»Jesus bli'r født på anden sal
I Magasin du Nord
Han griner, når du trykker på en fodpedal
Siger goddag til sin mor.«
Sådan lyder Shu-bi-duas merkantile julesang. Særlig vis er den måske ikke, men helt aldeles vidunderlig, for nok blev Jesus ikke født i Magasin du Nord, men det gjorde noget af forventningen – og forventningens glæde.
For langt de fleste danskere begynder juleforventningens forunderlighed nemlig ikke i kirken – det er bare dér, det hele ender juleaften med trompetspil fra klokketårn, kimende klokker, de obligatoriske fire julesalmer, juleevangeliets genkendelige ordlyd og halleluja, halleluja. Kirkeligt og teologisk begynder forventningens vandring mod det underfulde i kirkens adventsfejring – men folkeligt begynder den forventning i erhvervslivets jul.
Passende ville det selvfølgelig være, hvis erhvervslivet lærte at skelne mellem adventstiden, der er udspændt mellem de fire søndage inden juleaften, og så selve juletiden, der reelt først begynder første juledagsmorgen – en himmerigsmorgen, som Grundtvig erindrede den. Nuvel, og selvom man ikke skal være blind for den merkantile profit, forretningerne får ud af julerierne, så kan vi ikke komme udenom, at de får vores øjne op for, at højtiden er på vej.
For mange københavnere er den årlige tilbagevendende begivenhed, når juleudsmykningen på Hotel d’Angleterres facade tændes – i sig selv en lille højtidsstund – for sådan lever forventningen nemlig i byens lys, i de lysende udsmykkede butiksvinduer, der byder kunderne indenfor, i det milde, myldrende liv, trængsel og alarm i gaderne, der dufter af gaveræs, gran og gløgg, lysguirlander, der vejrer i decembermørket. For
»Nu' det jul, og træet tændes på ny
Nu' det jul i land og by
Og guds engle små klæ'r sig festligt på
I den himmelblå.«
Ja, jeg tror faktisk, at Guds engle er helt med på den magiske juleoverdådighed. For prøv engang at forestille dig en december, en forventningstid, en ventetid, en længselstid, hjertets vaklende tid uden det lys, som handelsforeningerne og forretningslivet hvert år tænder. Forestil dig land og by ligge mørklagt hen i december som store dele af ikke juleudsmykkede Nørrebro, hvor det ser ud, som om højtiden udebliver i år – ja, det ville være ubærligt. For alt det, der samler sig i sindet i decembermånedens mørke, julesorgen og kærlighedssorgen, hjertets sorg, hjertets glæde, mismodet over livet og over sig selv – ja alt det, der forstørres og fortættes op mod højtiden, har brug for, at verden omkring menneskesindet ikke ligger hen i et tilsvarende mørke. Det er den uforklarlige mægtighed, der overvælder alle, når højtiden indfinder sig.
For når højtiden kommer, bliver alle andre tider sat ud af kraft – højtiden er dette, at tiden ikke er mere bare som tid eller udstrækning, nej, der er noget andet, der giver øjeblikket fylde og vægt. Det er højtidens hellighed, som vi bevidst eller ubevidst venter på, når vi står i julegavekøen på anden sal i Magasin du Nord og måske trods alt har en anelse om, at højtiden ikke kommer af vores rastløse foretagsomhed, som juleforberedelserne også er, men at højtiden er noget, der sker os – noget der indtræffer for os. Jeg holder meget af det gamle udtryk, at noget vederfarer os.
Læs det lige igen, er det ikke smukt?
Det betyder, at noget kommer til os – ikke af vores egen vilje, ikke af vores egne svage kræfter, men en af en kraft udefra, der besøger os, når vi ligger og holder nattevagt over vores liv og alt det, som livet er – som hyrderne på Betlehemsmark holdt nattevagt over deres liv og fåreflok. Og pludselig mærkede de en fremmed tilstedeværelse i nattemørket, de var ikke alene i den hellige nat – foran dem stod Guds egen engel, festligt klædt på i himlens lysende herlighed og sang verdens første julesang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«.
For Frelseren er født under himlen i den hellige nat – den lille kærlighedens Gud, der vil vandre hernede på det lave frosne land for at finde en skinnende perle i selv de usleste af os. En perle, der kun skinner i kraft af himlens lys, som Guds Søn og Marias menneskebarn tog med sig ned i staldens mørke, ind i krybberummet og ind i de mørkeste afkroge af vores hjertekammer. Det gjorde han, fordi vi kun kan leve i lyset af os selv og i skyggen af vores eget mørke.
Den nat blev der tændt et lyshav i tiden – det har lyst gennem slægterne siden – så mildt gennem mørket til morgenens land til anden sal i Magasin du Nord, hvor vi står i julegavekøen og længes efter, at også vores øjne må blive opladt for det underfulde: At over skumringsgrå og dæmringslyse lande går budskabet om, at fra himlen højt er lyset kommet til verden – som et glimt af håb, som et uventet strejf af en englevinge, der løser os fri af mørket og alt det døde, vi bærer i vores hjerte. Og efterlader os her i den merkantile juletravlhed, træthed og tristhed, men dog i suset af englenes vinger og i troen på, at lysets bærekraft findes. Alt det minder erhvervslivets forunderlige, funklende juleudsmykning os om.
I Jesu navn: Glædelig jul. Amen.
