Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Hvorfor skal min pension være en del af aktivisternes show?

Pensionskasser som PFA og P+ er begyndt at give efter for aktivister, som hellere vil drive politik end beskytte opsparernes afkast. Hvorfor skal vi andre være med på den galej? Er det, fordi pensionskasser ser det som en mulighed for at camouflere dårlige resultater bag politisk korrekthed?

Christopher Arzrouni angriber PFA-topchef Allan Polack for at politisere for pensionsopsparernes penge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Min pensionsopsparing er opdelt i tre portioner. Den mindste portion vansmægter hos PFA, der sidste år ansatte aktivisten Sasja Beslik som bæredygtighedschef. Beslik er kendt for sine mange antikapitalistiske udfald og går dermed noget længere end sin øverste chef, administrerende direktør Allan Polack, der også har iklædt sig overfladisk social indignation og i bedste fald misforståelser om verdens sande tilstand.

Aktivisme går nok, så længe PFA tjener penge til medlemmerne – hvad de så kun gør i begrænset grad

Heldigvis har jeg opsparing andre steder. I kraft af mangeårige ansættelser i centraladministrationen står en betydelig del af min pension nu opbevaret hos P+. Denne pensionskasses medlemmer er blandt andet djøf’erne – altså økonomer og jurister i banker og økonomiske ministerier. Her skulle man tro, at den hellige grav var vel forvaret.

Men sidste år fik en gruppe aktivister magt over pensionskassen. Og nu har P+ besluttet, at man ikke længere vil investere i virksomheder såsom Boeing, Saab, Lockheed Martin og Thales. Det skyldes, at disse virksomheder »sælger våben og/eller militært udstyr til Saudi-Arabien og/eller UAE«. Jeg forstår godt uviljen over de to landes deltagelse i krigen i Yemen. Men salg af våben er reguleret af stater, ikke af virksomheder.

De fleste af os bruger Boeing, når vi rejser på ferie med fly. Lockheed Martin skal snart levere Danmarks nye F35-jagere. Saab tabte selvsamme konkurrence, men sælger til gengæld udstyr på andre markeder.

Herhjemme er Thales kendt for to store opgaver: De har leveret det danske Rejsekort-system og har ansvaret for dets drift og vedligeholdelse i de næste fem år. Og Thales har udrustet den danske flåde med dens centrale radarer og langdistancekommunikation på dens fem nyeste skibe.

Bundet på hænder og fødder

Hvorfor skal jeg være en del af aktivisternes show? Og hvordan kommer det til at påvirke min pension? Det er lige stift nok, at man først er låst til bestemte selskaber og bagefter må finde sig i politiserende forvaltning af opsparingen.

Heldigvis kan jeg investere på egen hånd, på mit eget ratepensionsdepot – og det gør jeg, fordi jeg har valgt at spare ekstra op. Men min egentlige pensionsopsparing er bundet. Og det undrer mig, at selskaber, som er gode nok til at levere rejsekort til den offentlige transport og jagerfly til det danske forsvar, ikke kan være gode nok som investeringsobjekter – for eksempel for embedsmændenes egen pensionskasse.

Jeg undrer mig også, når jeg – helt uvidenskabeligt – ser på, hvor meget min egen ratepension er vokset de seneste 20 år sammenlignet med pensionskassens. Mit eget afkast ligger konsekvent markant højere. Måske er jeg enormt heldig eller enormt dygtig. Eller også er mine pensionskasser bare ikke særlig gode forvaltere – samtidig med, at deres omkostninger æder af min alderdom. Jeg tror hverken på mit held eller min dygtighed. Jeg tror desværre på forvalternes grådighed.

Jeg er egentlig en glad tilhænger af det danske pensionssystem, hvor arbejdsmarkedspensioner og anden opsparing spiller en større og større rolle ved siden af folkepensionen. Men jeg bliver mere og mere i tvivl om, hvorvidt rammerne omkring opsparingen er i orden.

Hvordan sikrer vi os, at forvaltningen af opsparingen ikke pludselig bliver politiseret? Beskytter lovgivningen opsparerne godt nok mod tilfældige aktivisters fikse ideer? Og hvordan undgår vi, at den automatiske strøm af penge bliver en sovepude for forvalterne? Eller at aktivisme bliver en politisk korrekt afledningsmanøvre, når resultaterne svigter?

Det nemme og naive svar er: Deltag ved valgene til bestyrelse i din pensionskasse (hvis det er muligt). Det effektive svar er nok snarere: Lad opsparerne stemme med fødderne. Man skulle have mulighed for helt at forlade skuden, hvis investeringsprofilen bliver lagt markant om, og aktivisterne tager magten.

Måske var det på tide for danske politikere at se lidt på den måde, man har organiseret opsparingen. For pensionskasserne er allerede i dag vores største kapitalister. Men i modsætning til fortidens kapitalister er mange af os i dag stavnsbundet til pensionskasserne.

Christopher Arzrouni er tidligere særlig rådgiver i Finansministeriet