad os gøre regnebrættet op.

Det offentlige forbrug er steget med 50 milliarder kroner mellem 2019 og 2021, indkomstoverførslerne med 23 milliarder kroner og de offentlige investeringer med 12 milliarder kroner, ifølge økonomisk redegørelse. Medmindre Hummelgaard mener, at det er de offentlige investeringer på 12 milliarder kroner, som har været helt afgørende for krisefortællingen, så har regeringen altså ikke definitorisk investeret Danmark ud af krisen.

Man kan alene konstatere, at regeringen har trukket på kassekreditten, i øvrigt en hel del mindre end Hummelgaards kriseretorik kunne formode. Det kan være fornuftigt at bruge penge i en krisetid, men derfor er det stadig ikke en investering, medmindre alt er en investering, og så mister ordet sin betydning.

Skal vi herfra aftale kun at bruge ordet investering i den forstand, som ordet anvendes i tabellerne i økonomisk redegørelse fra Finansministeriet, Hummelgaard?

2. Helt berettiget at spille Anker-kortet

Hvis der selv i dag er noget, som kan bringe regeringen og dens venner ud af fatningen, er det at sammenligne Mette Frederiksen med Anker Jørgensen. Selvfølgelig skrev Berlingske en leder, hvor Anker-kortet blev spillet, da statsministeren i TV 2 i januar gav udtryk for, at man kan være helt ligeglad med at stifte gæld:

»Det er en lidt gammeldags og måske også lidt en traditionel borgerlig måde at se det på. Jeg mener, at vi i Danmark har muligheden for at investere os ud af den krise, vi står i nu,« sagde statsministeren i TV 2.

Regeringen har åbenbart lyttet kritikken, for gælden er under coronakrisen vokset mindre end under finanskrisen.

ØMU-gælden steg fra 34,2 procent af BNP i 2008 til 46,5 procent af BNP i 2011, ifølge socialdemokraten Bjarne Corydons økonomisk redegørelse fra december 2012. I den nye og nydelige økonomiske redegørelse regner regeringen med, at gælden vil stige fra 33,5 procent af BNP i 2019 til 38,5 procent af BNP i 2022. Man kan sige, at et af regeringens vigtigste kriseværktøjer var danskernes egne feriepenge, der var en regulær overskudsforretning af skatteindtægter til staten.

Hvis statsministeren en gang senere skulle gentage det samme sludder som i januar, vil vi på Berlingske helt sikkert skrive den samme leder. Det kan jeg love. Vi kan jo ikke vide, om statsministeren igen bare snakker, næste gang hun taler om at slå bunden ud af statskassen.

Man selvfølgelig skal regeringen trods statsministerens uansvarlige udtalelser have anerkendelse for at have styret økonomien gennem coronakrisen under svære forhold. Der er imidlertid forskel på aktiv krisepolitik og ligegyldighed over for statens gæld.

Og nej, Hummelgaard. Der er ikke konsensus blandt økonomer om, at man bare kan være ligeglad med gælden. Hummelgaard må i øvrigt informere mig om, hvor jeg har skrevet, at man ikke skal føre krisepolitik og ikke acceptere højere gæld under kriser.

3. Det var ikke VK-regeringen, der førte stram finanspolitik efter finanskrisen. Det var socialdemokraterne.

Hummelgaards hukommelsestab, når det gælder socialdemokratisk historie, er påfaldende og fortsætter uden ophør. Socialdemokraten Bjarne Corydon (S) er pist forsvundet ud af den socialdemokratiske fortælling.

Vi tager den derfor lige en gang til.

VK-regeringen vedtog på klar anbefaling fra økonomerne, herunder Nationalbanken, genopretningspakken i maj 2010.

Finanspolitikken blev ikke strammet i 2010, men planen var at stramme finanspolitikken i 2011. I både 2009 og 2010 blev der ført aktiv krisepolitik, ligesom under coronakrisen. Man kan ikke helt sammenligne finanskrisen og coronakrisen af den grund, at VK-regeringen ikke skulle finde en vej til at finansiere at lukke hele samfundet ned. Det hører imidlertid med, at der er den erkendelse efter finanskrisen, at krisen i 2008-2010 udløste en alt for voldsom permanent jobdestruktion i erhvervslivet. Den erkendelse er hverken rød eller blå, men økonomisk.

Kernen er, at socialdemokraten og tidligere finansminister Bjarne Corydon i årene efter 2011 havde alle muligheder for at føre en mere lempelig finanspolitik, hvis det var det, regeringen ville. På socialdemokraten Corydons første finanslov endte finanseffekten – altså finanspolitikkens effekt på den økonomiske aktivitet – på minus 0,2 procent mod minus 0,3 procent i august kort før regeringsskiftet.

Socialdemokraterne havde, sammen med De Radikale, ansvaret for finanspolitikken efter finanskrisen, ikke de borgerlige. Det passer ikke ind i Hummelgaards fortælling, men det er kendsgerningerne.

»Det er en gammel strid, om en regering skal måles på det, den siger, eller det, den gør. Og det er foreløbig ikke, hvad regeringen har gjort under coronakrisen, der er problemet,« skrev jeg 12. januar i år, hvilket illustrerer Hummelgaards skæve og uretfærdige kritik af Berlingske.

Polemikken mellem Hummelgaard og jeg om krisepolitikken kan man indramme af et fint lille Platon-citat fra en bog af den særdeles kloge socialdemokratiske politiker og Hartvig Frisch (1893-1950):

»Den højeste grad af uretfærdighed er netop at se ud, som om man er retfærdig, mens man ikke er det«. Kære Peter Hummelgaard, Berlingske og jeg har sikkert taget fejl i noget, men ikke alt. Mon ikke det også gælder dig?

Læs debatindlægget af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard her