Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Hvorfor kan vi aldrig tale ærligt om barsel?

Der er mange steder stadig to sider af hegnet, når det kommer til barsel på jobbet: Kvinder, der er bange for at fortælle, at de er gravide – og ledere, der er bange for, at de er det. Det dilemma er så tabubelagt, at det mørklægger et stort problem på arbejdspladserne og er en hindring for kvinders karriere. Men hvis vi ikke taler om problemet, så går det ikke væk. Sådan er det nu engang med lyserøde elefanter.

»Det kan ikke være rigtigt, at nogle skal skamme sig eller bekymre sig over at blive gravid,« skriver Esther Dora Rado om barrieren for kvinder i virksomhederne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

I lang tid har der været fokus på ligestilling og kvinder i ledelse. Men barsel nævnes ikke som et problem. Mærkeligt. Hvis en kvinde får to-tre børn, mens hun er mellem 30 og 40, er hun væk fra jobbet to til tre år. Det er meget, og man skal sgu ikke være Einstein for at regne ud, at det er et problematisk stort fravær for virksomheden og for hende – desuagtet hvor mange der måtte stille sig frem og udråbe barsel til en lederuddannelse i sig selv.

Hvorfor kan vi ikke bare være ærlige? Det ville da være nemmere at arbejde med fremfor pokerfjæset udadtil i skarp kontrast til den behandling, der mange steder forekommer indadtil. Lad mig give et par eksempler fra egen kreds på forskellige situationer, der går igen og igen.

Partner: En kvinde er ansat i et stort konsulenthus i København. Hun knokler i årevis og får stillet i sigte, at hun bliver partner. Hun bliver gravid – fortæller det til ledelsen – sammen med sin plan om at fortsætte samme tempo op til fødsel og efter en kort barsel. En måned inden hun skal på barsel, indkaldes hun til samtale. »Du bliver ikke partner alligevel,« lyder det. »Der er dumpet en mere kompetent kandidat ind.«

Sekretærjob: En kvinde arbejder i et stort advokatfirma. Hun bliver gravid, alle er glade. Problemet opstår, da hun skal tilbage igen. Kunderne er fordelt til andre. »Du får snart nogle nye.« Tiden går. Imens ryger opgaver i form af Doodle-koordinering, frokost, fest, referater og lavthængende frugter, ingen andre vil tage sig af, ned i hendes skød. Drømmen om at blive juniorpartner glider ud i periferien.

Ændret jobbeskrivelse: En kvinde fortæller på job, hun er gravid. Chefen reagerer ved at indlede en udfrysning. Hun har en lederstilling, men kobles fra alt med stillingtagen: Fjernes fra email, får den kolde skulder, inviteres ikke med til møder. Nogle måneder senere får hun besked om, at der er ændringer i organisationen og dermed også hendes job. Hun skal forvente, at hun skal bo og arbejde 50/50 i udlandet. Også efter barsel.

Jobinterview: En kvinde er til interview på en direktørstilling i en mindre virksomhed. Om aftenen til et netværksmøde høres lederen i en ring af andre ledere fortælle, hvordan interviewet gik. »Hun er perfekt, men jeg tør sgu ikke. Hun har ét barn og er i slut 30erne. Der kan altså sagtens komme en mere ret snart. Hvad så med hendes job? Måske leder hun efter et sted, hun kan scamme til den sidste barsel. Det kan jeg ikke.« De andre ledere nikker forstående.

Hvorfor gør de det?

Uløseligt løfter kvinder – fordi kun kvinder kan – en samfundsopgave i at sørge for, at der er nogen at give stafetten videre til. Det bør selvfølgelig ikke ramme dem, der ønsker karriere. Det er en samfundsøkonomisk katastrofe i et land med nogle af verdens bedst uddannede kvinder. Og det kan ikke være rigtigt, at nogle skal skamme sig eller bekymre sig over at blive gravid.

Måske ligger en del af problemet i, at ansvaret for at rumme den samfundsopgave, som kvinderne løfter, ligger i virksomhederne og ikke i samfundet selv. Og det kunne vel give nogle virksomheder, ledere og afløsende medarbejdere en afmagtsfølelse og en skyhed. Især dem, der er små, for hvem en barsel er dyr, uoverskuelig, frustrerende og truende.

Mest sandsynligt ligger problemet i manglende forståelse for hinanden, og at vi på grund af manglende dialog ikke har de rette remedier til at håndtere barsel med. Jeg har ikke svaret, men ét ved jeg dog; svaret er ikke under gulvtæppet. Det ligger ikke i stilhed, men i åbenhed, ærlighed og dialog, så vi kommer både skam, hinder og hemmelighedskræmmeri til livs. Så hvad virker?