Man må gerne drømme. Tidligere justitsminister Nick Hækkerup (S) drømte eksempelvis om noget andet end politik. Nu skal han ikke længere være justitsminister og nummer fire i statsrådsrækkefølgen, men skal være direktør for de syv ansatte i Bryggeriforeningen.

Måske det mest opsigtsvækkende i disse år er, hvordan ikke mindst socialdemokratiske toppolitikere er blevet vældig populære i erhvervslivet.

Karen Hækkerup (S) var administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer 2014-2018. De fleste var ved at tabe underkæben, da Socialdemokratiets chefstrateg og tidligere erhvervsminister Henrik Sass Larsen (S) i 2019 blev sat i spidsen for kapitalfondenes forening, i dag navngivet Aktive Ejere. Erhvervslivets dagblad, Børsen, er under tidligere finansminister Bjarne Corydon (S) forvandlet fra at være en borgerlig avis til en avis på den politiske midte – eller måske Moderaternes partiavis.

Ja, der var også nogen, der fnøs, da Karsten Dybvad, som er rundet af Arbejderbevægelses Erhvervsråd, i 2010 skiftede jobbet som departementschef i Statsministeriet ud med Dansk Industri.

Men hvordan kan det være, at fagbevægelsen og lobbyorganisationer med en position til venstre for midten og medier med en centrum-venstre-position endnu aldrig har fundet deres formand, direktør, generalsekretær eller chefredaktør blandt toppolitikere på højrefløjen eller blandt topembedsmænd på Slotsholmen.

Så lad os drømme. Vi begynder med at finde en afløser for formanden for de 1,3 millioner medlemmer af FH, Lizette Risgaard.

FH: Departementschef Barbara Bertelsen

Vi bruger den allerede testede Karsten Dybvad-model. Hvis en tidligere departementschef i Statsministeriet som Dybvad kan være erhvervslivets toplobbyist i DI og fagbevægelsens modpart i de private overenskomstforhandlinger, så kan en anden departementschef også stå i spidsen for FH. Bertelsen kender magten, forstår magten og er ikke bange for at udøve den.

Dansk Metal: Tidligere sundhedsminister og minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V)

Dansk Metal trænger til en kvinde i spidsen. Den solide og respekterede forbundsformand Claus Jensen skal sørge for arvefølgen, og det ville være et stærk signal at hente Sophie Løhde (V) til Dansk Metal. Det er Dansk Metal, som har vist ansvarlighed ved overenskomstforhandlingerne gennem årtier, og skal man gætte, er det nok det danske fagforbund med fleste borgerlige vælgere. Derfor kan man drømme om Sophie Løhde som formand for Dansk Metal. Hun har som minister vist, at hun kan levere varen, og at hun ikke er bange for en benhård lønkamp.

3F eller FOA: Kristian Thulesen Dahl, MF (DF)

Hvorfor har ingen tænkt tanken? Kristian Thulesen Dahl fik som DF-formand flyttet partiet fra højrefløjen til nærmest at overhale Socialdemokratiet venstre om. Måske der slet ikke havde været en Arne-pension uden Kristian Thulesen Dahl. Hvis Thulesen Dahl og 3F eller FOA ikke kan blive enige, så er erhvervsordfører Mona Juul fra De Konservative et godt alternativ. Den dygtige erhvervskvinde kan med sin flid, sin gode energi og sin stærke personlighed trave lige ind i hjerterne på medlemmerne af FOA og 3F.

Oxfam IBIS: Tidligere transportminister Ole Birk Olesen (LA) eller forhenværende udenrigsminister Anders Samuelsen (LA)

Erkendt: Den er fræk. Men hvorfor kan tidligere transportminister Ole Birk Olesen eller partistifter og tidligere udenrigsminister Anders Samuelsen ikke være generalsekretærer for Oxfam IBIS, når Henrik Sass Larsen kan være kapitalfondenes talsmand? Jeg kan ikke se argumenterne. Ole Birk eller Samuelsen kan i Oxfam IBIS stille sig spidsen for en benhård kamp mod skattely, hvor provenuet bruges til at sænke topskatten i Danmark. Det er der musik i. Hvordan kan Oxfam IBIS afvise en forhenværende udenrigsminister?

Dagbladet Information: Forhenværende justitsminister Søren Pind (V) og Thomas Bernt Henriksen, Berlingske

Hvis Bjarne Corydon kan blive chefredaktør på Børsen, så kan Søren Pind blive chefredaktør på Information. Længere er den ikke. Der brænder et stærkt hjerte for det nationale i Søren Pind, som rimer med Informations stærke historie og udspringet af frihedskampen.

Det er måske lidt prætentiøst, at jeg sådan bringer mig selv i spil; lad være med at sige det til Mette Østergaard og Tom Jensen. Måske man kan tænke på Pind og mig som en samlet pakke til Information, som kunne flytte avisen tilbage til tiden før ungdomsoprøret, da min pæne borgerlige far i 1950erne blev udlært som journalist af Informations to giganter Børge Outze og Erik Seidenfaden. Tiden er moden til et borgerligt modoprør på Information.

Politiken: Forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V)

Befrielsen Øjeblik 2.0.

Løkke er så dynamisk i egen udvikling af politiske synspunkter, at han på platformen af Moderaterne holdningsmæssigt sagtens kan passe ind i det berømte hjørnekontor på Rådhuspladsen. Igen så titter også Barbara Bertelsen frem som en kandidat. Hun er efter sigende i bogklub med Politikens tidligere chefredaktør historikeren Bo Lidegaard og Informations Rune Lykkeberg. Hvis den borgerlige modrevolution på avisen Information ovenikøbet lykkes, kan man se for sig et stærkt makkerpar af Bertelsen og Lykkeberg på Politiken; et Dream Team for Politikens læsere. Sikke nogle ledere, der kunne komme ud af det.

Det stopper ikke her. Hvad med Markus Knuth (K) fra De Konservative som generalsekretær i Greenspeace, hvad med tidligere undervisningsminister Merete Riisager (LA) eller Henrik Dahl (LA) som formand for Danmarks Lærerforening eller måske Mai Mercado (K) som formand for FOA.

Men det er desværre bare drømme. De er så smarte i fagbevægelsen, at deres formænd altid vælges på kongresserne. Mange gange er der ingen, der aner, hvem der er formand for eksempelvis DI eller Dansk Erhverv, fordi det er direktørerne i skikkelse af Lars Sandahl Sørensen og Brian Mikkelsen, som tegner butikken.

Forskellen mellem fagbevægelsen og erhvervslivets frontfigurer er tankevækkende og synes at afsløre, at eksodus af ikke mindst socialdemokratiske toppolitikere til rollen som toplobbyister især er drevet af erhvervsorganisationernes ønske om at kunne blive hørt på Christiansborg frem for noget andet.

Og så kommer jeg til at tænke på den snart 40 år gamle sang om netop det at drømme af Eurythmics, som synes at fange essensen af, hvad jagten på tunge toplobbyister blandt landets toppolitikere måske i virkeligheden handler om:

Some of them want to use you
Some of them want to get used by you
Some of them want to abuse you
Some of them want to be abused

»Sweet Dreams (Are Made of This)«, Eurythmics, 1983