Ørsteds topchef, Henrik Poulsen, står i spidsen for det selskab i Danmark, som næst efter Novo Nordisk er mest værd på fondsbørsen. Over 320 mia. kroner er markedsværdien af det grønne vindparkselskab Ørsted, som alle danskere via statens aktiepost på godt 50 pct. er medejere af. Men kan vi nu være helt sikre på, at Ørsted har den rigtige mand i toppen?
Jeg spørger, fordi Henrik Poulsens løn kan forekomme mistænkeligt lav. Bare 16,7 mio. kroner fik han i lønningsposen i 2019. Ikke meget, når man sammenligner med f.eks.Carlsberg-topchefen Cees ’t Hart, som slæber næsten 50 mio. kroner hjem. Carnegie har beregnet, at Henrik Poulsen tjener 24 gange så meget som en en gennemsnitlig ansat, mens hollænderen tjener 230 gange en gennemsnitsansat i Carlsberg. Betyder det, at Henrik Poulsen repræsenterer B-holdet af middelmådige direktører?