Den globale økonomi nåede en milepæl i coronakrisen allerede i september. Her var verdenshandlen genoprettet til niveauet i begyndelsen af året, før coronavirussen spredte sig fra Kina til alle os andre på kloden.
Milepælen havde meget lidt med dansk eksport at gøre, men er derimod også mest af alt en kinahistorie. Danmarks salg af varer til udlandet var fortsat seks procent lavere i september end ved årets begyndelse og faldt i øvrigt kraftigt i oktober. Den svenske eksport, der som regel er tæt forbundet med de globale konjunkturudsving, lå hele ti procent lavere.