Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

I et liberalt demokrati går institutioner forud for politiske ledere

Lige fra begyndelsen af det moderne demokrati har der været to helt forskellige opfattelser af dets funktion. Nu er konflikten mellem de to opfattelser igen brudt ud i lys lue.

»Måske skal vi ikke undres over, at den kollektive tilgang fortsat eksisterer, men prise os lykkelige over, at det amerikanske demokratis fædre så klart så farerne ved den,« skriver Otto Brøns-Petersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alex Edelman/AFP/Ritzau Scanpix

»Politisk magtudøvelse i strid med de procedurale regler betragtes generelt stærkt illegitimt, og det er ikke en del af det politiske spil at tilsidesætte for eksempel et valgresultat eller en domstolsafgørelse.«

Sådan skrev jeg i en vurdering af den måde, det liberale demokrati praktiseres på i den vestlige verden (Nevers m.fl »Liberalisme«). Det var i 2013 – og da var det endnu rigtigt.

I dag er det anderledes. I den moderne verdens første og stærkeste demokrati har præsidenten netop forsøgt at undsige resultatet af et valg.

Det er essentielt i et liberalt demokrati, at de grundlæggende institutioner går forud for loyaliteten til de politiske ledere eller bestemte politiske programmer. Uanset om man er enig eller uenig med udfaldet af for eksempel et valg eller en dom, er de gyldige, indtil en anden legal beslutning er truffet.

Ingen har ret til at udøve myndighed, som ikke har rod i forfatningen. Man må kun regere, hvis man er lovligt valgt, og hvis man har hjemmel i loven. Domstole må kun dømme med udgangspunkt i loven. Parlamenter skal holde sig inden for konstitutionelle rammer, herunder de internationale konventioner, der udgør en del af lovgrundlaget.

Opbakningen til demokratiet skrider

Hvorfor skrider opbakningen til det liberale demokrati? Som juristen og retsfilosoffen Randy Barnett påpeger i »Our Republican Constitution«, har der lige fra begyndelsen af det moderne demokrati været to helt forskellige opfattelser af dets funktion. To opfattelser, som fortsat er i konflikt.

Demokrati vil sige folkestyre, men der er to forståelser af »folket« – en kollektiv og en individuel. I den individuelle forståelse er demokratiet en del af beskyttelsen af den enkelte. Statsmagten skal begrænses, og der skal være konkurrence om den politiske magt. I den kollektive forståelse skal demokratiet derimod afdække og realisere »folkets vilje«.

I den forståelse er begrænsninger på statsmagten ikke så oplagte og kan endda risikere at stå i vejen for folkeviljen. I så fald er de ikke længere legitime.

Og er det ikke netop denne opfattelse, som stikker sit hoved frem nu? Trump og hans følgere mener, at de repræsenterer det sande folk, som følgelig må være snydt for valgsejren. I 2016 var det valget af Trump, der blev betvivlet af modstanderne – om end ikke med så vidtgående metoder. Herhjemme bliver begrænsninger, som forhindrer blandt andet udryddelse af minkerhvervet og automatisk adskillelse af flygtningeægtepar, ligeledes bagatelliseret og draget i tvivl med henvisning til nødvendighed og folkestemning.

Måske skal vi ikke undres over, at den kollektive tilgang fortsat eksisterer, men prise os lykkelige over, at det amerikanske demokratis fædre så klart så farerne ved den. Forfatningens forfatter, James Madison, indsatte nøje udtænkte checks and balances, og George Washington advarede i skarpe vendinger mod en befolkning opdelt i fraktioner, der hver især mener at være det sande folk.

Men selv om den individuelle forståelse i høj grad er bragt ind i vore forfatninger, så er den ikke udødelig. Det liberale demokratis grundlæggende institutioner og idé har igen brug for at blive forsvaret.