Hvorfor føler de unge sig utilstrækkelige og forkerte?

Tiden har det jo med at trække et lyserødt gardin ned over ens fortid – også for mig. Jeg husker min gymnasietid som den mest ubekymrede tid i mit liv. Og da jeg stod med huen i hånden, havde jeg følelsen af, at jeg kunne alt. Også selvom mit gennemsnit var middelmådigt og i realiteten lukkede masser af døre – men følelsen kunne ingen tage fra mig. Verden kunne bare komme an!

Sådan har store dele af ungdommen det bestemt ikke i dag. De unge trives ganske enkelt dårligere. Det ses i statistikkerne over depression, selvskade og så videre. Det skorter ikke på forklaringerne, der svinger fra sociale medier til uddannelsessystem og/eller forældre, som enten er for beskyttende eller uopmærksomme.

I 2020 udkom Christian Hjortkjærs bog »Utilstrækkelig«. Han præsenterer en lidt anden vinkel, nemlig at det er selve den tid, vi lever i – altså den fremherskende moral – som presser de unge. Hjortkjær understreger, at det »hverken (er) sværere eller lettere at være ung i dag, men (...) det er anderledes svært«.

De unge kæmper med at føle sig forkerte, selvom de gør alting for at gøre det, som forventes af dem. Det bliver til en følelse af utilstrækkelighed, som kan være endog meget selvdestruktiv. Den nye moral – som altså leder til følelsen af utilstrækkelighed – kommer blandt andet af, at vi er gået fra et forbudssamfund til påbudssamfund. I det gamle forbudssamfund var der klare regler for, hvad der krævedes af dig – og i det samfund kunne du være ganske godt tilfreds med dig selv (og dit middelmådige gennemsnit), hvis du havde været til timerne og stort set altid havde lavet lektier. Men i påbudssamfundet er du opdraget til, at det aldrig er godt nok.

Som Line fra »De perfekte piger« på DR formulerer det:

»Hvis bedre er muligt, så er godt ikke godt nok.«

Den tilgang troede jeg egentlig var reserveret til særlige grupper – for eksempel eliteidrætsudøvere. Men det er ikke unormalt for nutidens unge at kræve det perfekte eller den konstante forbedring af sig selv.

Det bliver ikke lettere af, at vi voksne ikke vil være autoritative, sætte regler op og give retning. Vi vil ikke presse vores børn. De skal gøre, hvad de har lyst til. Men lige præcis dét kan måske presse dem endnu mere. Som Hjortkjær formulerer det:

»Du må gøre, lige hvad du vil – så længe du har lyst til det, du vil. Ellers skal du lade være. Og på den måde har man gjort de unge 100 procent ansvarlige for deres egne skæbner. Hvis du vælger forkert, så har du kun dig selv at skyde skylden på.«

Det er flere ting galt med det budskab. Vi risikerer, at friheden bliver alt for tyngende og valget svært og ensomt. Det bliver et åg. Ligesom det store fokus på lyst er forvirrende – for hvad med de dage, hvor man ikke har lyst?

Få mennesker lever et liv, hvor der ikke er dage og opgaver, som kun kan gennemføres på vilje. Hvor det er vedholdenhed og disciplin, som får én igennem. Men vi kræver ikke bare, at de skal gennemføre. De skal være glade og lystfulde imens. Og det må naturligvis føles belastende. Så hvad kan vi gøre?

Som ledelser skal vi opbygge kulturer, hvor vi er eksplicitte om, at »godt er godt nok«.

I podcasten »Cand.hvad.nu« fortæller en nyuddannet, hvordan hun arbejder 80 timer den første uge. Kun på den måde kan hun sikre sig, at hendes indsats er god nok. Her skal vi som ledelser være meget bedre til at sætte tydelige krav og forventninger. Man skal vide, hvornår man kan gå hjem med god samvittighed.

Vi skal have arbejdspladser, hvor vi er mere bange for ikke at lære af vores fejl end bange for at begå fejl. Vi skal naturligvis fejre vores succeser, men ofte er det jo fiaskoerne, som vi lærte mest af, og som bragte os videre.

Vi skal vise, at det er vigtigt at holde fri – synke hen og væk. Og her må vi kigge indad. For ærlig talt: Sender vi ikke tit det signal, at den, som har mest travlt, er mest værdifuld? Men hvis vi nu får øje for, hvordan den nye moral påvirker de unge, så er vi måske kommet et stykke af vejen.

Der er mange kloge tanker – og håb – i bogen »Utilstrækkelig«. Læs den med din teenager eller hr-afdeling – og gerne før din nabo.